​Nils Wilhjelms bortgang er et oprigtig trist tab

Natursagen har mistet et politisk fyrtårn med Nils Wilhjelms død. Nils Wilhjelm vil blive husket for sin no-nonsens tilgang til naturpolitik, og som en fremragende repræsentant for det standpunkt, at natursagen også er en borgelig mærkesag, skriver Jørgen Muldtofte fra Verdens Skove i et mindeord. 

Mindeord for Nils Wilhjelm af Jørgen Muldtofte, Verdens Skove

Han strøg ind i forreste geled på den danske naturpolitiske scene da han blev placeret for bordenden i et udvalg nedsat af Svend Auken. Wilhjelmudvalget fik i opdrag at skabe grundlag for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse. Foranleningen var OECD’s påpegning af den ringe danske indsats på natur- og miljøområdet. Wilhjelmudvalgets rapport hedder ”En rig natur i et rigt samfund”, men omtales altid som Wilhjelmrapporten.

Wilhjelmrapporten blev den milepæl som cementerede fakta vedrørende dansk natur: ”(...) kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe.” Wilhjelmrapporten anbefalede også, ligesom Naturrådet året forinden, større sammenhængende naturområder. Andre aktører navngav dem sidenhen ”nationalparker”.

Nils slap aldrig tråden, men fulgte natursagen sidenhen. Han skjulte ikke sin skuffelse over manglen på handling i rapportens kølvand. Angående den målglidning, som anbefalingen om de større naturområder havde undergået, udtalte han i Altinget i 2011: "Nationalparkerne er grundlæggende gået galt, fordi man har haft en forkert tilgang til dem i dag. Formålet om at kunne benytte naturen er simpelthen blevet sideordnet med beskyttelse af natur". Hér udtrykker han blot det indlysende, som dog ikke desto mindre endnu hér i 10-året for indvielsen af landets første nationalpark savner klangbund blandt naturordførere i forligskredsen.

Partipolitik lod han sig ikke tynge af i sit naturpolitiske virke, og trods dét at han nåede de politiske tinder, bevarede han jordforbindelsen. Som erhvervsmand besad han en målrettet effektivitet, som han tog med sig og anvendte for naturens sag. Han kendte materien i truslerne mod naturen, og arbejdede aktivt på dens genoprettelse. Hans metode var det stille diplomati, det seje træk, den nøgterne analyse, og han forfaldt ikke til skåltaler, armbevægelser og sensationsmageri.

Nils Wilhjelm vil blive husket for sin no-nonsense tilgang til naturpolitik, og som en fremragende repræsentant for det standpunkt, at natursagen også er en borgelig mærkesag. Eller burde være det.

Æret være hans minde.