Skoven skal have en plads i klimaforhandlingerne

Verdens Skove er i Bonn til de internationale klimaforhandlinger, hvor der lige nu arbejdes på et regelsæt for hvordan Parisaftalen skal implementeres. Her er det vigtigt at sikre, at der tages hensyn til skoven og oprindelige folks rettigheder i fremtidige klimaprojekter.

Af Jonas Appelt og Gry Bossen, klimagruppen i Verdens Skove 

Siden klimaaftalen blev indgået for tre år siden i Paris, har verdens lande arbejdet på at få detaljerne om hvordan den skal implementeres på plads, før aftalen træder i kraft i 2020. Hvis vi skal holde temperaturstigningerne til under 1,5 grader er det nødvendigt at målsætningerne fra Parisaftalen bliver konkretiseret i præcise vejledninger og krav til de enkelte lande. Arbejdet med at formulere krav og regler er nu gået ind i sin sidste fase, da de gerne skal være klar til at blive vedtaget ved COP24, til december i år.

For at kunne få enighed om reglerne mødes repræsentanter for regeringer og interessegrupper netop nu til to ugers forhandlinger i Bonn, til et såkaldt “inter-sessional” møde. Det er møder, der ligger ind mellem de store årlige klimaforhandlinger. Fra Verdens Skove deltager vi som observatører og taler skovens sag over for embedsfolk og politikere.

Verdens Skoves prioriteter

Det er essentielt, at der denne gang kommer konkret tekst på bordet, hvis landene skal kunne nå at opfylde forpligtelserne fra Paris. Ved de seneste forhandlinger var der flere af områderne, hvor der var meget lille fremgang. Det er nødvendigt, at vi kommer videre, og at der er villighed til at finde løsninger på de svære spørgsmål.

Et af de områder, hvor der særligt har værer uenighed, er de krav der skal stilles til rapportering og udformning af landenes nationalt besluttede klimaplaner (‘Nationally Determined Contributions’, NDCs). For Verdens Skove er netop disse planer vigtige, da de er en af hjørnestenene i Parisaftalen, men der har indtil nu været meget stor uenighed om flere aspekter. Et af stridsspørgsmålene er blandt andet i hvilken grad, der skal stilles forskellige krav til rapporteringen fra i- og u-lande. Et andet stridsspørgsmål er præcis hvad der skal inkluderes i landenes klimaplaner og hvor meget information rapporteringen skal indeholde.

Fra Verdens Skoves side følger vi forhandlingerne om disse klimaplaner og arbejder for at sikre at skov og oprindelige folk bliver beskyttet på tværs af alle landes aktiviteter. Parisaftalen indeholder nogle flotte principper om respekten for oprindelige folks rettigheder, menneskerettigheder og beskyttelse af sunde økosystemer. Men det er centralt, at landene også forpligtes til at rapportere, hvordan disse beskyttes i forbindelse med deres klimaaktiviteter. Principperne er en integreret del af klimaarbejdet, og klimaprojekter vil simpelthen ikke lykkes ordentligt hvis man ikke samarbejder med oprindelige folk og tager hensyn til den eksisterende vilde skov og natur.

En anden af de ting, der forhandles om, som også kan få stor betydning for skoven, er Parisaftalens artikel 6, som omhandler en markedsmekanisme for handel med CO2-kvoter. Forhandlingerne går på hvordan mekanismen skal se ud og hvordan kvoter skal defineres. Derudover forhandles der om, en mekanisme, der skal give lande mulighed for at støtte CO2 besparende tiltag i resten af verden, uden at besparelsen handles som en kvote.

Forhandlingerne på artikel 6 tog et kæmpe skridt under sidste session, hvor der pludselig kom mange forslag til hvad mekanismerne skulle indeholde. De nåede dog ikke længere end til at putte alle deres forslag på bordet og kom dermed ikke til det sværere arbejde med at sortere og beslutte hvordan en mekanisme reelt skal se ud, hvordan man laver kvoter og hvem der skal registrere og certificere dem. Lige nu er den foreliggende tekst fyldt med forslag og ønsker og stikker i alle mulige retninger. Det er derfor ikke til at sige præcist hvordan mekanismen kommer til at se ud. Men for Verdens Skove er det afgørende, at det ikke bliver muligt at handle med CO2 kvoter fra skovsektoren. Hvis dette alligevel kommer til at indgå som en mulighed, er det for os altafgørende, at der bliver sat nogle klare begrænsninger på, hvor meget der kan produceres og sælges, samt principper der sikrer at oprindelige og lokale folks rettigheder tilgodeses.

Problemet med CO2 kvoter i forhold til skoven er flersidige. For det første vil der kunne produceres usigeligt mange CO2 kvoter i skovsektoren. Faktisk så mange, at hvis alle disse frigives på et marked vil det kunne underminere ambitionen i Parisaftalen, fordi højemissionslande vil kunne købe sig fra at skulle nedsætte deres udledning. Når man regner på det globale karbonbudget er der ikke plads til, at flytte reduktioner rundt mellem sektorer og lande. Der skal sættes ind i alle sektorer og på alle parametre nu. Derudover er der konsekvenserne, som kvoterne potentielt vil få for skoven. Det kan være ting som retten til skoven, når CO2en er solgt (må lokale og oprindelige folk så stadig bo og leve i den?), men også den type af skovprojekter, der vil blive oprettet. Erfaringen viser at langt de flest “skov”-kvoteprojekter der bliver lavet, faktisk er artsfattige plantager, der laves på bekostning af oprindelig og artsrig skov.

At være sammen med andre om det

De internationale klimaforhandlinger finder som regel sted to gange om året i to uger af gangen. Og så foregår der diskussioner og diplomatiske øvelser direkte mellem lande og interessenter i mellemtiden.

Men to gange om året mødes tusindvis af mennesker til diskussioner og vidensopbygning om netop klimaet. Der er en helt særlig energi til disse møder, hvor alle folk er sammen i kampen for klimaet. Det er i sig selv fascinerende, at 195 lande mødes for at blive enige om, hvordan vi skal gå til denne opgave. Det er noget af et diplomatisk kunststykke. Ikke alene er det mange lande hvis holdninger skal høres, men det er også et meget kompliceret emne, der bliver diskuteret. Det har ført til et enormt kringlet UNFCCC-sprog, der gør at klimaforhandlingerne er ekstremt indviklede. Når man som organisation skal deltage i disse forhandlinger er det derfor essentielt at være en del af et eller flere større netværk. Det er simpelthen nødvendigt at være flere til at følge med og opdatere hinanden. Desuden er det også nødvendigt at have flere forskellige uddannelsesbaggrunde for at kunne forstå de forskellige aspekter - både det politiske, det tekniske og det kulturelle - i forhandlingerne. Verdens Skove er derfor en del af både danske og internationale netværk, hvor vi mødes med andre observatører og opdaterer hinanden inden vi går i dialog med forhandlerne. Det er nogle intense uger og noget af det, der giver energi til at komme igennem det, er fornemmelsen af, at vi er flere, der kæmper for samme sag. Vi deler en interesse og nørder sammen om det her højst komplekse emne. Man ved man er en klimanørd når man griner højlydt af, om der skal være brackets eller skråstreg mellem ordene i en tekst.

Der er brug for både den gode energi og de gode kollegaer til at komme igennem disse forhandlinger. Det kan nemlig godt være lidt op af bakke at sætte skov og brug af naturlige klimaløsninger ind i en dagsorden hvor det ikke fylder som det burde. Men sammen med vores netværk er vi tusindvis af organisationer,der arbejder på at gøre de rigtige tiltag synlige over for politikere og embedsmænd. Det er en god følelse, der giver håb for en aftale til december, der sikre ordentlige forhold for både skov og oprindelige folk.