Lokalt skovbevaringsprojekt i Bangladesh redder landsbyens vandressourcer

Som en konsekvens af afskovning og intensivt brug af skovens ressourcer, oplevede beboerne i landsbyen Kamalchhori i Bangladesh, at vandhullerne i de lokale skove begyndte at tørre ind. Som et resultat måtte byens beboere se sig nødsagede til at rejse væk i tørkeperioder. Nu har et lokalt genskovningsinitiativ sørget for, at byen har fået deres livsnødvendige vandressourcer tilbage. Derudover har projektet også skabt nye bæredygtige indtægtskilder for byens beboere.

Af Naja Karoline Heuch

Skovene giver liv. Ikke alene for planter og dyr, men også for de mennesker, der lever i skoven eller har brug for skovenes ressourcer. Men dette er kun opfyldt så længe, at skoven bruges med fornuft. Rovdrift på skovenes ressourcer kan nemlig medføre store konsekvenser for de mennesker, der af er afhængige af skovene.

Det måtte landsbyboerne fra Kamalchhori-landsbyen i Chittagong-bjergene i Bangladesh erkende, efter deres kilder og vandhuller i tørkeperioderne i årevis havde været tørret ud. Landsbyens ældre generationer kunne fortælle om engang, hvor kilderne, selv i de tørreste perioder, stadig kunne forsyne landsbyen med vand. Men over årene, når vinterens tørkeperioder ramte, begyndte skovenes vandhuller tørre ud. Derfor måtte flere familier rejse væk i tørkeperioderne for at sikre sig adgang til vand. Mysteriet om vandets forsvinden fik en mindre gruppe af landsbyboere til at blive tilbage og undersøge, hvad der forårsagede vandets forsvinden.

Svaret var entydigt. Hvor skovene stadig stod intakte, stod kilder stadig fulde af vand, mens de udtørrede vandhuller befandt sig i skovområderne, hvor menneskene havde haft udtømt skovens ressourcer. Det satte gang i et omfattende initiativ, der skulle give liv til områdets skove igen.

En skov i tilbagegang
De storslåede Chittagong-bjerge i det sydøstlige Bangladesh udgør en tiendedel af landets samlede arealer og er kendt for at huse et rigt liv af dyr og planter. Bjergskovene er derudover hjemsted for 11 oprindelige folkeslag, der lever i og omkring de artsrige skove. Befolkningen i Bangladesh er voksende, og over de seneste årtier har landsbyer spredt sig ud over bjergene, hvilket kræver både plads og ressourcer. For at gøre plads til blandt andet landbrugsarealer bliver skovene fældet ulovligt, hvilket giver skovene i Chittagong svære vilkår.

Landsbyerne i Chittagong er ganske nyopståede, og med menneskers tilstedeværelse kommer ofte en højere efterspørgsel på ressourcer som tømmer, bambus, brænde og byggematerialer. De fornødne materialer ligger lige udenfor hoveddøren. Byernes ældre befolkning har derfor stadig erindring om, hvordan skovene engang kunne bidrage med de fornødne ressourcer hele året rundt. Netop disse fortællinger gav folkene fra Kamalchhori grund til at tro, at der måtte være en specifik grund til manglen på vand, hvilket satte gang i initiativet til at få vandet tilbage til landsbyen.

Et initiativ med flere fordele
For at komme byens uheldige påvirkning af skovene til livs, blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle komme op med løsninger til, hvordan man igen kunne få vandet tilbage. Første opgave på listen var, at man måtte stoppe ødelæggelsen af skovene.

Det krævede ikke alene at stoppe selve afskovningen, men også at finde økonomiske og socialt bæredygtige alternativer til indkomster for dem, hvis livsgrundlag bestod i at tømme skoven for ressourcer. Derfor blev der tilbudt finansiel støtte til opstart af nye indtægtskilder, såsom grøntsagshaver, frugtplantager og dyrehold. Herudover blev 11 familier udvalgt til at beskytte skovene mod én hektar land til subsistenslandbrug.

Herudover måtte skovene genoprettes, og arbejdsgruppen fik plantet træer i de afskovede områder, der var hjemmehørende for områdets vegetation.

Som udgangspunkt blev projektet finansieret af landsbyens egne beboere, der månedligt gav små bidrag til fonden. Budgettet voksede yderligere efter landsbyen modtog et større bidrag fra en lokal miljøorganisation.

Skovene som livsgrundlag - uden afskovning
Et projekt som det i Kamalchhori viser, hvordan man kan skabe værdi af skovene, uden at det skal være på bekostning af skovenes velvære - endda tværtimod. Skovbrug kan nemlig sagtens være både socialt og miljømæssigt bæredygtigt.