Livet behøver døden

I den vilde natur omkommer dyrene af anstrengelse, sult og kulde, de flænser, flår og æder hinanden. Det foregår alt sammen helt naturligt ude af vores kontrol - og det er nødvendigt

Af Jon Detlefsen

I skovbunden på et blødt leje af mos ligger en laks. Den er død og har gennemgået enorme anstrengelser for at nå lige netop her til.

Forudsætningen for vild natur er, at vi tør slippe tøjlerne og lade stå til. Men herhjemme er det i første omgang ikke tilstrækkeligt. Vi er nødsaget til at genskabe rammerne for en naturlig tilstand i naturen. Skove, der ikke på nogen måde røres af mennesker. Det vil radikalt ændre vores billede af den harmoniske bøgeskov med lige stammer og et smukt dække af hvide anemoner i skovbunden.

I stedet vil vi møde kaos og død med væltede, mosbegroede træstammer. Rod og uorden i skovbunden. Et væld af blandede træarter, buske og planter. Og vi vil blive mødt af et overvældende liv. Måske får vi et glimt af en bison, af vildsvinefamilien, der roder i skovbunden, af et rådnende ådsel nedlagt af et stort rovdyr.

Naturlig fremmedgørelse
Efter et liv i det barske nordlige stillehav, Alaskagolfen og Beringshavet, er laksen vendt hjem for at gyde og dø. Hjem til nøjagtig sammen vandløb hundrede kilometer inde i den canadiske vildmark, hvorfra den blev udklækket for år siden.

Ved at gyde skaber laksen nyt liv, inden den dør af sine anstrengelser. Og også efter døden, gør den nytte. Bjørne, ulve og mange andre dyr lever godt og fedt af laksene. For bjørnene har laksefesten afgørende betydning for chancen for at overleve den kommende periode i vinterhi.

Menneskets forhold til død blandt dyr og i naturen er modsætningsfyldt, irrationelt og stærkt følelsesladet. Vi tillægger dyrene menneskelige egenskaber og værdier. Og vi har opnået en fremmedgørelse over for naturen, hvor det at bekymre sig om dyr og deres velfærd ikke handler om natur men om vores egne værdier påduttet dyrene.

Som når dyreaktivister "løslader" hundredvis af mink fra en minkfarm og derved forårsager en økologisk katastrofe.

Som når en journalist undrer sig over det "manglende" hegn omkring Hansted Reservatet og spørger, om ikke krondyrene løber væk.

Som når ulveforskrækkede argumenterer mod at lade ulven vende tilbage til naturen, fordi det er synd for dens byttedyr, der lider forfærdeligt, når de bliver dræbt.

Luk naturen!
Laksen er ikke tilstrækkelig nussepusset til at modtage vores menneskelige omsorg og empati. Og når millioner dør på samme tid, er det helt umuligt at identificere sig med dem - de forsvinder i mængden. Men en enkelt giraf derimod...

"Hvis folk vidste, hvad der foregår ude i naturen, ville de sikkert kræve naturen lukket øjeblikkeligt," sagde tidligere zoo-direktør Bent Jørgensen, da han vantro var vidne til forårets overvældende giraf-mediestorm.

I Danmark er der endnu lang vej mod noget, der blot minder om en naturlig tilstand. Som har vi afbrudt forbindelsen til vores eget inderste, fornægter vi præmissen for livet. I ramme alvor rydder Naturstyrelsen op i skoven, så "den kan blive klar til forårets og sommerens gæster". Der skal ryddes op i stormfaldet, inden insekterne fatter interesse for stammerne, der ligger og rådner og derfor mister tømmerværdien. Og vi skovgæster snydes dermed for oplevelsen af en rigtig skov med naturindhold.

Økologisk balance
Laksens rolle er endnu ikke udspillet. Resterne er efterladt i skovbunden af mætte ulve og bjørne, og biller, orme og larver har kastet sig over efterladenskaberne, der nu også fungerer som ynglested for insekter.

Laksehistorien viser forsimplet den vilde naturs komplekse sammenhænge, hvor livet er afhængigt af døden. Naturens systemer hænger uløseligt sammen. Døden og det, vi mennesker nok omfatter som barske livsvilkår, er betingelserne for liv i naturen.

Herhjemme står vi med et kommunikationsmæssigt problem. Vi forsøger at samtale på baggrund af to vidt forskellige præmisser. Myndighedernes, Naturstyrelsens, præmis er dyrkningen af træstammer. Det er industri og ikke natur. Biologerne og de grønne organisationer taler om natur. I Verdens Skove taler vi om skovnatur, og vores forestilling om skov indeholder forestillingen om biologisk mangfoldighed. Men Naturstyrelsen gør blot, hvad den er sat i verden for. Det er fra politisk hold, der skal ske et paradigmeskift, hvis Danmark skal leve op til de internationale krav om artsbevarelse.

Vores misforhold til natur og død mudrer en grundlæggende og vigtig debat om naturen, og hvordan vi skal forvalte den. Eller rettere, hvordan vi ikke skal forvalte den. Tabuiseringen af død og et uimodståeligt behov for kontrol, forhindrer en nødvendig redningsindsats for en trængt natur, hvor arterne uddør i et forrygende tempo. Men det kan vendes, hvis vi slipper tøjlerne, anerkender død og ødelæggelse som præmis for natur og lader vildskaben råde.

Tilbage i skovbunden i Canadas tempererede regnskov. Laksen er væk, men ikke en eneste smule af den er gået til spilde. Træerne har opsuget de sidste rester af energi i form af næring og mineraler bragt hertil af laksen fra Stillehavet hundreder af kilometer væk. Livets cyklus er fuldendt.

Men ude i det nærliggende vandløb begynder det hele forfra.
Nye laks udklækkes og drager af sted på atter en rejse mod den visse død - og mod nyt forunderligt liv.

"When we look over the fields we are not saddened because these particular flowers or grasses will wither - for the law of their death is the law of new life."

- Henry David Thoreau