En farlig kontakt

Der findes stadig oprindelige folk, som lever i isolation fra det omgivende samfund. Men jagten på guld, tømmer og andre ressourcer i skovene sætter dem under pres og der bliver stadigt færre af dem. For nyligt har et drab, som et isoleret folk måske stod bag i den peruvianske regnskov, sat fokus på konflikten mellem kampen om ressourcer og de ukontaktede folk.

Af Nikolai Lang, kommunikationschef i Verdens Skove.

Lige siden mennesket udvandrede fra Afrika, har regnskovene været hjem for folkeslag som har levet i og af skoven. Først som jægere og samlere og siden også som bønder.

Men efterhånden som flere og flere områder blev koloniseret gennem menneskehedens historie – først af antikke imperier og siden af de europæiske kolonimagter – kom flere og flere af regnskovens folk i kontakt med den omgivende verden. Et møde, der næsten altid endte i tragedie for de oprindelige folk, som blev taget som slaver, døde af sygdom og uddøde som folk.

Men junglen er stor og dyb, og mange oprindelige folk undgik at komme i kontakt med den såkaldte civilisation. De blev dybt inde i junglen, som indtil 1970’erne stadig var lukket land de fleste steder, uden veje eller jernbaner, som først for alvor bliver bygget i slut 70’erne.

Men i løbet af de sidste generationer er det gået stærkt. I dag vurderer organisationen Survival International, at der er 100 såkaldte ukontaktede folk tilbage i verden. De lever i Amazonas-regnskoven, i Papua Ny Guinea eller på øgruppen Andamanerne i Det Indiske Ocean.

Claus Kjærby er rådgiver i Verdens Skove, og han har rejst i nogle af de mest uigennemtrængelige skovområder i verden. Han arbejder i dag med oprindelige folk for Verdens Skove. Han forklarer, at ’ukontaktede’ faktisk er en noget misvisende betegnelse:

”De oprindelige folks egne organisationer, som gennem et etnisk og geografisk fællesskab repræsenterer disse folk, foretrækker selv at kalde dem oprindelige folk i frivillig isolation. Det handler om at understrege, at det også drejer sig om et valg efter at flere af dem tidligere faktisk havde den første kontakt for omkring 100 år siden. Men det var en kontakt, hvor familier blev taget til slaver eller de så, hvordan deres folk døde som fluer af nye sygdomme. De sidste slaver i Peru blev først frie så sent som i 1980.”

Et af disse folk er Mashco Piro folket. Et folk, som tidligere har været i kontakt med den omgivende verden. Første gang da de spanske conquistadorer udforskede Amazonas med stor brutalitet. Den dag i dag går der historier blandt Mashco Piroerne om, at de spanske erobrere kogte dem for at bruge fedtet fra dem til at smøre deres musketter, som rustede i den fugtige jungle.

Mashco Piro folkets næste møde med ’civilisationen’ var med den store gummibaron Brian Sweeney Fitzgerald. Han blev styrtende rig på at dyrke og sælge gummi, og han havde en plan af storhedsvanvittige proportioner: Han ville forbinde to floder hen over et bjerg med en jernbane og skære en ordentlig bid af ruten til at transportere gummi ud af regnskoven. Han ville derfor sejle et dampskib op af Urubamba floden, skille det ad og slæbe det over bjerget og bruge det til at sejle gummi hen til jernbanen. En historie som er blevet filmatiseret af Werner Herzog med ”Fitzcarraldo”.

Virkelighedens Fitzgerald gav de oprindelige Mashco-folk et valg: Arbejd for mig eller dø. En trussel, han gjorde dokumenteret alvor af mindst én gang, hvor han slagtede 100 mænd, kvinder og børn. I dag skønner det peruvianske kulturministerium, der har ansvaret for de ukontaktede folk, at der lever omkring 500-1000 medlemmer af Mashco-folket omkring den fredede Manú National Park. De har sandsynligvis før mødet med Fitzgerald levet som bønder i skoven. Men i dag lever Mashco-folket som nomadiske jæger og samlere.

I dag er der ikke længere gummibaroner, men Peru har store ressourcer af guld, olie, gas og tømmer i sine skove. Det betyder, at skovene er under pres fra guldgravere, skovhuggere og store virksomheder, hvilket igen har ført til blodige konflikter.

Jon Lee Anderson rapporterer i Magasinet The New Yorker om et mord hvor Nicolás (Shaco) Flores blev dræbt i skoven af en bambuspil fra Mashco-folket. Flores anså sig selv som ven af Mashco-folket, som han hjalp med mad og basale fornødenheder. Ingen ved, hvorfor de slog ham ihjel, men reportagen peger på, at Mashco-folket er bange og under voldsomt pres.

Claus Kjærby uddyber og fortæller, at skovene - og dermed de oprindelige folks hjem - er under ekstremt stort pres:

”Olieselskaber, ulovlig træhugst og guldgraveri, samt nogle få men meget store dæmnings- og vejprojekter og stadig stigende landbrugsproduktion af blandt andet afgrøder til biobrændstof rydder skovene og truer de oprindelige folk.”

Kjærby forklarer, at dette sker med staternes aktive medvirken for at kunne fremvise økonomisk vækst:

”Det handler om oliekoncessioner, som er etableret af staterne over hele Peru og i ecuadoriansk Amazonas. Det betyder øget forurening, infrastruktur, der rydder skoven, og rydning af skov til marker. Presset kommer fra de internationale finansinstitutioner, som kræver, at man kan fremvise økonomisk fremgang, hvilket i høj grad indebærer mineral- og oliedrift og transport i Amazonas.”

Konsekvenserne af denne udvikling er katastrofale. I det små betyder det flere konflikter som drabet på Flores. I det store perspektiv er udviklingen endnu mere skræmmende.

Claus Kjærby fastslår, at det kan betyde udryddelsen af hele folk:

”Konsekvensen kan blive folkemord. Både konkret, men også kulturelt og identitetsmæssigt. Disse folk vil opleve et skift fra total rigdom til total fattigdom på en dag, hvis de tvinges til et byliv. Det vil ødelægge dem.”

Kontakten med den omgivende verden er farlig især på grund af de nye sygdomme, som stammen vil blive udsat for. For eksempel førte den første kontakt med Nukak Maku folket i Guaviare regionen i Colombia i 2003 til, at hele stammen blev udslettet af sygdom, som de ikke kunne danne antistoffer til.

På spørgsmålet om, hvordan vi beskytter disse ekstremt sårbare oprindelige folk, forklarer Claus Kjærby, at Verdens Skoves tilgang til at beskytte skoven er en god vej at gå.

”Der skal dels etableres områder, de har ret til at være i fred på. Samtidigt skal staterne i mange flere tilfælde stilles for retten i det internationale menneskerettighedssystem for at få dem til at opgive planer om eller de facto naturressource-udvinding og infrastrukturprojekter i oprindelige folks territorier.”

I Peru har tilgangen skiftet fra en undgåelse af kontakt før, til nu, hvor man officielt har en politik om at prøve at tage kontakt på en kontrolleret måde. Claus Kjærby mener, at det må være op til de oprindelige folk selv om de vil leve i isolation, og anbefaler en vifte af løsninger:

”Det er livsnødvendigt at opretholde og etablere territorier. Jeg mener også, at man bør undgå at tage direkte kontakt og i stedet især styrke de oprindelige folks organisationer, som repræsenterer både de ukontaktede og kontaktede folk, og som beskytter omkringliggende skovterritorier, der virker som bufferskov.”

Det er altid trist i sig selv, hvis et folk og dets kultur forsvinder fra jordens overflade. Men i de her tilfælde kan det også få konsekvenser for andre end de oprindelige folk.

Claus Kjærby fortæller, at de oprindelige folk vogter over mange af skovens hemmeligheder.

”Udover tab af kultur og sprog vil udryddelse af oprindelige folk i skovene også betyde, at vi mister en masse viden om naturmedicin og naturlige og effektive former for skovforvaltning.”

Kjærby understreger, at folk, der lever i skoven, er vigtige i arbejdet med at bevare skovene. ”Reelt forvalter de naturen på bæredygtig vis og de passer på meget store territorier, fordi de ofte flytter meget rundt.”

Derfor er det også Verdens Skoves holdning, at det er vigtigt at beskytte sårbare, ukontaktede, oprindelige folk.