Nyhed -
En mand med en plan for at redde livet på Jorden
Vi bør afsætte halvdelen af Jordens landareal til natur. Det mener E. O. Wilson i sit nyeste kampskrift ”Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life”. Skov & Folk anmelder her den legendariske biologs nye bog, der inspirerer og har højt til loftet – men som ikke kommer med særligt mange praktiske anvisninger.
Af Nikolai Lang, kommunikationschef
Hvis man stopper op og tænker et øjeblik over det faktum, at biosfæren – summen af alt levende, der på et givent tidspunkt er i live - er til, så er det umuligt ikke at blive grebet af forundring. Over os slutter den kort efter hvor Mount Everest slutter, i cirka 10 kilometers højde, hvor nogle bakterier flyver rundt og æder dødt organisk støv. Nedenunder os slutter den i små 3 kilometers dybde, hvor rundorme nærer sig ved varmen fra jordens indre og hvor meget lidt andet kan leve.
Og her i denne tynde membran mellem det tomme kolde rum og planetens glødende kerne har biosfæren udviklet sig gennem 3.8 milliarder år til et ufatteligt mangfoldigt net af liv, som indgår i et uendeligt kompliceret samspil, som ingen menneskehjerne kan fatte i sit samlede hele.
Biosfæren er sit helt eget univers, som på nogle punkter er ligeså ukendt som det dybe rum. Vi ved for eksempel ikke engang, hvor mange arter der overhovedet findes.
Hjælp Verdens Skove med at bevare livet på Jorden. Meld dig ind her
Vi kender kun 20% af arterne
I sit nyeste polemiske kampskrift "Half-Earth: Our Planet's Fight for Life" giver den legendariske biolog E. O. Wilson dog et bud på, hvor meget liv der er til. Både det, vi har opdaget, og det, der svømmer rundt dybt nede i havene eller myldrer rundt i bunden af regnskovene, som ingen har opdaget og som nok ingen vil opdage i vores levetid: 8,7 millioner arter, hvoraf så lidt som 20% endnu er opdaget, gør Wilson det levendes univers op til.
Wilson vender sig derfor imod de ofte genkommende sensationshistorier om at ”Nu er der fundet en ny fugle- eller paddeart”. Det er jo bare hvad vi kan forvente, nu hvor vi rent faktisk går rundt i en verden af liv, der er stort set ukendt for os, og vi aner faktisk ikke, hvor rig på liv verden egentlig er. En rigdom, som Jorden tragisk står i fare for at miste endnu inden vi har opdaget den.
Fascinationen af det store levende ukendte er den primære grund til at læse Wilsons bog.
Han hæver sig langt over den daglige trummerum i biodiversitetsdebatten, som kan have en tendens til at miste det store billede af syne: Livet på Jorden.
Det er et emne, som Wilson er eminent til at formidle. Wilson er verdens førende myreekspert og har personligt navngivet mere end 450 nye arter af myrer. Gennem sine myrer har han studeret evolutionen og især hvorfor individerne hos nogle arter hjælper hinanden, selvom de ikke er i familie. Han har grundlagt socio-biologien. Og han har bidraget markant til den moderne biodiversitetsforskning, som han gennem et langt liv har været en meget kendt amerikansk formidler af.
Wilson tager os med til strandkanten, hvor den tilsyneladende døde brænding dækker over et mylder af usynligt liv. Han tager os ind i vores egen krop, hvor det myldrer med ukendte bakteriearter. Han fortæller os om myrer, padder og sindrige og bizarre parasitter, som får larver til at opføre sig som zombier, der gør helt modsat af hvad de plejer at gøre.
Tillid til videnskaben
Formålet med bogen er dog ikke at fornøje med viden om naturen. Nej den er tænkt som et wake-up call, der vil udkaste en stor plan for at redde al den fantastiske biodiversitet, som desværre er truet af de velkendte faktorer - overbefolkning, forurening, jagt og invasive arter.
Men også her er E.O Wilson meget inspirerende. For det første er han virkelig videnskabens mand. Han tror på teknologi, han tror på fremskridtet og han har en stærk tro på, at når nu vores bevidsthed har udviklet sig som den har, så er det fordi vi med videnskaben i hånden kan beskytte os mod de problemer og farer, vi skaber for os selv som art.
I modsætning til nogle andre debattører af biodiversitet, så mener han, at vi som art er afhængige af biodiversitet: Vi er dyr ligesom alle andre dyr, og eftersom alle andre dyr er afhængige af biosfæren, så er vi det også.
Desuden er han også efter mange fortalere af den såkaldte antropocæn tese, som handler om, at mennesket allerede længe har grebet afgørende ind i biosfæren og det derfor er meningsløst at skille natur og menneske ad.
Få praktiske detaljer
Her er Wilson lodret uenig. Han påpeger - meget opløftende - at store dele af landjorden stadig har intakte økosystemer og vi kan nå at redde dem. Han pointerer, at det faktisk ser endnu bedre ud i havene, hvor der er bedre plads til at dyr og andre organismer kan gemme sig for menneskelig aktivitet og danne intakte økosystemer.
Wilson vil med andre ord smide mennesket ud fra halvdelen af landjordens overflade for at redde biodiversiteten. Bogens klimaks er derfor, at Wilson har samlet en liste over de områder som cirka udgør den halve Jord, som vi bør lægge ud til natur, hvis vil redde den biologiske mangfoldighed.
”Half-Earth” er en bog med højt til loftet. Men det er også ideens svaghed. Han er meget lidt konkret når det kommer til detaljer som hvordan det praktisk skal gøres og hvad vi gør med dem, der bor i områderne i forvejen. Her kommer den snart 90-årige Wilson ikke i mål og "Half-Earth: Our Planet's Fight for life" vedbliver med at være et kampskrift, der inspirerer til at kæmpe for biosfæren, men som ikke er super brugbar i en konkret debat.
Hjælp Verdens Skove med at bevare livet på Jorden. Meld dig ind her
Verdens bedste natur
Disse områder udgør biosfærens bedste områder for biodiversitet ifølge E.O. Wilson. Han understreger dog, at det er en subjektiv liste og ikke det samme som såkaldte biodiversitets-hotspots.
Nordamerika:
- Redwood skovene i Californien
- Longleaf Pine savannen i det sydlige USA
- Ege-fyrreskovene på Sierra Madre
De Vestindiske øer
- Cuba og Hispaniola
Syd- og Mellemamerika
- Amazonasbassinet
- Guyana-skjoldet
- Tepui bjergene
- Manù regionen i Peru
- Tåge- og bjergskovene i Mellemamerika og de nordlige Andes-bjerge
- Páramos højlandene
- Sydamerikas atlantiske skove
- Cerradoen
- Pantanal vådområdet
- Galapagos-øerne
Europa
- Bialowieza-skoven i Polen og Hviderusland
- Baikal-søen i Sibirien
Afrika og Madagscar
- Den ortodokse kirkes skove i Etiopien
- Socotra øen i Yemen
- Serengeti græslandet
- Gorongosa Nationalparken i Mozambique
- Sydafrika
- Skovene i Congobassinet
- Atewa-skoven i Ghana
- Madagascar
Asien
- Altai-bjergene
- Borneo
- De vestlige Ghat-bjerge i Indien
- Bhutan
- Myanmar
Australien og Melanesien
- Kratområderne i det sydvestlige Australien
- Kimberley-regionen i det nordvestlige Australien
- Gibber-sletterne
- Ny Guinea
- Ny Kaledonien
Antarktis
- McMurdo-dalene
Polynesien
- Hawaii
Hjælp Verdens Skove med at bevare livet på Jorden. Meld dig ind her