Hvordan lever man med farlige dyr?

Mens ulven skaber debat med sin genkomst i Danmark, lever mennesker i hele verden side om side med dyr, der udgør en langt større trussel mod deres livsgrundlag eller endda liv. Men hvordan gør de? Og kan det lade sig gøre at have et godt naboskab med farlige dyr?

Af Anne Liv Eberlein

Under en snorkeltur i 2004 havde den 22-årige australier Luke Tresoglavic et ubehageligt møde med en Wobbegong haj. Dyret skulle formodentligt tjekke, om han var spiselig og bed sig i processen godt fast i hans læg. Eftersom hajen bare ikke ville give slip, svømmede Tresoglavic ind til stranden, hoppede i bilen og kørte til nærmeste livredderstation – med hajen hængende på benet. Her fik livredderne omsider den halve meter lange haj til at åbne gabet ved at hælde ferskvand på den. Tresoglavic slap med nogle sting, mens forløbet efter sigende havde en mindre heldig udgang for hajen.

Mødet mellem den stædige haj og ditto australier er et af de sjovere eksempler på en problematik, der mange steder i verden er blodig alvor for både mennesker og dyr. Human-Wildlife Conflict, kalder man det i international naturbeskyttelses-lingo; de problemer, der kan opstå for begge parter, når mennesker og vilde dyr gør krav på de samme områder. Resultaterne af disse sammenstød spænder fra frustrerede haveejere til ruinerede livsgrundlag og ødelagte liv på den ene side – og jagtede, pressede eller helt udryddede dyrebestande på den anden.

En ond cirkel

Det er et problem, der ifølge FN vokser i takt med at vi bliver flere og flere mennesker, der rykker længere og længere ind i de vilde naturområder, der er tilbage. ”Konflikter er allerede en af de største udfordringer i naturbevarelse,” siger Belinda Wright, grundlægger af Wildlife Protection Society i Indien, til The Guardian. ”I Indien er det særligt akut på grund af det høje befolkningstal.”

Det er en ond cirkel: Efterhånden som de naturlige levesteder skrumper, typisk fordi de omdannes til landbrug, er der færre vilde steder at finde mad i for dyr som tigre, elefanter, jaguarer eller bjørne. Derfor opsøger de oftere beboede områder, hvor de finder nemme måltider i husdyrfolde, rismarker og skraldespande. I nogle lande fører de sammenstød, der opstår i denne forbindelse til, at dyrene angriber mennesker. Lokalbefolkningerne prøver at beskytte sig selv og deres livsgrundlag – eller simpelthen bare at hævne sig - ved at fordrive og dræbe dyrene.

”Gengældelsesdrab har halveret bestande af geparder, eurasiske los og tigre i flere regioner,” oplyser for eksempel den Internationale Naturbeskyttelsesorganisation IUCN. Adskillige af de dyrearter, der står som ”sårbar”, ”truet” eller ”udryddet” på organisationens kendte rødliste, er i centrum for nogle af de største konflikter mellem mennesker og dyr.

Men også på den menneskelige side kræver konflikterne en høj pris, lyder det blandt andet fra biolog Krithi Karanth. ”Det er ikke en ensidig historie. Hvis du bor i byen, lyder det romantisk at have en tiger på din grund. For folk, der lever side om side med disse dyr, er det en kæmpe byrde,” siger hun til The Guardian. Karanth står sammen med en række andre forskere bag en nyere undersøgelse foretaget blandt over 5000 indiske familier fra næsten 3000 landsbyer, der grænser op til landets naturreservater. Undersøgelsen viste, at 71 procent af familierne havde mistet afgrøder til vilde dyr, mens 17 procent havde mistet husdyr og tre procent havde oplevet, at mennesker var blevet såret eller dræbt i sammenstød med dyr. Ifølge det indiske miljøministerium blev 1144 mennesker dræbt af tigre i Indien mellem 2014 og 2017, mens 400 om året mister livet i sammenstød med elefanter.

Bi-stand mod sultne elefanter

Baggrundene for og omfanget af problemerne varierer; men fra bjørne i Alaska til flodheste i Tanzania og hajer i Australien – eller ulve i Nordeuropa - er konflikterne mellem vilde dyr og mennesker en verdensomspændende udfordring. Men det betyder også, at utroligt mange lokalsamfund, organisationer, myndigheder og tech-virksomheder verden rundt arbejder på at finde løsninger på den. Nogle af disse løsninger vidner om en imponerende kreativitet.

Det gælder for eksempel den såkaldte ”Mhiripiri Bomber”: En slags gevær, som kan skyde bordtennisbolde efter elefanter for at forhindre dem i at trampe afgrøder eller mennesker ned. Tricket er ikke, at elefanter hader bordtennis, men at boldene fyldes med koncentreret chili. Det viser sig nemlig, at elefanter virkelig ikke kan lide chili. Farmere i Indien og Afrika har haft succes med at plante rækker at chiliplanter rundt om deres øvrige afgrøder for at afskrække både elefanter og større primater som bavianer og chimpanser, der tilsyneladende heller ikke er glade for stærke sager. Chilihegnene har desuden den fordel, at man kan sælge chilierne og dermed få en ekstra indtægt.

Forskere har desuden fundet ud af, at der er noget, verdens største landlevende dyr frygter endnu mere end chilier: Bier. De ellers ret tykhudede elefanter har åbenbart så dårlige erfaringer med aggressive afrikanske bisværme, der kan finde på at angribe følsomme steder som øjne og snabel, at de holder sig langt væk fra insekterne. Derfor har forskerne opfordret farmere til at placere bistader langs hegnene rundt om deres marker. ”De troede jeg var fuldstændig sindssyg. Så tænkte de, hey, hun giver os gratis bistader, så whatever,” fortæller Lucy King, en af forskerne bag forsøgene, til New York Times. Programmet blev dog hurtigt populært, for forsøgene viste sig at holde op til 80 procent af de lokale elefanter ude af landbrugene. Metoden testes nu i 11 afrikanske lande.

Sms’er fra isbjørne

Chili-bolde og bi-hegn er blandt de mere spøjse eksempler på en af de vigtigste strategier for sameksistens med farlige dyr: Barrierer og afskrækkelse. Målet er at forhindre dyrene i at færdes steder, hvor de kan lave ulykker, uden at skade dem i processen. Det er en form for løsninger, der er lavpraktiske og konkrete, og de er derfor tit i fokus når medier og støttefonde beskæftiger sig med emnet. De er dog samtidigt ret afhængige af den specifikke situation, de skal bruges i, så de kan være svære at kopiere direkte andre steder, lyder det blandt andet fra WWF International.

Denne slags strategier kan i nogle tilfælde desuden have en uheldig svaghed: Dyrene er intelligente og kan lære at tilpasse sig. For eksempel har man i Sri Lanka oplevet elefanter, der lærte at vælte elektriske hegn med træstammer.

Nogle naturorganisationer som IUCN eller WWF anbefaler derfor, at man så vidt muligt prøver at planlægge sig ud af de værste sammenstød. Det kan for eksempel være ved ikke at plante netop de afgrøder eller holde netop de husdyr, som de vilde naboer er allermest glade for, eller har særligt nemt ved at komme til. Eller ved at bruge den eksisterende landbrugsjord mere effektivt og dermed undgå at anlægge en ny bananplantage i lige netop det område, den lokale tigerbestand bruger som migrationskorridor.

Den metode kræver præcis viden om dyrenes ruter og adfærd. Derfor er sporing af vilde dyr med GPS eller andre moderne teknologier - og ikke mindst oplysning af lokalbefolkningen – en populær strategi. En af de nyeste opfindelser på området er en teknologi, der advarer folk per sms når farlige rovdyr som isbjørne eller tigre er tæt på. "Værktøjet bruger infrarødsensorer til at genkende isbjørnenes og tigrenes unikke kropstemperatur og form, og sender så advarsler til lokale i nærheden,” forklarer Stephanie O’Donnell fra organisationen WILDLABS. Dermed skulle man kunne undgå at opfindelsen bliver den teknologiske version af ”Ulven kommer” ogsender advarsler, hver gang en hund eller et menneske kommer forbi.

Eksperthjælp på motorcykel

Men hvad nu hvis man ikke har mulighed for at flytte sin farm eller lade være med at holde husdyr, selvom man bor midt i løveland? Den situation står mange mennesker i, og selvom tiltag som hegn, vagtpatruljer og hunde hjælper med at mindske problemerne, er der stadig en del, der fortsat mister afgrøder og husdyr, lyder det fra Krithi Karanth. ”På grund af deres geografiske placering vil de altid være sårbare for denne form for konflikt,” siger hun til National Geographic om de indiske familier tæt på nationalparkerne.

Hun mener derfor, at det i nogle situationer giver bedst mening at satse mere på at hjælpe lokalbefolkningen med at få erstatning for deres tab. ”Folk er muligvis bedre tjent ved at man bruger tidlige advarsler, kompensation og forsikringsordninger frem for at fokusere så kraftigt på at forebygge.”

I 2015 var Karanth derfor selv med til at starte initiativet ”WildSeve” op for Wildlife Conservation Society i Indien. Det centrale element er et gratis telefonnummer, som folk kan ringe til for at rapportere skader fra vilde dyr. WildSeve sender herpå hurtigt en ekspertrådgiver på motorcykel ud, der hjælper familierne med at vurdere skaden, udfylde de rigtige formularer og søge kompensation. Samtidigt fungerer rådgiverne som formidlere mellem myndighederne og de lokale, sørger for at der er gennemsigtighed og for at snyd holdes på et minimum. ”Det giver en sjælden mulighed for at hjælpe folk, der påvirkes direkte af konflikterne, i håbet om at de vil tolerere deres tab og ikke hævne sig på dyrene,” lyder det fra biologen.

Et etisk spørgsmål

I det hele taget mener mange eksperter, at det allervigtigste er, at få de mennesker, der bliver påvirket af sammenstødene, med på vognen. ”Fokuserer man kun på dyrene, kommer man ikke særligt langt,” forklarer Nilanga Jayasinghe fra WWF International. ”Hvis konflikterne sker i et fattigt lokalsamfund, er folk ofte for optaget af at dække deres basale behov til virkelig at kunne tænke over naturbevarelse. Men hvis du forstår deres behov og kan vise dem, hvordan det kunne gavne dem at beskytte dyr, er der en meget bedre chance for at de vil samarbejde med dig.”

Økoturisme, hvor lokalsamfund kan tjene på at vise dyrelivet frem, er derfor en af de tilgange, som naturorganisationer ofte lobbyerer for. ”Folk kan stadig leve i områderne, og dyrelivet vil ikke blive set som en dårlig ting, men som en god,” mener også Krithi Karanth.

De folk, der lever side om side med farlige dyr, er tvunget til at tage praktisk stilling til, hvad der i sidste ende også er et etisk spørgsmål: Til hvor stort besvær og hvor stor fare må naturen blive for os, før vi har ret til at eliminere den? Hvordan de berørte mennesker besvarer dét spørgsmål, er der stor forskel på verden rundt. For selv i de områder, hvor vilde dyr forårsager mest skade, kan man møde en overraskende stor tolerance.

I Sri Lanka eksempelvis føler mange lokale ifølge The Guardian en dyb respekt for og spirituel forbindelse med elefanterne, og det selvom 50 mennesker hvert år mister livet i sammenstød med dyrene. Og da Krithi Karanth interviewede de lokale nær naturreservater i Indien viste det sig, at de fleste familier var tolerante overfor dyrene, så længe der ikke var noget menneske, der blev såret eller dræbt. Hun husker for eksempel et besøg hos en kvinde, der boede nær Bandipur Nationalpark. Hvert år ødelagde vilde svin en del af kvindens afgrøder. ”Gør det dig ikke vred?” spurgte Karanth, hvorpå kvinden blot svarede: ”Det her er lige så meget deres hjem, som det er vores.”

Fem vigtige strategier

Sådan skaber folk kloden rundt en bedre sameksistens med vilde dyr:

• Oplysning
• Barrierer og afskrækkelse
• Bedre planlægning
• Overvågning og sporing
• Erstatning og forsikring