​Drømmen om Vildnis

Nationalpark: Et ord, der smager af storslåede landskaber og vildmark - den ultimative natur. Men giver drømmen om store, uberørte naturområder overhovedet mening i dag? Og gør nationalparker egentlig en forskel for truede arter? Kom med på sporet af en revolutionær idé og et omdiskuteret begreb.

Af Anne Liv Eberlein, redaktør

Der er forskel på naturoplevelser.

Der er de behagelige, interessante, hyggelige; dem, der gør én mere afslappet, fascineret, i godt humør.

Og så er der den slags naturoplevelser, som romantikkens filosoffer kaldte for sublime.

Det er dem, der blæser én bagover. Dem, der får underkæben til at dumpe ned, hjertet til at springe et slag over, og får én til at føle sig kæmpestor og uendeligt lille på samme tid, fordi man er vidne til noget helt og aldeles storslået.

Det må have været cirka sådan en oplevelse, der i 1868 fik en ung amerikaner ved navn John Muir til at stoppe op et sted i de californiske Sierra Nevada bjerge, droppe alle videre rejseplaner, flytte op i bjergene bevæbnet med pen og papir, og herpå ellers dedikere hele sit liv og virke til at overbevise det amerikanske folk om, at her var et sted, der var så særligt, at det måtte bevares for alle kommende generationer. Stedet hed Yosemite.

John Murs 'kirke': Yosemite dalen i Californien

Et sted at lege og bede i

John Muirs kamp for Yosemite dalen var starten på en idé, der haft enorm betydning for vores forestillinger om naturbevaring, og som er blevet et hedt emne i dansk naturpolitik: Nationalparken.

Idéen gik ganske simpelt ud på at tage store, sammenhængende områder med naturlandskaber og give dem i statens varetægt for at bevare dem så vilde og uspolerede som muligt. Gøre dem til et helle fra den moderne civilisation, hvor nationens borgere kunne komme, opleve deres lands særlige natur og blive opløftet og fornyet af den.

”Alle har brug for skønhed såvel som brød, steder at lege og bede i, hvor naturen kan hele og give styrke til krop og sjæl,” skrev Muir.

Det var en idé, der hurtigt spredte sig. I Australien blev et stort område syd for Sydney til Royal National Park i 1879. Canada fulgte efter i 1885 med Rocky Mountains National Park – i dag Banff Nationalpark - og svenskerne var de første i Europa til at oprette nationalparker i 1909. I dag findes der nationalparker over hele kloden. USA selv, der oprettede verdens første rigtige nationalpark med Yellowstone i 1872, har nu 60 af dem, der hvert år besøges af over 300 millioner mennesker.

Et uberørt vildnis?

De store besøgstal vidner om idéens massive succes, og er samtidigt en praktisk udfordring. Ikke mindst fordi nationalparkernes karakter af øde og uberørt vildnis, hvor man kan komme helt væk fra civilisationen, fra start var en central del af idéen. For John Muir var afsidesheden en forudsætning for at kunne få den sublime, helende naturoplevelse:

”Kun ved at gå alene i stilhed, uden bagage, kan man virkelig komme ind i hjertet af vildnisset. Al anden rejse er rent støv og hoteller og bagage og snak,” skrev han blandt andet.

Men det var også fra begyndelsen et udfordrende aspekt af idéen. For Yosemite dalen var ikke uberørt.

Dalen var beboet, allerede inden minearbejdere og nybyggere kom med deres hakker og økser og flokke af græssende får, som Muir kæmpede hårdt for at få ud af området. Regionen havde i århundreder været hjem for det oprindelige nordlige paiutes folk, som blev fordrevet fra deres forfædres land på brutal vis.

Spoler vi frem til i dag, omkring 150 års industriel udvikling og en befolkningsvækst på fire-fem milliarder mennesker senere, er det måske ikke overraskende også kravet om uberørthed, der volder problemer, når et område skal gøres til nationalpark. Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor emnet er kommet højt op på den naturpolitiske dagsorden.

Vi har ikke nok plads til vilde naturnationalparker i Danmark? Sludder, mener Rune Engelbreth, der blandt andet foreslår området her på Anholt, der hverken er beboet eller opdyrket. Foto: Rune Engelbreth Larsen

Landskaber eller arter

I modsætning til Muirs tid handler det for vildnissets fortalere i dag ikke længere mest om, at mennesker har brug for et uberørt helle i naturen. Det er naturen selv, der har brug for det.

Flere forskere advarer om, at vi mennesker har trængt naturen så langt tilbage, at vi står på kanten til den såkaldte sjette masseuddøen. Det betyder, at arter forsvinder op til hundrede gange hurtigere end normalt i Jordens historie - fordi de mangler egnede levesteder.

Disse dystre udsigter har gjort diskussionen om at tage flere områder ud til naturbevarelse skræmmende aktuel. Men selvom nationalparker altid har været tænkt som steder, hvor man bevarer værdifuld natur, så er det en ret ny tanke, at se værdifuld natur som biologisk mangfoldighed, frem for blot som skønne naturlandskaber.

Et nyt studie har for eksempel vist, at der i USA er meget lidt overlap mellem de arealer, der er beskyttede blandt andet som nationalparker, og de områder, der er levesteder for de mest truede arter af dyr og planter.

”Biodiversitet var ikke altid deres (beskyttede områders, red.) hensigt i begyndelsen. Gennem tiden er det i højere grad blevet et emne, og folk er ved at blive mere bevidste om det,” forklarer professor Clinton Jenkins, der er medforfatter af studiet. Mindre end 20 procent af verdens vigtigste biodiversitetsområder er i dag komplet beskyttede.

Et definitionsspørgsmål

Det er ikke kun biologer, der nu mener, at nationalparker frem for alt bør være et helle for naturen. I de sidste årtier er en lang række lande og organisationer blevet enige om en fælles definition på, hvad præcis en ”nationalpark” egentlig er for noget.

Det er sket via den internationale naturorganisation IUCN, der arbejder med seks kategorier for beskyttede områder. En af dem er ”Nationalparken”, der skal indeholde store naturområder ”afsat til at beskytte økologiske processer i stor skala, sammen med tilhørende arter og økosystemer.” Hovedformålet med parken skal være at beskytte naturlig biodiversitet og ”fremme oplysning og rekreation”. Altså store naturparker til naturens eget bedste. Oprindelige folks rettigheder og behov er i dag heldigvis også nævnt som et centralt hensyn.

Næsten 100 lande i verden har i dag nationalparker, der – mere eller mindre - følger denne definition. Danmark er ikke iblandt dem.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) kom i en pressemeddelelse med sin egen definition, da den femte danske nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” blev godkendt i 2016: ”Kongernes Nordsjælland kan byde på oplevelser, der favner både kultur, natur og friluftsliv, som er grundstenene i en succesfuld nationalpark,” udtalte ministeren og fremhævede ”historiske kulturspor” som Kronborg, Esrum Kloster og de gamle industrimiljøer i Hellebæk og Frederiksværk.
Rune Engelbreth Larsen, idéhistoriker og forfatter til en række bøger om dansk natur, har en noget anden udlægning af parkens indhold.

”Sat en smule på spidsen er det, der i dag adskiller en dansk ‘nationalpark’ fra et hvilket som helst andet areal i Danmark, først og fremmest de skilte, hvorpå der står ’Nationalpark’. Vi har slået nogle streger på landkortet og kaldt resultatet for nationalparker, uafhængigt af om de også inkluderer kartoffeldyrkning, svinestalde, bodegaer, tømmerproduktion og golfbaner,” skriver han eksempelvis i Altinget. ”Hvorfor ikke tage hele Jylland og kalde det Nationalpark Jylland?”

Hvor vildt kan vi få det?
Engelbreth er fortaler for det, han kalder natur på naturlige præmisser – natur, som hverken bliver udnyttet, drevet eller plejet, men bogstaveligt talt passer sig selv. Han ser nationalparker som en mulighed for at give Danmarks truede arter den plads, de mangler, med denne form for vild natur.

Og bare fordi vi ikke har landskaber, der ligner Yosemite, er der ingen grund til at slække på naturambitionerne, mener han: ”Vi har måske ingen bjerge eller kolossale sletter i Danmark, men vi har faktisk en del større sammenhængende og ubeboede områder, der kunne danne ramme om vildere natur. Vi kan begynde med at lade naturen råde på mange flere af de arealer, hvor naturen i forvejen er, men hvor den i dag er presset og forarmet.”

I sin nyeste bog ”Vildere Vidder” beskriver Rune Engelbreth hele 35 områder, der ifølge forfatteren kunne etableres som større naturreservater uden drift og produktion. ”De her områder kunne afgjort leve op til internationale og historiske nationalpark-kriterier,” fastslår han.

At Danmark skulle være for lille eller tætbefolket, afviser Engelbreth: ”Danmark er langtfra det mest tætbefolkede land i Europa – faktisk er Holland tre gange så tætbefolket, og alligevel har man i Holland hele 20 nationalparker og halvanden gang flere Natura 2000 områder end Danmark.”

Den danske natur er dog så påvirket af århundreders drift, dræn og landbrug, at den ikke kan overlades til sig selv fra dag ét - selv om vi stopper skovdrift og landbrug, forklarer han:”De naturlige processer ville stadig være afviklet, og nøglearterne ville stadig være væk. Skal naturen klare sig selv igen, skal vi indledningsvist gøre noget positivt 'kunstigt'. Vi skal genoprette forudsætningerne for naturens processer, genskabe et naturligt vandmiljø og genudsætte nøglearter, så naturen kommer på rette spor igen.”

Den danske natur er forarmet af drift og landbrug. Derfor skal vi hjælpe den på ret køl igen ved at genudsætte nøglearter i nationalparkerne, mener eksperter. Her er det vildt gående exmoor ponyer ved Skjern Å. Foto: Rune Engelbreth Larsen

Det store i det små

I Danmark mener Rune Engelbreth en stor del af udfordringen er, at de fleste danskere simpelthen ikke ved nok om natur, og derfor både underprioriterer den og går glip af de største naturoplevelser.

”Den danske befolkning har et kæmpe underskud af viden om, hvad natur egentlig er, og hvor fantastisk oplevelsesrig den er og kunne blive. Naturen er blevet forsømt i så mange årtier, at vi forbinder den mørke nåletræsplantage eller bøgeskovens designede søjlehaller med natur, fordi vi ikke aner, at det er biodiversitetsørkener uden skyggen af naturlig variation og artsmangfoldighed,” lyder det fra forfatteren.

”Vi mangler i den grad formidling – for eksempel er vi helt uden et landsdækkende naturprogram i TV. Heldigvis er der noget, der tyder på, at dét er ved at vende, og biodiversitet og vildere natur langsomt fylder mere. Det kræver ressourcer, og det kræver de helt rette formidlere, for eksempel Morten D.D. Hansen, Sebastian Klein, Vicky Knudsen og Philip Hahn-Petersen. Hyr de fire i et par måneder til at stille op i by efter by, når vildere natur skal på dagsordenen, og du skal se løjer,” slutter han.

Clinton Jenkins er enig i, at vi skal få øjnene mere op for de naturoplevelser, som kan være lidt sværere at få øje på - både for vores egen og for naturens skyld: ”Det meste liv er ikke stort. Og der er en masse liv derude, der gør helt fantastiske ting, hvis man stopper op og ser på det. Ofte er de små planter og væsner økologisk vigtigere end de store ting, der er åbenlyse for os.”

”Den tydeligste vej ind i universet er gennem et skovvildnis,” skrev John Muir. Men måske behøver denne vej ikke indebære storslåede bjergudsigter og tordnende vandfald.Måske er det netop ved at give plads til og opdage alle de små, fantastiske væsner, at vi kan finde det sublime gys ved naturens storhed i vores egne, danske vildnis.

Fakta:

• Der findes i dag over 7000 ”nationalparker” i verden – det er dog meget forskelligt, hvordan de beskytter naturen.
• Verdens største beskyttede område er Grønlands Nationalpark, Kalaallit Nunaanni nuna eqqissisimatitaq på grønlandsk. Den dækker utrolige 972.001 kvadratkilometer.
• Australien har oprettet hele 685 nationalparker, langt flere end noget andet land i verden. Tilsammen dækker de 335.000 kvadratkilometer, lidt over fire procent af Australiens areal.

Serengeti Nationalpark i Tanzania er verdenskendt for sit fantastiske dyreliv, men det er langtfra alle nationalparker, der dækker de områder, der er vigtigst for truede arter