Nyhed -
Gellerups kvinder bliver dus med Hasle Bakker
Biolog og naturvejleder Anne-Marie Prahl fra Verdens Skove vandrer med Gellerups kvinder for at integrere dem i den danske natur.
Af Sally Pedersen
Hasle bakker står lysebrunlige i vintersolens blege stråler. Her og dér ligger glimtende klatter af sne. To kvinder, Fikriye og Nemet, bevæger sig forsigtigt ned ad en af bakkernes mudrede skrænter. ”Pas på, du ikke falder!” råber Nemet gennem blæsten. De to kvinder har kendt hinanden hele livet. De flygtede sammen fra Tyrkiet til Danmark i 1978. De har boet i Gellerup lige siden, fortæller de:
”I samme by, i samme område. Faktisk i samme blok. I 40 år. Så Danmark er vores land.”
En sansevandring
”Koş, koş!” skynder Fikriye på Nemet, da de er nået ned for foden af bakken. ’Koş’ betyder ’løb’ på tyrkisk. De skal indhente resten af kvindevandrerne.
Kvindevandring er et tilbud, der har eksisteret i Gellerup i 10 år med skiftende arrangører. I januar 2018 overtog Anne-Marie Prahl posten. Hver tirsdag går hun, sammen med de kvinder i området, der har lyst, en tur på 5 kilometer. Mange af kvinderne er blevet henvist til tilbuddet af Folkesundhed Aarhus, hvor de har været i behandlingsforløb for forskellige fysiske sygdomme som type 2-diabetes og gigt. Flere af kvinderne døjer også med psykiske lidelser. Anne-Marie Prahl er sikker på, at vandreturene kan gøre en forskel:
”Gode naturoplevelser giver en højere livskvalitet. Gåturene har først og fremmest en afstressende effekt og er sundhedsfremmende for kvinderne. Derudover gør jeg en indsats for at åbne deres sanser op. For det at sanse naturen er noget, man skal lære.”
Sjæle-medicin
Henne ad stien er Fatti stoppet op. Hun slår hænderne sammen om ansigtet, mens hun ser op på en musvåge, der svæver i luften i sin lyse vinterdragt:
”Nej, hvor er hun smuk! Hun står helt stille! Hvor er det fantastisk!” udbryder hun. Begejstringen er kærkommen hos Anne-Marie Prahl:
”Jeg tror på, at man skal holde af naturen for at gide at passe på den. På vandreturene får kvinderne en relation til den danske natur. De bliver dus med den og kan se den som en ressource i deres hverdag. Mit håb er, at de med tiden vil blive så trygge ved den, at de stærkeste kan tage de svageste i hånden og selv arrangere endnu flere ture.”
For Fikriye er der ingen tvivl om de positive effekter af tirsdags-turene:
”De hjælper både på kroppen og i hovedet. Jeg bliver glad af at være sammen med de andre kvinder. Det er en slags sjæle-medicin.”
Efter vandreturen er der frugt og kaffe i et lokalt beboerhus. Kvinderne ler, mens de lærer hinanden at sige ’farvel’ på deres forskellige modersmål. Farvel til på næste tirsdag, hvor kampen mod de mudrede skrænter tages op igen.
Læs mere om projektet "Tag på Tur" her.