Få indblik i Verdens Skoves arbejde på klimakonferencerne

Tiden nærmer sig til COP22. Klimakonferencerne i København og Paris kom for alvor i mediernes søgelys. Men hvad sker der på de årlige mellemliggende konferencer, som ikke får nær så meget opmærksomhed i medierne? Få et indblik i Verdens Skoves arbejde med klimaforhandlingerne.

Af Jonas Schmidt Hansen

De senere år har verden virkelig fået øjnene op for alvoren af de menneskeskabte klimaforandringer. Det ses ikke mindst ved, at blev lavet en ny klimaaftale ved klimakonferencen i Paris, den såkaldte COP21 i 2015. Mange husker måske den fejlslagne konference i København, COP15 i 2009, hvor de mange erklærede intentioner om handling løb ud i sandet. Først sidste år kom der endelig kommet en aftale i hus. Men hvad er der sket på de andre konferencer, som man ikke hører meget om i medierne?

Gry Bossen er klimakoordinator for Verdens Skove, og hun var med ved COP21, og ved den mellemliggende konference, der finder sted i Bonn. Desuden skal hun med til COP22 i Marrakesh sammen med to kollegaer fra Verdens Skove.

”Vi er med på klimakonferencerne for at fremme skovbevarelse og oprindelige folks rettigheder. Vores arbejde består især i at få skovbevarelse placeret højst på dagsordenen, så det bliver anerkendt som et vigtigt redskab i klimakampen,” siger hun. I Paris blev man endelig enige om, at der skal gøres noget, og på konferencen i Marrakesh, kommer det hovedsageligt til at handle om, hvordan man implementerer klimaaftalen.

”Alle er her”

COP står for Conference of Parties og er FN´s årlige klimakonferencer, og de forbindes af mange med ramme alvor, lange baner af støv-tørt papirarbejde og langsommeligt diplomati og bureaukrati. Ifølge Gry er det en del af sandheden. Men samtidig er det et væld af folk fra hele verden.

”Her er høvdinge, oprindelige folk, sultaner, konger, sheiker... og selvfølgelig også hære af folk i jakkesæt. Alle er her, og alle har en agenda”, fortæller hun.

Selvom alle er her for at tale om bekæmpelse af klimaforandringerne, så er agendaen også at sikre sig at landets eller befolkningens interesser ikke bliver glemt eller klemt i kampen for klodens overlevelse. Det kan lyde helt absurd, men samtidig er det jo klart at de forskellige parter ikke vil gå med til regler, der kan forhindre deres lands udvikling eller udnyttelse af deres egne ressourcer, hvis de ikke får erstatning og det dermed går ud over landenes befolkninger.

Langt de fleste forhandlinger er lukkede for offentligheden. Journalister og diverse akkrediterede observatører blandt andet civilsamfundsorganisationer,, der forsøger at påvirke forhandlingerne, inklusiv Verdens Skove, har kun adgang til nogle få åbne forhandlinger. Derimod foregår mange af mulighederne for at påvirke og indgå i forhandlingerne mellem de officielle forhandlingsmøder. Ifølge Gry Bossen er det dog nødvendigt, at have et godt netværk og gode kontakter, når man skal finde ud af, hvem man skal gå til med hvad.

”Da vi ikke kan sidde med ved alle forhandlingerne, må vi gennem vores gode kilder, der er med i forhandlingerne finde ud af, hvad der sker inde i lokalerne. De oplyser os om, hvem siger hvad, og dermed hvem der er tættest på eller ligefrem enige med os. På den måde kan vi finde ud af, hvem der er vores allierede, så vi kan præsentere vores idéer for dem og eventuelt bistå dem i at finde flere allierede lande eller forhandlingskoalitioner, som vil være med til at advokere for vores forslag.. Så mellem forhandlingerne er det ligesom en myretue, hvor alle løber rundt mellem hinanden for at finde de rette, som de skal tale med for så at løbe videre til den næste og måske tilbage igen, for at formidle svar og aftaler.. På den måde kan NGO´er, lobbyister og andre diskuterer, komme med indput og forhandle mellem forhandlingerne”, fortæller hun.

”Når forhandlerne går tilbage i forhandlingslokalerne mødes vi i NGO-netværket udenfor og evaluerer indsatsen, og laver tekst og forslag klar til næste “pause” i forhandlingerne. Så står vi klar udenfor døren når forhandlerne kommer ud til næste pause. Set i det lys kan man godt forstå at alle delegationer har private rum “backstage” hvor de kan gemme sig for mængden. De må jo også have brug for en pause,” griner Gry Bossen.

En hård opgave

Manges håb for klimakonferencerne, de såkaldte COP´er, er, at parterne kan blive enige om aftaler, der vil moderere og i sidste ende vende de menneskeskabte klimaforandringer. Men vejen fra ord til handling er lang og belagt med komplicerede forhandlinger, bureaukratiske forhindringer, stridigheder over ord, kommaer og fortolkninger af udtryk. For eksempel beskriver Gry Bossen, hvordan enkelte ord kan ændre meningen med en tekst betydeligt.

”Det betyder meget om der står skal i en tekst eller om der står kan, må eller bør”, forklarer hun. Sprogbruget er i sig selv en stor del af forhandlingerne, og det er nogle gange sket, at et ord har bremset eller ændret meningen af en tekst.

”For der er så sandelig stor forskel på om man skal eller bør bremse udledningen af CO2 fra flytransporten. Og vi ender ofte med to lejre, hvor udviklingslandene kan advokere for størst mulig forpligtelse, når det for eksempel kommer til de udviklede landes forpligtelse til klimafinansiering, hvor en alt for forpligtende tekst på dette område kan få de udviklede lande til at stejle og true med ikke at ville skrive under,” forklarer hun.

”I slutningen af COP21, da alle var meget trætte, men glade for, at det lod til, at der var kommet en aftale på plads fik amerikanerne ændret et ord i sidste øjeblik, så der ikke stod skal, men bør”, siger hun.

Deltagerne på COP15 havde ikke meget at være stolte over

København floppede

En forhandling slutter altid med en beslutning, som man er kommet frem til på forhandlingerne. Først i Paris kom der en bindende aftale i hus. Det var oprindeligt sat i sigte, at det skulle være sket ved COP15 i København.

”COP15 floppede jo gevaldigt. Der er opstået et skamfuldt slogan, der hedder ”Lets not make another Copenhagen””, siger Gry Bossen.

De fleste har måske hørt om COP15 i København, COP21 i Paris, og flere kender også til Kyoto-protokollen, der blev underskrevet af en lang række lande, dog ikke USA, ved COP3 i Kyoto. De mellemliggende konferencer er dog ifølge Gry Bossen også vigtige

”De ”store” COPer ikke noget uden de ”små” COP´er. Det er stadig en uge med forhandlinger mellem embedsmændene og en uge, hvor politikerne er der. Der kommer næsten lige så mange mennesker til de store, kendte COP´er, som der gør til de ”små””, siger hun og forklarer: ”Hvor rammerne blev lagt i Paris og skulle være lagt i København, handler de andre konferencer i grove træk om, hvordan man udfylder rammerne. Med andre ord, man diskuterer mere præcist, hvordan man kan, skal eller bør føre aftalerne ud i livet.”

Men det er ikke ligetil at få adgang til en COP

”Det er normalt svært at blive akkrediteret til en COP, men da Verdens Skove har været med flere gange, så har vi fået akkreditering til tre repræsentanter,” fortæller hun. Til COP22 i Marrakesh vil Jakob Kronik, Gry Bossen og Hlif Ivy Linnetved repræsentere Verdens Skove.

Verdens Skove har gennem årene på klimakonferencerne kæmpet for, at bevarelse af urørte skove og oprindelige folks rettigheder bliver anerkendt som en af de vigtige løsninger på klimaforandringerne. Ikke mindst ved sidste klimakonference blev der arbejdet på højtryk for, at netop de emner kom med i den endelige tekst.