Gå til indhold
Mange af de vilde bier bestøver kun få arter af planter. Dermed er der større chance for, at den rigtige pollen ender ved den rigtige plante. Her ses en Rødhalet Jordbi, som bestøver mælkebøtter og pil. Foto: Karsten Thomsen.
Mange af de vilde bier bestøver kun få arter af planter. Dermed er der større chance for, at den rigtige pollen ender ved den rigtige plante. Her ses en Rødhalet Jordbi, som bestøver mælkebøtter og pil. Foto: Karsten Thomsen.

Nyhed -

Hjælp vilde bier og mød folk fra forskellige kulturer

Store Bededag, den 27. april, gør vi en fælles indsat for de vilde bier. Kom og byg bihoteller, lær at forspire planter og spis lækker mad. Arrangementet foregår i Gellerup fra kl. 12-16. De vilde bier er en vigtig del af den danske naturs økosystem på en helt anden måde end honningbierne.

Solen skinner, blomsterne begynder af springe ud, og det summer derude – vilde bier flyver omkring i jagten på gode redesteder og blomster fulde af pollen og nektar.

Uden at vide det er de vilde bier vigtige bestøvere af vores frugttræer, afgrøder og vilde planter, og derfor har vi brug for de vilde bier. Men de vilde bier er trængte – gode levesteder og bivenlige planter er en mangelvare i Danmark. Derfor har de vilde bier brug for hjælp.

Du kan hjælpe de vilde bier: Byg et hotel, plant bivenlige planter og lad vilde bier flytte ind.

Store Bededag, den 27. april, gør vi en fælles indsats for de vilde bier. Kom alene, eller tag familie og venner med, og byg bihoteller, lær at forspire planter og få frø til bivenlige planter med hjem sammen med dit nye bihotel. Arrangementet foregår i Gellerup.

En pige vander frøene i sin nye spirepotte.

Et lille lokalt folkekøkken åbner en madbod med spændende mad til gode priser.

Med til arrangementet har vi også inviteret de lokale beboere i Gellerup, så kom og mød folk fra Somalia, Tyrkiet, Afghanistan eller et af de 82 andre lande, som beboerne i området kommer fra.

Tid:Storbede dag fredag den 27. april (Store Bededag) fra kl. 12-16.

Sted: Tousgårdsladen, Edwin Rahrs Vej 6 B, 8220 Brabrand.

Arrangeret af: Verdens Skoves naturvejleder Anne-Marie Prahl, Afdeling 5, Toveshøj. Foreningen Verdenshavernes Venner. Ladens folkekøkken.

Tak til Smag på Aarhus for støtte til arrangementet.

Hvorfor skal vi hjælpe de vilde bier?

Halvdelen af de vilde bier bestøver kun få arter af planter. Dermed er der større chance for, at den rigtige pollen ender ved den rigtige plante. Honningbierne samler derimod nektar fra alle plantearter. Det betyder, at pollen fra én planteart måske ender ved en anden planteart. De vilde bier er derfor bedre for vores flora, fordi planterne bliver bestøvet med den rigtige pollen, så bestøvningen rent faktisk fungerer.

Danmark er et land, hvor rigtig meget af jorden bliver dyrket som landbrug. Da vi dyrker landskabet mere og mere effektivt, har bierne sværere ved at finde føde og redesteder.

Bierne er knyttet til uforstyrrede, tørre, lyse og åbne områder, med stor forskellighed af blomster og levesteder – dem er der ikke mange tilbage af, når vi dyrker markerne med ensformige afgrøder.

Det samme gør sig gældende i vores velfriserede parker, legepladser og skolegårde. Pæne græsplæner uden ukrudt, kvas, småbuske og rod i hjørnerne betyder, at så godt som ingen bier kan leve der, fordi der ingen mad eller redesteder er.

Her bygges der insekthoteller til et arrangement i Randers Naturcenter.

Samtidig med at bierne har svære levevilkår, har vi mennesker hårdt brug for bierne. Når bierne søger føde i blomsterne, bestøver de planterne og sørger for, at blomsterne kan udvikle sig til frø og frugter. Men med svære levevilkår for bierne, bliver der færre bier til at bestøve vores planter, både kulturplanter og vilde planter.

Mange vilde bier uddør som følge af mangel på mad og redesteder. Det har konsekvenser for mangfoldigheden i naturen. Fugle og andre dyr spiser nemlig særlige bier, og de mister fødekilder, når bierne uddør.

Hvad er vilde bier?

I Danmark har man gennem tiden fundet 288 arter af bier, der varierer meget i udseende og levevis. Kun én af de arter er den velkendte honningbi, som vi holder som husdyr i bistader. De øvrige bier er vilde bier, der lever frit i naturen.

Vilde bier lever på en meget anderledes måde end den velkendte honningbi. Hvor honningbierne opbygger store bi-samfund og producerer honning, så de kan klare sig gennem vinteren og leve i flere år, er det helt anderledes med de vilde bier.

De vilde bier lever alene gennem hele deres korte liv og dør, når det bliver efterår. Blandt de enlige bier er det kun det nye kuld bier, der overvintrer i deres rede-celler, enten som puppe eller færdigudviklet bi.

Der findes dog også vilde bier, der er sociale – det er humlebien. Humlebien lever i mindre samfund sammen med andre humlebier. Hos humlebierne er det kun dronningen, der overvintrer, ofte gravet ned i jorden på et frostfrit sted. De øvrige humlebier dør i løbet af efteråret.

De vilde bier producerer ikke honning.

Læs mere om vilde bier og bihoteller.

Verdens Skove arbejder for en mangfoldig dansk natur. Læs mere om dansk natur.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770