​Grønne korridorer: Her er fordelene ved en sammehængende natur

Mere øer end fristeder
Problemerne begynder at vise sig efterhånden som områderne omkring reservaterne begynder at blive afskovet, ryddet, opdyrket og på andre måder benyttet af os mennesker. For dyr bevæger sig, ofte fordi området har nået sin bæreevne for hvor mange individer et givent områder har ressourcer til, eller der kan være tale om deciderede vandringer.

Dette er ikke et problem i områder, hvor reservatets omkringliggende naturarealer er intakte; men i områder, der ikke er intakte, virker reservaterne nærmere som øer end fristeder. I et nyligt udgivet studie påviste 115 forskere, hvordan dyr i menneskepåvirkede områder bevægede sig over to til tre gange kortere afstande end i områder, der ikke er fragmenterede. Denne fragmentering medfører desværre også et fald i biodiversitet som resultat.

Biodiversitet er et af tidens ord i forhold til natur. Og man kan måske spørge sig, hvorfor det er så vigtigt med denne biodiversitet. Hvordan påvirker det mig, hvis okapien (Okapia johnstoni), den mærkelige skov giraf i Congo forsvinder? Eller hvorfor bekymre sig om, at jaguaren (Panthera onca) i Amerika skulle gå samme vej som dronten? Tabet af biodiversitet er et aktuelt problem, som vi bør tage os af af to forskellige hovedgrunde. Dels af den simple grund, at andre organismer har en ret til en eksistens, og at vi har et ansvar overfor resten af klodens liv, når vi påvirker dem i den grad, som vi gør.

Der har været liv på Jorden den sidste halve milliard år, og i alt den tid har der kun været ét tilfælde, hvor resten af Jordens liv har været truet af én enkelt art og dens aftryk på kloden. Det er nu, og den art er os. Derfor har vi også et ansvar over for Jorden og dens andre indbyggere for at redde, hvad der kan reddes kan, således at vi ikke kun ender med en Jord, hvor de eneste planter er produktionstræer og de eneste dyr er produktionsdyr. Der må og skal være plads til en sund natur rig på så mange af Jordens fascinerende skabninger som muligt, for de har en værdi i sig selv, om den værdi påvirker dig og mig eller ej.

Sunde økosystemer betyder sunde liv
Den anden grund er noget mere håndgribelig i dagligdagen. Vi har brug for en høj biodiversitet, hvis vi ønsker et godt og sundt liv.

Selv her i 2018, med alt vores teknologi er vi stadig afhængige af naturens tjenester. Sunde økosystemer bidrager til vores liv og sundhed ved blandt andet at beskytte rent drikkevand og forhindre erosion.

Mangroveskovene ved de tropiske kyster beskytter mod tsunamier og verdens regnskove laver deres egne skyer, der afføder livsvigtig regn for mennesker hundreder af kilometer væk. Vi er stadig afhængige af skoven til fødevarer, medicin og materialer.

Alle disse ydelser kan vi kun nyde med en sund natur, og ved udryddelsen af én art, risikerer vi en kaskadeeffekt, der påvirker resten af økosystemet som ringe i vandet. Mange frugttræer er afhængige af at blive spist ( det er derfor, de smager så godt), både som en del af spiringen, men i høj grad også for at blive spredt.

Det er nemlig ikke så smart for et frø at spire i skyggen af sit forældretræ. Det kunne eksempelvis være en okapi, der opsøger et ibenholt træ og spiser dens frugter. Når den bliver mæt, vandrer den videre og på et tidspunkt kommer ibenholtfrøene ud igen og lægger hermed kimen til et nyt ibenholttræ. Problemet er bare, at okapien kan vandre mindre og mindre i takt med at dens levesteder brydes op, hvilket igen kan føre til en dårlige spredning af vigtige træsorter som ibenholt.

Grønne forbindelser
På grund af fragmenteringen af naturen er det nødvendigt, at de intakte områder stadig kan forbindes og udveksle dyr i fremtiden, og her kommer grønne korridorer ind i billedet. Grønne korridorer er i al sin enkelthed en grøn tråd, der forbinder ellers adskilte naturområder. Det kan være alt fra en grøn bro over en motorvej til flere kilometer brede naturområder, der afsættes, og som fungerer som reservater i sig selv.

Vi i Danmark har faktisk vores egne korridorer. Du har måske hørt om motorvejsbroen ved Svendborg, der skulle sørge for, at to bestande af Danmarks eneste syvsover, hasselmusen (Muscardinus avellanarius), kunne vandre mellem hinanden. Der var meget ballade om hvorvidt broen blev brugt, men da betingelserne for hasselmusen først kom, lader det til, at broen endelig kan give pote. Dette er blot et eksempel på en grøn korridor og viser at man altså ikke behøver vidtstrakte naturområder for at bruge dem.

En grøn korridor kan hjælpe til at stabilisere, og udvide, fragmenterede bestande hovedsageligt på tre måder.

De kan kolonisere nye områder, når bæreevnen for et givent område er nået. Det ser vi eksempelvis ved dyr som den nyligt genindvandrede ulv (Canis lupus), der som ung bliver smidt ud af flokken. De bliver nødt til at finde nye områder uden for forældrenes territorium, før de kan slå sig ned.
Deruover er der migration. Mange dyr migrerer henover året alt efter, hvor fødemængden befinder sig. Eksempelvis har rensdyret (Rangifer tarandus) den længste årlige vandring blandt noget landpattedyr, på 4800 km.

Endelig kan dyrene også finde nye mager. Et problem med isolerede bestande med lave individantal er risikoen for indavl. En sund bestand med mange individer vil være mere modstandsdygtige over for problemer såsom sygdomsudbrud eller en fejlslagen ynglesæson. Ved at forbinde forskellige bestande, øges chancen for sunde individer.

Store og små korridorer
En lang række lande har implementeret denne naturbevaringsstrategi i varierende grad. Et af de mere ambitiøse projekter er det såkaldte Terai Arc Landscape i Nepal, der vil binde 14 beskyttede områder sammen til gavn for ikoniske dyr som den indiske elefant (Elephas maximus indicus), pansernæsehornet (Rhinoceros unicornis) samt den bengalske tiger (Panthera tigris tigris). Alene er disse områder ikke store nok til at understøtte sunde bestande af så pladskrævende dyr, men tilsammen kan det lade sig gøre.

Dette initiativ er enormt og vidtrækkende, men vi har faktisk selv en lang grøn korridor i Europa, med rødder tilbage til 2. Verdenskrig. Forskere undersøgte strækningen langs “Jerntæppet”, der under krigen delte Europa, og fandt, at de gamle grænsestrækninger indeholdt en forbløffende sund natur med en høj biodiversitet. En græsrodsbevægelse for en sammenhængende bevarelse blev sat i gang og krigens Jerntæppe blev til Europas grønne bælte i stedet, der strækker sig over 24 lande, hele vejen fra Barentshavet i nord til Grækenland i syd.

Grønne korridorer kan være svære at indføre som et naturbevaringsværktøj, da de tit strækker sig over store områder, krydser ind over land, der optages af mennesker, eller afgrænses af landegrænser. Men hvis vi skal bevare et håb om overlevelse for okapien, for tigeren, for jaguaren eller for alle de andre fantastiske skabninger, vi deler vores jord med, men hvis overlevelse er truet af vores handlinger, så er det dybt nødvendigt, at vi går sammen og afsætter natur til dem. Før udtrykket “død som en dronte” kan overføres til andre dyrearter, hvis tilstedeværelse måske tages for givet. Vi har kun én Jord, og mennesket er ikke det eneste dyr, der skal tages hensyn til.

Johan Bollhorn er uddannet som biolog med kandidat i økologi på Københavns Universitet i 2018, hvilket kommer af en livslang interesse for alt der kribler, krabler eller tramper rundt i naturen. For tiden skriver han om stort og småt for Verdens Skove