Nyhed -
Nu skal det private skovbrug være grønnere
Verdens Skove sidder i Skovrådet, der rådgiver miljøministeren om skove i Danmark. Rådet er lige kommet med anbefalinger til, hvordan en bæredygtig dansk træproduktion kan bidrage til den grønne omstilling. Der har især været fokus på at certificere de private skovejere og få deres skove undersøgt for, hvilke natur- og klimaværdier skovene har samt hvilke og arter, der lever i dem.
Af Lisbet Christoffersen, bestyrelsesmedlem og medlem af Skovrådet
Biodiversiteten er i bund i Danmark, men oprettelsen af naturnationalparker og områder til urørt skov er vedtaget, og det vil give naturen et løft. Verdens Skove vil følge intensivt udførelsen af dette og presse på for sker med de bedst mulige løsninger. Den vilde natur er vores største fokus. Der skal være meget mere, for vi er først lige startet. Men biodiversiteten kan og skal løftes på mange andre områder.
Verdens Skove sidder i Skovrådet som rådgiver miljøministeren i spørgsmål vedrørende skov. Rådet er sammensat af erhverv, grønne organisationer og forskere. Miljøminister Lea Wermelin har bedt skovrådet om at komme med anbefalinger til, hvordan af en bæredygtig dansk træproduktion kan bidrage til den grønne omstilling. De anbefalinger er nu formulerede.
I Skovrådets anbefalinger til ministeren er omdrejningspunktet at få sat skub i certificeringen af den private produktion af træ i Danmark. Dette har længe haltet bagud på trods af en forventning om stigende efterspørgsel på træ, som netop kan dokumentere et minimum af naturhensyn i driften. Derudover skal der sættes ind med oplysning om skovenes robusthed overfor klimaforandringer. Det vil sige, at skovejerne og deres forvaltere skal kende fordelene ved blandede skove og skove i forskellige aldre frem for ensartede og ensaldrende nåleskove, som skovene ofte er i dag. Samtidig skal der gennemføres en registrering af særlig værdifuld natur i de private skove. Det er noget, Verdens Skove har presset på for i mange år, men som mange i den private skovdrift indtil nu har modsat sig.
FSC-certificering af private skove
Verdens Skove anbefaler FSC-certificeringen i den private skovdrift. Det indebærer blandt andet at 10 procent af det certificerede areal skal reserveres til biodiversitet, at der må ikke foretages store renafdrifter, at der er meget begrænset mulighed for at konvertere løvskov til nåleskov, at der er krav om blandet artssammensætning og naturlig hydrologi, hvor det er muligt, at fem træer per hektar efterlades til naturlig henfald og død, at vindfælder bliver liggende, og at 20 procent af toppene efterlades i skoven. Der er også krav om registrering af særlig værdifuld skov og nøglebiotoper/elementer. Det er alt sammen noget, der er mere skånsomt over for biodiversiteten. PEFC-certificering har i Danmark lignende krav, men det anbefaler Verdens Skove generelt ikke, da ordningen har en række huller indbygget, som gør, at træ, der reelt ikke er bæredygtigt certificeres (du kan læse om et eksempel på det her).
At kravene etableres gennem certificering betyder ikke, at de altid overholdes, selvom ordningerne har en uafhængig kontrolfunktion. Det er vi klar over. Men det giver nogle muligheder for at kontrollere, om tingene foregår, som de skal. Dertil er det vores forhåbning, at skovejerne gennem processen vil få øjnene mere op for de naturværdier, som deres skove indeholder, og mange vil nok blive overraskede over, hvilken rigdom af liv, der faktisk lever i deres skove.
De samlede anbefalinger kan tilgås her: