Nyhed -
Naturen har sejret på Amager Fælled - men kampen fortsætter
Kommentar af Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem i Verdens Skove
Slaget om Amager Fælleds strandeng ser ud til at være vundet. Det er glædeligt og viser at det nytter at engagere sig i kampen for naturen. Men kampen er ikke endelig slut endnu og vi vil fortsat følge Amager Fælled-sagen tæt for at sikre, at strandengen ikke ofres i nye politiske studehandler.
Vi vandt slaget om Amager Fælleds strandeng. En kæmpe sejr for biodiversiteten og for bevarelsen af bynær dansk natur. Så enkelt kan det siges dagen efter overborgmester Frank Jensens beslutning om at opgive byggeplanerne på den tidligere strandeng. I beslutningen ser vi også konturerne af et seismisk skift i dansk naturpolitik og beskyttelsen af mangfoldig natur. Intet mindre.
Det umulige er nu realitet: En bred koalition af grønne og lokale kræfter har tvunget landets største kommune og mastodonten By & Havn til at strække våben og opgive et naturødelæggende projekt. Kloge hoveder sagde det ikke var muligt, og at vi spildte vores tid. Men vi tog kampen op alligevel. Ved fælles hjælp og støtte og masser af hårdt arbejde har vi nu sat et milliardprojekt i bero for at beskytte truet, mangfoldig natur. Strandengens truede og sjældne arter får en ny chance, og symbolikken er ikke til at tage fejl af. Amager Fælled-sagen sætter et klart eksempel til efterfølgelse for naturvenner i hele Danmark, og et signal til politikerne i alle landets kommuner. Vi har gjort det én gang - vi kan gøre det igen, hvis I vil sætte vores dyrebare natur over styr.
Mange er bekymrede for, om politikerne vil omgøre beslutningen, når kommunalvalget er ovre. Er dette blot et spil for galleriet? Fortiden skræmmer naturligvis i sagen om strandengen. I regionplanen fra 1989 var den udlagt til grønt område, for kort efter at blive udset til byudvikling. Tre år efter kunne end ikke en fredningskendelse redde denne dyrebare natur, der skulle blive til beton og asfalt med Ørestadsloven fra 1992. Kampen er derfor endnu ikke overstået. Vi vil følge Amager Fælled-sagen tæt fremover og fortsætte arbejdet, for at sikre at strandengen ikke ofres i nye politiske studehandler. Det lover vi.