​Droner i Jichiens rige

Chiquitano-folkets territorium Monte Verde i Bolivia er en uigennemtrængelig jungle. Så uigennemtrængelig, at nybyggere og virksomheder ulovligt kan rydde hele områder i den uden at blive opdaget. Men det skal satellitbilleder og droner lave om på. Tag med ud i dette vildnis, hvor gamle og nye konflikter, moderne teknologi og traditionel mystik mødes i denne reportage.

Tekst og fotos af Anne Liv Eberlein, redaktør

Den tunge firhjulstrækker skrumler af sted på den hullede muddervej i resolutte hop, så vi bliver rystet rundt som terninger i et raflebæger.

Udenfor det åbne bilvindue flyver en endeløs mur af grønt forbi. Græsgrønt, grågrønt, brungrønt, bleggrønt og tusind andre nuancer, jeg knapt når at opfatte. Af og til åbner det uigennemtrængelige tæppe sig og tillader små kig ind i en skjult verden af knejsende stammer og eftermiddagssol, der glimter igennem bladtaget. Så lukker det tætte, grønne forhæng sig igen, indtil næste pludselige afsløring.

Jeg er på vej gennem det gigantiske territorium Monte Verde i Bolivia, der tilhører det oprindelige chiquitano-folk. Monte Verde er dækket af vild, tropisk tørskov – størstedelen af den primær skov. At der er masser af liv derude, vidner et insisterende lydtæppe af eksotiske fuglestemmer og insektsang om.

Med mig i bilen er Ysaias og Katarina fra Verdens Skoves lokale partnerorganisation APCOB. De har taget mig med på deres tur ud til chiquitano-landsbyen Santa Monica midt i Monte Verde. Ved siden af mig sidder Nancy, en midaldrende chiquitana fra Santa Monica, som vi giver et lift hjem fra den nærmeste større by, Concepcion.

Ånder og sommerfugle

For at slå tiden ihjel fortæller Nancy og Katarina mig historier. Lokale legender og vandrehistorier om området. Skal jeg tro de to kvinder, er Monte Verde fyldt med ånder, hekse og uforklarlige fænomener. De fleste af historierne handler om ting, dyr, mennesker og hele byer, der på mystisk vis dukker op eller forsvinder i skoven.

En figur, der dukker op igen og igen i historierne, er El Jichi (udtales Hichi): En naturånd, der bor i skovens vandhuller og vandløb, og som til tider tager form som en kæmpeslange med hestehoved. Da Jichien efter sigende både er hovedansvarlig for forsvundne mennesker og husdyr i området, og kan finde på at lade vandet tørre ud, er det vigtigt at holde den i godt humør.

Vi krydser et mudret vandløb, og som magi stiger en gigantisk, myldrende sky af store, lysegule sommerfugle pludselig op omkring os; de hvirvler rundt om bilen, flagrer ind og ud af de åbne vinduer, sætter sig på vores skjorter og forsvinder så lige så pludseligt igen.

Selv uden spøgelseshistorierne er det nemt at tro på, at hvad som helst kan gemme sig i det uigennemtrængelige grønne vildnis udenfor.

Og det er blandt andet derfor, at Verdens Skove arbejder her i Monte Verde. Skoven skjuler nemlig nye farer, der kan være næsten lige så svære at opdage som El Jichi.

Satelitter og droner til kamp for skoven

Fordi Monte Verde territoriet er så stort, ufremkommeligt og uoverskueligt, kan bosættere, tømmervirksomheder og andre ulovlige indtrængere rydde forholdsvis store arealer inde i skoven uden at blive opdaget. Chiquitanoerne har ikke nok ressourcer til at holde øje med de afsides og svært tilgængelige dele af den tætte skov.

Desuden ville de lokale familier bringe sig selv i fare, hvis de prøvede; trusler og vold i forbindelse med jordkonflikter er ikke uhørt i Bolivia, hvor de oprindelige folk som så mange andre steder lever på kanten af samfundet – i både geografisk, politisk og økonomisk forstand.

At få anerkendt rettighederne til dette store territorium i 2009 var en stor sejr for chiquitano-folket. Nu er deres udfordring at forsvare disse rettigheder i praksis mod dem, der ser sit snit til at tage for sig af retterne i skjul af den tætte jungle. Uden overblik eller dokumentation, som de kan forelægge myndighederne, er denne praksis svær for chiquitanoerne at forsvare sig imod.

Derfor startede Verdens Skove for få år siden et nyt projekt op i Monte Verde og en række andre skovterritorier. Projektet med titlen ”Eyes in the Sky – Feet on the Ground” er finansieret af Danidas innovationspulje, og skal ved hjælp af moderne overvågningsteknologi som satellitbilleder, Google Earth og endda en enkelt drone give lokalsamfundene mulighed for en grundig monitorering af, hvad det er, der foregår i deres skov.

Opdages der ulovlig aktivitet i skoven, tager en kontrolkomité ud i skoven, vurderer situationen på stedet og konfronterer eventuelle ulovlige indtrængende.

”Alene Google Earth visninger og satellitbilleder af Monte Verde var allerede en øjenåbner for nogle. Mange chiquitanoer har aldrig set et egentligt kort over deres territorium eller været helt klar over, hvor det starter og slutter. Jo mere viden de selv har om deres jord, jo bedre kan de forsvare den udadtil,” fortæller André Mildam, der er teknisk rådgiver i Verdens Skove og blandt andet arbejder med Eyes in the Sky projektet.

”Satellitbillederne kan også vise ændringer i skovdækket og det betød, at chiquitanoerne kunne overvåge området med større præcision og mindre omkostninger,” fortsætter han.

Nemmere sagt end gjort

Dronen er blevet anskaffet for at kunne indsamle billedmateriale med en højere opløsning end satellitbillederne. Her vil man ikke bare kunne se, at der er blevet ryddet skov, men ofte også få en idé om, hvorfor og måske af hvem.

I teorien kan dronen tage detaljerede fotografier fra omkring 100 meters højde (den tilladte minimumshøjde for luftoptagelser) og flyve ind over områder, der er svært tilgængelige til fods.

I praksis er dét nemmere sagt end gjort, lærer jeg tidligt næste morgen, da jeg står på en mark udenfor Concepcion og ser på, mens André og en flok medarbejdere fra ABCOP forsøger at sende dronen ud på en prøveflyvetur.

Inde i dronen, der mest af alt ligner en stor modelflyvemaskine af flamingo er der installeret et kamera og en GPS sender. Via en særlig software kan dronens rute forprogrammeres på computeren, der herpå sender rutens GPS-koordinator til dronen. Dronen følger ruten af sig selv og justerer endda sin retning løbende, hvis den bliver blæst ud af kurs.

Efter en halv times omhyggelige forberedelser bliver dronen kastet af sted på sin rejse. Den forsvinder hurtigt ud af syne i den blå morgenhimmel, og hele gruppen samles hastigt omkring en medbragt bærbare for at følge dronens progression med en vis nervøsitet. Det ser ud til at gå godt, og vi er lige ved at ånde lettet op, da noget går galt på dronens næstsidste sløjfe i luften.

”Dér er den.” André peger på en prik på himlen, der har lidt for stejl og lidt for hurtig kurs mod jorden. Et voldsomt vindstød har fået for godt fat og dronen kan ikke mere rette sin kurs inden den rammer en nabomark. Vi trasker af sted gennem kokasser og pigtrådshegn til vi når frem til ulykkesstedet.

Det ser ikke særlig kønt ud. Vingerne er knækket og der er revner i ”kroppen”, så kabler og kamera stikker ud. Men heldigvis ser det værre ud, end det er, forsikrer de andre mig om. Teknologien er uskadt og de dele af hylsteret, der er gået i stykker, er nemme at reparere og erstatte. I det hele taget er dronens styrt ikke så dramatisk:

”Som du kan se, så sker det nogen gange, at en drone styrter ned. Det er desværre svært at undgå. Det er derfor, vi har valgt en drone af det her materiale, der er nemt og billigt at reparere. En mere robust drone ville muligvis ikke styrte ned lige så nemt, men når den gør, vil det både koste meget mere tid og mange flere penge at fikse den,” forklarer André mig.

Et vigtigt pilotprojekt

Betjeningen af dronen og dens software er tydeligvis en hel del sværere end at flyve med modelfly. Indtil videre er det udvalgte medarbejderne hos APCOB og Monte Verdes territoriale regering, der lærer at gøre det; næste skridt bliver, at de lærer folk fra lokalsamfundene i Monte Verde op i det.

Et andet vigtigt næste skridt er den fortsatte finansiering:

”Det er vigtigt for os, at APCOB og chiquitanoerne kan få etableret en bæredygtig egenfinansiering af monitoreringen på sigt, efter at projektpengene er brugt op. Det kunne for eksempel være via deres bæredygtige skovbrug. Så vi arbejder også med dem på planer for, hvordan det kan blive selvkørende,” understreger André.

”Selvom dele af det stadig lidt er en proces, så er det her uden tvivl et rigtig vigtigt pilotprojekt, som vi også kommer til at bruge som model og inspiration i andre lande og skove,” slutter han med at forklare.

Tilbage på APCOB kontoret ser vi på resultaterne af dronens morgentur: Trods den lidt bratte afslutning, nåede den at tage et næsten perfekt kludetæppe af skarpe, højtopløste billeder af markerne og skoven omkring byen. Jeg kan uden problemer genkende træer, huse, biler og endda små mennesker, og det er nemt at se for sig, hvor vigtigt et værktøj billeder som disse kan blive i det store, tætte vildnis jeg befandt mig i dagen før. Jeg håber, at Jichien er venligt stemt mod droner – i det mindste mod dem, der hjælper med at passe på dens skove.

le@verdensskove.org