Nyhed -
Hjælp os med at stoppe flammerne!
Chiquitanofolket i Monte Verde-regionen i Bolivia har akut brug for hjælp. Ekstrem tørke har fået skovbrandene til at rase, og mange oprindelige samfund er fanget i flammerne. Verdens Skove har iværksat en akut indsamling for at skaffe midler til medicin, udstyr og brændstof, så de lokale brandværn kan fortsætte deres arbejde.
Af Ida Lund Petersen
Skovbrandene, der hærger i Monte Verde lige nu, er ikke bare en miljøkatastrofe. De har også forårsaget en humanitær krise. Familier mister deres hjem og deres levebrød, og skovene, som de oprindelige folk beskytter og lever i og af, forsvinder i flammerne. Mange lider desuden af alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser af røgen.
“Lige nu er vores samfund omringet af flammerne, og vi ved ikke længere, hvad vi skal stille op,” fortæller Silvia Pasabre, der er kvinde fra chiquitanofolket og beboer i en af de landsbyer, der er ramt af flammerne, og fortsætter: “Vi beder om jeres hjælp.”
Verdens Skove har startet en indsamling for at skaffe midler til udstyr til det frivillige brandkorps, så de kan fortsætte deres arbejde med at slukke brandene, medicin til de syge og sårede og ikke mindst brændstof, så de kan køre rundt og hjælpe hinanden. Samtidig mangler landsbyerne basale fornødenheder som mad og rent vand.
“Det er os, der passer på skovene.”
Siden 2019, hvor Monte Verde blev hærget af omfattende skovbrande, har Verdens Skove og vores lokale partnere, ABCOP, samarbejdet med chiquitanofolket i Monte Verde om at forebygge og bekæmpe skovbrande. Med hjælp fra satellitdata, droner, brandbælter og lokale brandkorps er brandene blevet reduceret med 82 procent mellem 2019 og 2023. Alligevel er situationen i år blevet forværret på grund af de ekstreme tørkeforhold. Kombinationen af den ekstreme og lange tørke og markafbrændinger, der er løbet ud af kontrol, har accelereret skovbrandene i Monte Verde, og som nu truer livsgrundlaget for mange oprindelige samfund.
"Ilden nærmer sig os på en måde, vi aldrig har oplevet før. Den omringer vores lokalsamfund, og lige nu er den meget tæt på. Vores huse risikerer at bryde i brand,” fortæller Nancy Paime, en lokal beboer. Hun fortæller, at det ikke er de lokale samfund, der starter brandene, men i stedet bønderne og de store virksomheder, der opererer i området, hvis afbrændinger er ude af kontrol.
Selvom det ikke er de oprindelige folk, der står bag afbrændingerne, der udvikler sig til store skovbrande, så oplever de oprindelige samfund alligevel en stigmatisering fra de bolivianske myndigheder.
“Myndighederne hævder, at det er de oprindelige folk, der starter brandene, men det passer ikke. Det er os, der passer på skovene - det er os, det er her. Vi passer på vores territorier, for de er udgangspunktet for vores familiers livsgrundlag,” forklarer Silvia.
Fremtiden ser lige nu meget usikker ud for mange chiquitanofamilier. “Vores hjem, vores små landbrug og vores mad vil brænde op. Hvad skal vi så leve af?” spørger Silvia.
En anden chiquitanokvinde, Maria Luisa Ortiz Motoré, der er mor til fire, fortæller, hvordan hendes familie mistede alt, da ilden spredte sig om natten. “Vi forsøgte at slukke ilden, men alt brændte. Selvom vi fik hjælp fra naboerne, var det for sent. Vi har intet tilbage,” fortæller hun. Mangel på vand og brandslukningsudstyr gjorde det umuligt at redde huset, og nu bor hun og hendes familie hos slægtninge, mens de desperat beder om hjælp til at genopbygge deres liv. Mange andre chiquitanofolk står i samme situation og har brug for hjælp.
Store sundhedsmæssige konsekvenser
Brandene har skabt et sundhedsmæssigt mareridt, ikke mindst på grund af den tykke røg, der hele tiden udvikles fra brandene og i tide og utide lægger sig som en dyne over territorierne. De lokale beretter om, hvordan landsbyernes beboere lider slemt. Især børn og ældre bliver syge med vejrtrækningsproblemer, feber og andre lidelser, og flere landsbyer har været nødt til at lukke skoler.
Ignacia Supepí, der er øverste høvding i et af lokalsamfundene, fortæller, at flere ældre er blevet evakueret, fordi de blødte ud af næsen, og andre fordi de havde højt blodtryk eller ikke kunne trække vejret. Mange af chiquitanofolkene udtrykker frustrationer over den manglende hjælp og støtte fra de bolivianske myndigheder. Ignacia fortæller, at hendes nødråb til myndighederne blev afvist, fordi de ikke kunne se brandene i området på deres satellitdata.
Hjælp os med at slukke flammerne
Situationen i Monte Verde er kritisk. Chiquitanofolket har hårdt brug for midler, så de kan tage sig af hinanden og slukke brandene, før både deres samfund og deres skove forsvinder i flammerne.
Din støtte gør en verden til forskel! STØT MED 50 KR. – SMS "SKOVBRAND" til 1217.