Ny global otte-årig aftale for biodiversiteten er vedtaget

Verden har fået en ny global aftale for at stoppe tabet af arter. Det er sket efter 14 dages intense forhandlinger på FN’s Biodiversitetskonventions COP15. Verdens Skove var med i Montreal og fulgte forhandlingerne tæt.

Af Sofie Banke Poulsen, Elisa Canqui, Fenja Marie Vinther, Silje Heldt Zaltzman, Jakob Kronik & Gry Bossen

Aftalen, der har fået navnet ‘Kunming-Montreal Global Biodiversitet Rammeaftale’, i daglig tale ‘GBF’, blev vedtaget mandag formiddag den 19. december dansk tid. Det overordnede formål med aftalen er, at standse og vende det globale tab af biodiversitet, samt at forbedre Jordens naturtilstand inden udgangen af 2030. Tabet af biodiversitet er et akut problem, der kræver øjeblikkelig handling, hvilket denne aftale skal bane vejen for.

Usikkerhed om aftalen til det sidste
Forhandlingsprocessen for at nå til enighed blandt partslandene har været krævende og længe undervejs med mange indledende møder og forberedende drøftelser. Alene i år har parterne til Biodiversitetskonventionen været samlet til forhandlinger tre gange op til COP15, dog uden de store fremskridt. Derfor var det med en vis usikkerhed om resultatet, da forhandlingerne i Montreal begyndte, og langtfra sikkert, at der ville blive landet en aftale ved afslutningen af COP15.

En af de helt store knaster i forhandlingerne var for eksempel ressourcemobilisering, med andre ord finansiering til biodiversitet, hvor særligt en række lande i Syd krævede en markant øget støtte til at facilitere bevarelse af deres biodiversitet. Derudover var aftaleudkastet fyldt med uafklarede paragraffer, hvilket vidnede om de store uenigheder, der var landene imellem frem mod COP15. Og efter godt to uger med intense forhandlinger, var det helt op til topmødets afslutning stadig uvist, om det ville lykkes landene at nå de kompromiser, der var nødvendige for at få en aftale i hus. Men til sidst lykkedes det, og verden står nu med en ny ramme, der bliver determinerende for aktiviteter og initiativer for at sikre vores biodiversitet de næste otte år.

Overordnet er aftalen en succes - men efterlader også en række mangler
Helt overordnet ser Verdens Skove aftalen som en succes, der på nogle punkter viser ambition og vilje til forandring. Den nye aftale indeholder flere positive elementer, særligt når det gælder bevarelse af naturområder og anerkendelsen af oprindelige folk, men der er desværre også flere mangler, der trækker den anden vej - for eksempel når det gælder at standse nedgangen af truede arter samt finansiering og en hurtig og effektiv implementering og afrapportering af målene. Disse parametre er vigtige for, at verdens lande kan bidrage til at løfte den fælles opgave, det er at realisere aftalen i praksis.

De positive elementer i aftalen relaterer sig først og fremmest til anerkendelsen af oprindelige folk og lokalsamfunds rettigheder til deres territorier. Disse står nævnt flere steder i aftalen, og figurerer i adskillige mål, herunder fysisk planlægning (mål 1), områdebaseret bevaring (mål 3), sædvanlig bæredygtig udnyttelse (mål 5 og 9), traditionel viden (mål C, mål 13 og 20), inddragelse og respekt for oprindelige folks og lokalsamfunds rettigheder til jord, territorier og ressourcer (mål 22). Derudover er det også en sejr for oprindelige folk og for biodiversitet, at kravet om ‘frit, forud og informeret samtykke’ er skrevet konkret ind i aftalen, da det sikrer, at oprindelige folk og lokalsamfund tages med i beslutningsprocessen.

Endeligt er det positivt, at landene blev enige om at beskytte mindst 30 procent af Jordens landoverflade og mindst 30 procent af havoverfladen inden 2030. Det vurderes som det mest ambitiøse mål for global naturbeskyttelse nogensinde, og sammen med sikring af oprindelige folks rettigheder ser vi forhåbentligt frem mod et nyt beskyttelses-regime for værdifulde økosystemer.

De mindre positive elementer af aftalen er først og fremmest det overordnede mål, der har til hensigt at adressere tabet af arter, og beskytte intakte økosystemer, dvs. de økosystemer, vi endnu ikke har ødelagt. Målet er, at tempoet for udryddelsen af arter er reduceret til en tiendedel inden 2050, hvor et delmål i 2030 er blevet pillet ud. Dette betyder, at der ikke er noget at holde regeringerne ansvarlige for før 2050, og til den tid kan det være for sent, hvilket er dybt problematisk krisens omfang taget i betragtning. Særligt fordi flere eksperter vurderer, at nedgangen af arter skal vendes inden 2030, hvis vi skal undgå katastrofale konsekvenser for natur og miljø.

Derudover er elementerne i forhold til finansiering til biodiversitet overordnet utilstrækkelig. På den ene side har man i aftalen anerkendt, at biodiversitet har et årligt gab på 700 milliarder dollars. Heraf skal 500 milliarder reduceres fra skadelige subsidier. Tilbage er så, at der på den anden side skal mobiliseres 200 milliarder dollars om året fra alle kilder for at sikre aftalens succes. Man er blevet enige om, at en del af denne finansiering skal komme fra de rige lande med et beløb på 20 mia. dollars årligt inden 2025, hvilket herefter øges til 30 mia. årligt inden 2030. Til trods for at dette beløb er markant højere end den finansiering, det Globale Syd stod til at modtage, før aftalen blev vedtaget, er det desværre langt fra nok til at adressere krisens omfang effektivt og i et tilstrækkeligt tempo. Derudover er det uklart, hvorfra de resterende penge helt konkret skal mobiliseres fra, og aftalen sikrer heller ikke at flere økonomiske midler går direkte til oprindelige folk. Elementerne ang. finansiering reducerer altså aftalens ambitionsniveau markant, da ambitiøse mål forudsætter en ambitiøs ressourcemobilisering.

Det er også ærgerligt, at man ikke i aftalen har kunnet blive enige om at halvere det globale fodaftryk fra vores forbrug inden 2030, men blot “reducere” dette inden 2030. Dette stod ellers i det sidste udkast, før den endelige version af aftalen der blev vedtaget, men blev pillet ud i sidste øjeblik. Vores forbrug er en af de hovedsagelige drivkræfter bag tabet af biodiversitet og ødelæggelsen af økosystemer. Derfor trækkes ambitionerne ned, når der ikke er et konkret mål at arbejde med i implementeringsprocessen og for meget efterlades op til de enkelte lande selv at beslutte.

Sidst, men ikke mindst er der vedtaget en implementeringsmekanisme sammen med aftalen, der skal sikre, at målene realiseres hurtigt og effektivt. Dette er overordnet positivt, dog er der afsat næsten to år til, at hvert partsland udvikler den plan, der skal fungere som en strategi for implementering af aftalen nationalt. Det er alt for lang tid i forhold til, hvor akut krisen er. Derudover skal landene først afrapportere på deres indsats i 2026, altså om fire år, og først der bliver det muligt at vurdere aftalens effekt i praksis både på nationalt og globalt niveau.

Aftalens effekt
Hvorvidt den nye aftale kommer til at gøre en reel forskel for biodiversiteten vil afhænge af landenes ambitionsniveau og af hvordan målene implementeres og evalueres løbende. Der ligger et stort ansvar på de ressourcestærke lande for at sikre, at der er tilstrækkelige midler til, at landene samlet kan handle på den krise, vi står i. Dermed har Danmark også en stor opgave foran sig, i at være aktivt medvirkende til, at aftalen bliver en succes. Vi i Verdens Skove vil følge både Danmarks og de øvrige parter i FN’s Biodiversitetskonvention tæt, så vi sikrer os, at målene ikke bare er ord på papir, men bliver en håndsrækning til biodiversiteten på et hidtil uset niveau.