Efter kortlægning af arter fredes dele af Amazonas i Peru

Midt i det politiske kaos og andre miljømæssige uroligheder som ellers præger Latinamerika, er der godt nyt fra Perus regnskove. Efter en større videnskabelig kortlægning af økosystemer, fredes flere områder i dele af Amazonas i landet.

Af Karina Freimanis

Et forskerhold fra Chicago's Field Museum har i et nyt studie påvist, at biologiske og sociale studier, som fandt sted mellem 2000 og 2016, har ført til beskyttelse af regnskoven i Peru. Der er tale om Loreto-regionen i det nordøstlige Peru, som rummer et af de mest biodiverse områder af Amazonasregnskoven. Her er arealet af beskyttet regnskov gået fra to millioner hektar i 2000 til 8,5 millioner hektar i 2019 svarende til 23 procent af hele regionen.

“I 2000 havde Loreto kun ét beskyttet naturområde, som var Pacaya Samiria National Reserve (RNPS). I dag er her 14 (beskyttede naturområder, red.)”, fortæller Corine Vriesendorp, leder for Andean Amazon Program ved Chicago’s Field Museum til Mongabay.com.

Hun forklarer desuden, at oprettelsen af de beskyttede områder betyder, at Peru nu er et skridt tættere mod det såkaldte Aichi Mål om, at 17 procent af landets areal kommer under en eller anden form for beskyttelse.

Nye og flere arter og viden

Fredningerne af områderne skyldes især en række vigtige biologiske og sociale studier, som er foretaget mellem 2000 og 2016. Studierne har set på, hvordan arternes tilstand har været i områderne samt registreret de vigtigste biologiske områder, man har fundet. Studierne har identificeret en række nye, uopdagede arter i Loreto-regionen. Samtidig har forskerne fundet større bestande af arter, som gør, at deres levesteder bliver endnu vigtigere at bevare.

”I Amazonas er viden meget begrænset på grund af områdernes størrelse. Takket være disse studier er nye økosystemer blevet opdaget, og der er fundet nye arter. De (forskerne, red.) har hjulpet os meget med at belyse biodiversitetens status ”siger José Álvarez, generaldirektør for biodiversitet i det peruvianske miljøministerium (Minam) og medforfatter af studiet til Mongabay.com.

Ud over nye arter har forskerne også opdaget helt nye økosystemer, som man ikke tidligere kendte til. Det har været med til at skabe en bedre forståelse for regnskovens biodiversitet. En viden, som ellers har været begrænset. José Álvarez fortæller også, at projektet har givet mere viden om de lokale befolkningers brug af skovens ressourcer. Disse folk har også spillet en aktiv og central rolle i skov- og naturbeskyttelsen.

Forskerne har identificeret 1.800 hvirveldyr, heriblandt 75 globalt truede arter, og mere end 2.400 nye karplanter. Desuden har man også fået viden om skove i over 2.000 meters højde, som ikke tidligere har været undersøgt. Forskningen af disse skove har ført til opdagelsen af 30 nye plantearter.

Ikke nok med at man har identificeret på den anden side af 3.500 hvirvel- og karplantearter, så har man også opdaget 39 nye karplantearter, samt 20 fiske-, 33 padde-, tre krybdyr-, en fugle- og to pattedyrarter.

Lokalbefolkningen er med

Beskyttelse af regnskoven i Perus Amazonas er sket med lokal udvikling for øje og med inkludering af den lokale befolkning. Op mod 254 befolkningsgrupper, svarende til 32.642 oprindelige og lokale folk har fået gavn af projektet.

"Disse opgørelser fremhævede, hvad der findes i territorierne, og det hjalp de indfødte samfund med at lære mere om deres territorier," siger José Álvarez.

Han fortæller også, at beskyttelsen af de nye områder samtidig sigter mod, at de lokale ikke skal udelukkes fra de beskyttede områder. Omvendt skal beskyttelsen hjælpe dem med at udvikle deres samfund bæredygtigt.

De lokale, oprindelige folk har nu bedre mulighed for at opretholde og forbedre deres økonomi via små bio-virksomheder, ofte ledet af kvinder, som producerer og sælger varer som håndværk af træ og palmer. José Álvarez tilføjer, at der i starten var lokal modstand.

”I Loreto var der en anti-bevarelsesmentalitet, fordi man mente, at det begrænsede folks rettigheder. Vi demonstrerede med en række handlinger og med data, at det var mere fordelagtigt at beskytte og bruge ressourcerne bæredygtigt end bare at udvinde,” siger han.

Han nævner som eksempel, at på et møde, hvor 250 deltagere fra mere end 30 oprindelige befolkningsgrupper var mødt frem, besluttede de oprindelige folk, at det ville være en god idé at oprette et beskyttet områder ved Alto Nanay-Pintayacu-Chambira.

Tilslutning til bevarelsen skete blandt, da de lokale kunne se, at de beskyttede områder ville regenerere forsvundne ressourcer og dyreliv. Bevarelsen har vist de lokale, at fisk og dyreliv, som de kan fiske og jage, er kommet tilbage, hvilket har forbedret deres livsgrundlag. Det har ligeledes givet de lokale en indsigt i, hvilke værdier, intakte økosystemer i deres områder har. Derudover er de store tømmerindustrier blevet holdt ude og forhindret i at rydde skov i områderne. José Álvarez slutter af med at fortælle, at de lokale er blevet klar over, at skoves største potentiale ikke findes ved at omdanne jorden (til landbrug), men derimod i selve skoven og vandmiljøet.

Dermed beviser dette projekt, at med den rette støtte og plan kan dyrebar regnskov fredes og genoprettes, ikke mindst, når oprindelige folk inddrages.