Nyhed -
Mød Mini mum, Mini ature og Mini scule - tre nye mini-frøer
Forskere på Madagascar har undersøgt og navngivet tre tidligere unavngivne frøer. De tilhører alle en helt ny slægt, ‘Mini’. De tre nye arter er kun kendt fra en håndfuld steder og er allerede blevet placeret i kategorien for truede dyr, skriver Mongabay.
Verden af mini-frøer har fået en lille håndfuld nye medlemmer, som forskerne har givet artsnavnene Mini mum, Mini ature og Mini scule. Alle tre frøarter lever på Madagascar og kan sidde på en fingernegl. Slægtsnavnet Mini er lige som frøerne nyt for videnskaben og er blevet skabt til lejligheden.“Slægtens nye navn Mini siger det hele,” siger Mark D. Scherz, Ph.D. kandidat ved Tysklands Ludwig Maximilian University Müenchen, der er hovedforfatteren bag den nyudgivne rapport om Mini frøerne - og bag deres navne. Han fortæller, at alle arterne i den nye slægt er mellem 8 og 15 millimeter lange.
“Jeg er helt oppe at køre over at denne rapport endelig er udgivet. Jeg har længe ønsket der skulle være en padde eller en reptil med et godt ordspil i navnet. Mini er ikke bare et sjovt navn men også meget præcist,” skriver Scherz i en blogpost om de nye frøer.
Mini frøerne lever kun i ganske bestemte sumpe på Madagascar. Frøer er padder og lægger æg uden skal i helt bestemte fugtige områder, som de er nøje tilpasset. Hvis deres miljø forsvinder, er de derfor meget truet. Padder er derfor hårdt presset og deres skove skal beskyttes, hvis de skal bevares.
Mini scule på en fingertip. Foto: Sam Hyde Roberts