​Hvor død skaber liv

Kriblende insekter, sære svampe og sky gnavere. Det døde træ, der forgår i skoven, er grundlag for et væld af liv. Men vi har ryddet for ”godt” op i vores skove. Mængden af dødt ved falder, og det truer skovens biologiske mangfoldighed.

Af Linea Breinholt Schou

I den naturlige, urørte skovbund er det naturens kræfter der hersker. Blandt gamle knoldede træer, våde mosser og vilde dyr står det døde og det levende side om side som del af naturens livscyklus. Skovens træer spirer, vokser og dør over århundreder, og danner grundlag for nyt liv.

Det døde træ ser måske ikke ud af meget, men kommer man det lidt nærmere, gemmer der sig et væld af liv. Sultne svampe vokser op fra træets bark. Kriblende insekter pibler frem fra skjulesteder. Og i træets hulrum møder man måske en sky skovmår, lodne flagermus eller en natugles rede.

Et sandt ædegilde

Når et træ dør, tiltrækker det organismer med helt særlig smag. Det gælder særligt svampe, som for eksempel poresvampen, der ligner små hylder, der stikker ud af træet. Svampenes lange trådnet breder sig gennem træet, og kan leve der allerede inden træet dør. Disse svampe er helt særligt i stand til at nedbryde de hårde dele, der beskytter træet, og giver det struktur. De koloniserende svampe laver revner, og omdanner træet indeni, og på den måde åbner de træet op, så også andre arter kan tage del i ”ædegildet”.

Det er planter og dyr, og især biller, der nu tager for sig af lækre svampe. Og dårligt som de er kommet til, følger de rovdyr, der spiser af dem. Spætter er blandt de bedst kendte med deres dybe trommen, der følger med enhver gåtur gennem en naturlig skov. Mange af dem er, især om vinteren, dybt afhængige af det døde træ, der også kaldes dødt ved.

Hjemsted for mange arter

Dødt ved er noget, der optager Vivian Kvist Johannsen, som er seniorforsker fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. ”Dødt træ er sådan set starten på en fødekæde. Det er også et levested for mange arter, fordi det giver beskyttelse kva at det tager noget tid at nedbryde. Her lever rigtig mange arter i hele eller dele af deres livscyklus. Det er altså både fødegrundlag og levested for en lang række arter,” fortæller hun.

Større dyr gør nemlig også brug af det døde træ som ly eller gemmested. For eksempel ved man, at mindst ti europæiske uglearter benytter sig af hulheder i træer. Det samme gør en del andre småfugle, og også flagermus er særligt glade for de hule træer.

Og netop når man ser på det danske fugleliv, bliver det hurtigt tydeligt, at alt ikke er som det skal være i de danske skove når det kommer til det døde ved, lyder det fra Stine Tuxen, biolog i Verdens Skove. “Mange store fugle, der lever af insekter, har det svært i Danmark, fordi der mangler føde til dem. De store insekter lever i døde træer, og i takt med at de forsvinder, forsvinder de fugle, der lever af dem, også. Det gælder for eksempel lille flagspætte, kirkeugle og rødrygget tornskade,” siger hun og fortæller, at Danmark allerede har mistet flere fuglearter på grund af manglen på dødt ved. Det gælder arter som sort stork, slagugle, mellemflagspætte og ellekrage.

Mindre dødt ved i skovene

Helt op til en tredjedel af Europas skovlevende arter er afhængige af veterantræer og dødt ved. Der findes dyr, planter og svampe, der har specialiseret sig til bare én bestemt niche i dødt træ, og mange af de arter er nu sårbare. For mængden af dødt ved i vores skove er lige nu meget lavt, som det fremgår af opgørelser fra Danmarks Skovstatistik. En ny rapport fra Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur, NOVANA, viser et fald i mængden af dødt ved (døde træer, stammer og grene) for fem ud af ti naturtyper, og ingen af naturtyperne viser fremgang.

”Det døde ved er udfordret. Det landskab, vi har i dag, er stadigvæk påvirket af den historie, vi har været igennem som land, hvor vi har haft landbrug i mange hundrede år, og vi har haft en stigende befolkning især de sidste 100-200 år,” siger Vivian Kvist Johannsen. Hun forklarer, at der er flere grunde til at vi i dag mangler dødt ved, og nævner blandt andet Danmarks historie med intensiv skovdrift, landbrugsdrift, udbygningen af byer og fragmenteringen af vores natur.

Men hvis Danmark vil redde sin biologiske mangfoldighed og stoppe tabet af arter, er det helt afgørende, at der ikke bare er fokus på at plante nye træer, men på at udlægge flere urørte skove med dødt ved og gamle træer og uden skovdrift. Det understreger Stine Tuxen: “Dødt ved og urørt skov er en klar topprioritet i forhold til at hjælpe den pressede natur i Danmark. Over halvdelen af vores truede arter er knyttet til skov, og mange af dem mangler netop dødt ved.” Hun fortæller, at en af grundene til, at der kommer mindre og mindre dødt ved i skovene er den voksende efterspørgsel på biobrændstof i form af flis fra skovene, der bruges som erstatning for kul i flere og flere danske kraftværker. “Før lod man i højere grad trækronerne ligge i driftskove. Nu bliver det hele taget med for at blive til flis, så skovene er endnu mere støvsugede for dødt ved,” fortæller hun.

En voksende bevidsthed

Heldigvis er der generelt kommet meget mere opbakning og forståelse for vigtigheden af vilde naturskove og gamle og døde træer, siger Stine Tuxen: “Vi oplever helt klart en stor forandring på det punkt. Der er kommet en enorm bevidsthed om naturskoves og gamle træers betydning sammenlignet med for bare fem år siden. Også på det politiske plan. Den nye regering har for eksempel gjort mere urørt skov til en af deres prioriteter.”

Det er dog ikke i sig selv nok, mener Stine Tuxen: “Vi er ikke i mål endnu. Dels er der planer om lange indfasningsperioder til de urørte skove, der er udpegede. Og dels er arealerne ikke store nok til at kunne sikre de truede arter. Så vi skal et stykke vej endnu, men kursen er den rigtige,” konstaterer hun.Når danskerne ikke har været mere bevidste om manglen på naturlige skove og dødt ved før, har det formodentligt noget at gøre med, at vi ikke har kunnet opleve, hvad vi går glip af, mener hun: “Vi har drevet så mange af vores skove, at danskerne er vant til at se dén type skov, hvor der ikke er særligt meget dødt ved. Man har simpelthen ikke noget sammenligningsgrundlag. Vi ved for eksempel, at der typisk er tre gange så mange fugle i en urørt skov, som der er i en driftskov, men når folk går tur i en almindelig driftskov, hører de jo fugle. Hvis de aldrig har hørt, hvor mange flere der kan være i en naturlig skov, tænker de ikke videre over det.” Til gengæld mener Stine Tuxen bestemt, at danskerne vil tage godt imod en vildere skovnatur med både mere liv og død: “Når folk er ude og opleve de få områder vi har med urørte skove og rigtig vild natur, er de enormt begejstrede for det. Så det er bare et spørgsmål om, at de skal have flere muligheder for at opleve det,” siger hun.

Billernes konge drevet ud af skovene

Her kunne det være fristende at skyde genvej med naturforvaltningen, direkte frem til de spændende naturoplevelser, for at skabe forståelse og begejstring for det dyreliv, vi mangler i dag. Det var muligvis en af tankerne bag den meget omdiskuterede genudsættelse af en af de danske arter, der har mærket mest til manglen på dødt ved: Den ikoniske eghjort. En mægtig bille, der er Europas største, med karakteristiske store, kraftige kindbakker, der kan minde om et hjortegevir. Den store bille kan blive næsten 10 centimeter lang, og kræver masser af dødt ved og sollys for at trives.

Artiklen fortsættes under foto:

Eghjort: Den ikoniske eghjort er en af de arter, der har været forsvundet fra Danmark på grund af manglen på dødt ved. Foto: Rune Engelbreth Larsen

Det 20. århundredes intensive landbrug og skovdrift satte en stopper for den spektakulære bille i den danske natur. Men i 2013 blev eghjorte genudsat i blandt andet Jægersborg Dyrehave. Man annoncerede, at udsættelsen skulle skabe opmærksomhed omkring dødt ved i naturen, men det mødte hurtigt kritik blandt naturforkæmpere, med biolog Morten D. D. Hansen som bannerfører. ”Det er naturspin af værste skuffe – et billigt PR-trick,” udtalte han dengang til Politiken, og tilføjede at ”Det er en elendig prioritering, for man forbedrer ikke levestederne og forholdene i den danske natur generelt, så de nye isolerede bestande kan ikke sprede sig og vil næsten helt sikkert uddø igen.”Og den vurdering er Stine Tuxen enig i: “Der kan være rigtig gode pointer i at genudsætte hjemmehørende arter, der er forsvundet. Men det er ret afgørende at man først gør det, når forudsætningerne for at de kan trives igen er skabt. Hvis ikke man har gjort noget ved årsagerne til, at arterne uddøde til at starte med, nytter det intet. Vil vi have en vildere natur, er vi nødt til at give plads til at hele økosystemet kan vende tilbage - dét er der ingen quick fix for,” understreger hun.

Åben invitation til truede arter

I manglen på dødt ved, og med skove, der stadig er alt for unge, er der dog noget, der kan gøres nu og her for de allermest truede arter. Der arbejdes nemlig på at sætte fart på træernes forfald på særligt udvalgte steder. Processen kaldes veteranisering. ”Det er en kunstig forvaltningsmetode, hvor man går ind og sårer træer – man ringer dem, brænder dem, borer huller i dem – og det fremmer dannelsen af dødt ved, ud fra det vi har lige nu og her,” fortæller Vivian Kvist Johannsen.

Veteranisering testes der, hvor skovens naturlige genopretning lader vente på sig. ”Det er noget nyt at gøre det på den her måde. Der er mange af vores skove, der er for unge, fordi vi har ryddet det hele. Så vi prøver sådan set at speede processen op,” siger Vivian Kvist Johannsen. Stine Tuxen er enig i, at det er en tilgang med stort potentiale: “Det er en ret genial idé. Vores truede arter kan ikke vente 100-200 år på at vi får træer, der er gamle nok til at danne de rigtige levesteder. Det er selvfølgelig ikke nok, det er vigtigt at skovene også lægges urørt. Men det er en god måde at hjælpe naturen på vej i de urørte skove, vi udlægger,” siger hun.

Der bliver forsket i metoden i både Danmark og udlandet, og selvom der stadig er meget, der skal undersøges, tyder mange af undersøgelserne på, at veteranisering kan være til stor gavn, fortæller Stine Tuxen. En af de ting, der fortsat undersøges er, hvordan metoden fungerer sammenlignet med naturens egne aldringsprocesser. For eksempel har et amerikansk studie vist, at træer skadet af barkbiller giver mere artsrigt dødt ved end træer, der er skadet af mennesker gennem ringning.

Veteranisering kan især være nyttig, hvor situationen er mere akut, mens mere langsigtede bevaringstiltag får lov at virke - som at udlægge mere urørt skov. ”Vi må så bare håbe, at de (truede arter, red.) tager imod invitationen,” kommenterer Vivian Kvist Johannsen.