Gå til indhold
Efter høsten af kakaoen skal den fermenteres og tørres, som her. Foto af CEJIS
Efter høsten af kakaoen skal den fermenteres og tørres, som her. Foto af CEJIS

Nyhed -

Movimafamilier høster vild kakao med succes

I Bolivia hjælper Verdens Skove de oprindelige movimafolk med produktion af vild kakao. Det overordnede formål er at give de oprindelige folk indtægter og øget livsgrundlag gennem alternative værdikæder samt beskytte skovene og den biodiversitet, der lever her.

Høsten af vild kakao er lige startet i movimafolkets territorier i Bolivia, og indtil videre har den været en succes. Verdens Skove og vores bolivianske partnerorganisation, CEJIS, arbejder sammen med movimaerne, som vi blandt andet har hjulpet med at få retten til en række territorier langs floderne i amtet Beni, hvor de traditionelt har levet. Her har de i århundreder høstet vild kakao, og ifølge projektets ansvarlige teknikker Marco Rivero, der selv er movima og stammer fra området, vil dette års høst blive større end sidste års.

Når Verdens Skove hjælper oprindelige folk med eksempelvis at forarbejde og sælge vild kakao som her, er det for at øge livsgrundlaget for movimafolkene, give dem bedre muligheder for at forsvare deres territorier mod indtrængere samt incitament til at passe på deres skove, som er yderst rige på biodiversitet og liv.

“Oplæring i forarbejdning af kakaobønnerne for at opnå en bedre kvalitet giver adgang til nye markeder, som kan give muligheder for at sælge kakaoprodukterne internationalt til en højere pris, end de kan få på de lokale markeder,” forklarer Gry Erboe, der er koordinator for Sydamerika for Verdens Skove.

“På den måde kan de potentielt få en bedre pris for deres naturressourcer og et bedre livsgrundlag som samfund, som kan styrke dem og deres territorier,” fortæller hun.

Kakaofrugterne vokser vildt i movimaernes territorier. Foto af CEJIS

Lang høstperiode

Træerne i denne del af Amazonas begynder først at bære frugt sent på året. Movimafolkets territorier ligger midt i Beniflodsletterne i det østlige Bolivia mellem provinserne Yacuma, Ballivián, Mamoré og Moxos. Mens man i steder som Baures og San Ignacio de Moxos er ved at afslutte kakaohøsten, er man i denne del af territorierne stadig kun halvvejs igennem høsten. Kakaobønnerne bliver efter høsten fermenteret og tørret, og først derefter bliver de lavet til produkter som chokolade.

Fire familier fra movimasamfundet er i dette område involveret i høsten af kakao fra kakaotræer, der vokser vildt i skovene langs Mamoréfloden.

"I løbet af dagen arbejder vi fra klokken otte om morgenen til klokken et om eftermiddagen. Vi spiser frokost, hviler os og går derefter ud i skoven igen indtil klokken seks om aftenen. En person høster fire sække om dagen, og hver sæk indeholder 150 kakaofrugter", forklarer Marco Rivero.

Indtil videre er der høstet 400 kilo kakaobønner. Med i høsten er også det hvide frugtkød mellem bønnerne, som er vigtig for fermenteringen af kakaoen. Kakaobønnerne i den hvide masse smager i sig selv mest som frugt, men de smager eller ligner ikke den mørke chokolade, som meget af kakaoen ender med at blive omdannet til.

Marco Rivero vurderer, at hvis høsten fortsætter i samme tempo, er det sandsynligt, at familierne vil få et meget bedre resultat end sidste år, hvor der blev høstet 198 kilo tørrede kakaobønner. Det udbytte var dog meget lavere end høsten i 2021, som endte med 735 kilo tørrede kakaobønner.



Movimaer med en del af deres kakaohøst i skoven. Foto af CEJIS

Højere kvalitet giver højere pris

Produktet sendes direkte til forarbejdningsanlægget i Santa Ana de Yacuma. Her vælges den bedste kakao til gæring og tørring. Til sidst i processen fremstilles en kakaopasta af den naturlige vilde kakao, som kan bruges til flere slags produkter.

I 2022 deltog movimaerne for første gang i en stor regional kakao- og chokolademesse, hvor de kunne vise eksistensen og kvaliteten af deres kakao over for potentielle købere. I juli 2022 deltog de også i den kommunale iværksættermesse, hvor de tilbød tørrede bønner og halvforarbejdede produkter som kakaopasta og kakao baserede fødevarer som desserter.

Verdens Skove håber på, at vi i fremtiden kan sælge movimaernes chokolade i vores webshop. For at nå dertil kræver det en række tilladelser fra de bolivianske og danske fødevaremyndigheder. Hvis det lykkes, kan vores støtter smage den vilde chokolade, som samtidig økonomisk vil være med til at støtte movimaerne og deres territorier.

Produktionen af vild kakao og etablering af alternative værdikæder finder sted i et samarbejde mellem Cejis, Subcentral del Pueblo Indígena Movima (SPIM) og Verdens Skove med støtte fra Torben & Alice Frimodts Fond og DANIDA.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770