Nyhed -
Kvindegrupper i Etiopien udfordrer kønsroller gennem økonomiske fællesskaber
Seks grupper af kvinder i Bale-regionen i Etiopien, hvor Verdens Skove arbejder, har opnået større selvstændighed gennem opsparings- og lånefællesskaber. Kvindernes økonomiske fællesskab giver dem både sygeforsikring og mulighed for at få deres egen indtjening – et privilegium, der ellers sjældent tilfalder kvinder.
Af Ida Lund Petersen
Solen bager ned på en lille landsby i den sydvestlige region Bale i Etiopien. I skyggen af træerne sidder en gruppe kvinder i en cirkel og indsamler en del af kvindernes indtægter gennem de sidste to uger. Her sidder de to gange om måneden på præcis det samme sted og administrerer deres fælles opsparing.
Pengene fordeles i to skåle, der er placeret i midten af cirklen. I den ene af de to skåle har de deres sygeforsikring – der ender cirka en fjerdedel af pengene. Den skal for eksempel dække hospitalsomkostningerne, hvis en af kvinderne skal føde og ikke selv kan betale, eller hvis en kvinde har brug for økonomisk hjælp af andre grunde.
I den anden skål er opsparingen til deres forretninger. Pengene i opsparingen finansierer fælles investeringer, der kommer alle kvinderne til gode, såsom et nyt fælles hønsehus. De bruges også som lån til kvinderne på skift, hvilket giver dem mulighed for at købe deres egne høns, får eller geder. Så kan de nemlig tjene penge på at sælge æg, uld eller mælk, eller de kan købe korn og frø, som de kan handle med. Lånekassen kan desuden give kvinderne mulighed for at engagere sig i kaffeproduktion eller andre projekter, som giver en indkomst og styrker kvindernes position.
For kvinder i alle aldre
I de områder i Etiopien, hvor Verdens Skove arbejder, er der seks kvindegrupper. Hver af grupperne består af cirka 25 kvinder. De yngste kvinder er 19 år gamle, mens de ældste er omkring 70. Hvor mange penge hver kvinde får lov at låne den pågældende måned, kommer an på, hvordan hun planlægger at investere pengene, og hvad kvinderne i fællesskab beregner, at udgifterne for hendes forretning bliver. Prisen for at være med i gruppen er alt efter gruppe mellem 20 og 45 etiopiske birr (cirka 2,50-6 kroner) til fællesopsparingen to gange om måneden.
Når mødet hæves, lægges kvindernes fælles opsparinger i en pengekasse, der forsegles med to låse. To kvinder får på skift ansvar for en nøgle hver, og en tredje får pengekassen, så den kun kan åbnes, når kvinderne er samlet.
Kvinderne vil også tjene penge
Det er svært for kvinder i Etiopien at opnå samme grad af selvstændighed og modstandsdygtighed som mænd, når de ikke har de samme muligheder for at skaffe sig en indtjening.
Kvindernes rolle i samfundet er at lave mad til deres familie, passe børnene og hente vand, og ofte hjælper de også med at høste afgrøder. Derimod er det mændene, der typisk ejer land, hvor de kan dyrke forskellige afgrøder eller have skovlandbrug med kaffeproduktion. Selvom mange af kvinderne i fællesskaberne er gift, er det vigtigt for dem at kunne tjene deres egne penge. Nogle af kvinderne er enker, og de er dermed særligt afhængige af at kunne klare sig selv.
De seks kvindefællesskaber har gjort, at cirka 150 kvinder i Verdens Skoves projektområder i Bale-regionen har opnået større økonomisk frihed og uafhængighed. De sender et signal til omverdenen om, at kvinderne i Etiopien i fællesskab kan skabe deres egen indkomst og investere langsigtet, på trods af at samfundet ikke er indrettet til deres fordel.