Nyhed -
Det kan koste livet at forsvare skoven
Regnskoven er værdifuld. Derfor risikerer folk, der lever i skoven, at blive dræbt når de søger at forsvare sig mod indtrængere, som vil have fat i skovens værdier. Især i Honduras, hvor Verdens Skove arbejder, kan det være farligt at forsvare sin skov. Journalist Hakan Jakob Kosar har været i Honduras og lave en reportage for DR radioprogrammet Panorama om problemet. Du kan høre reportagen på dette link. Eller du kan læse denne artikel, som bruger Hakan Jakob Kosars reportage som kilde.
Det kan være særdeles farligt at forsvare sin skov og sin jord mod folk, som vil have fat i den til at dyrke palmeolie, fælde tropisk træ ulovligt eller hente rigdomme op af jorden.
I 2014 er der i snit blevet myrdet to miljøaktivister om ugen. De fleste i Central- og Sydamerika og næsten halvdelen blandt oprindelige folk.
Miljøaktivisterne søgte at beskytte deres skov, jord eller flod mod ekspanderende landbrug, dæmninger, tømmerhugst, minedrift eller andre trusler. Ofte har de været tvunget til at forlade deres hjem efter at have set deres livsgrundlag være blevet ødelagt.
Nogle af ofrene er aktivister, som protesterer mod miljøødelæggelser. Andre bliver myrdet af lejemordere fordi de lever på et attraktivt stykke jord.
Verdens Skove arbejder i Honduras, som er det relativt farligste land at være miljøaktivist i.
En blodig verdensrekord
Mellem 2010 og 2014 blev 101 aktivister myrdet i Honduras, hvormed landet har den sørgelige rekord af flest dræbte i forhold til befolkningens størrelse på verdensplan ifølge organisationen Global Witness.
Hakan Jakob Kosar tog til Honduras for at møde nogle af de folk, som disse konflikter om skov og jord går udover.
Hakan Jakob Kosar lander i Honduras andenstørste by: San Pedro Sula. En ikke særlig køn by, der også har den tvivlsomme ære at bære titlen: Verdens mest voldelige by uden for krigszoner.
Dagen efter begynder han sin rejse langs Honduras nordlige kyst. Første stop er landsbyen Santiago Pimienta Cortes. Her møder han den afdøde skovgruppeformand Candido Lopez' efterladte.
Lopez blev skuddræbt i januar 2011. Angiveligt fordi han nægtede at give plads til et vandkraftværk i den skov, han forvaltede.
Hakan Jakob Kosar får lov til at tale med den afdøde skovgruppeformand Candido Lopez' lillebror:
”Vi var del af en skovgruppe og levede af at fælde og sælge træer”, fortæller Eulalio Lopes.
”Men det sluttede da Candido blev skudt. Han var på vej hjem på motorcykel. Hans syvårige søn, Candidolito, sad bag på kværnen. Et sted på vejen bliver de mødt af to bevæbnede mænd, som åbner ild. Min bror bliver dræbt – sønnen får lov til at overleve,”, fortæller han helt roligt og redeligt til Panorama.
Familien i eksil
Hakan Jakob Kosar fortæller at Eulalio er en lavstammet mand på snart fyrre år, der nu bruger 70 timer ugentligt på at dyrke bananer og majs. De mange timer under solen har garvet hans hud og givet den en kraftig patina. En meget snaksaglig mand, der åbent fortæller om den dag, der vendte op og ned på hans liv.
Landbruget er et erhverv, Eulalio er endt i af nød. Helst ville han arbejde med at fælde træer i skoven.
Men konflikten, der dræbte hans bror, tvang ham og resten af deres hugstgruppe væk fra det område, de havde fået regeringstilladelse til at fælde i.
Familien lever nu i eksil 140 km fra deres tidligere hjem og lever fortrinsvis af landbrug og småjobs i nærområdet. Men tvangsflytningen er til at leve med, forklarer Eulalio.
Tabet af broren er en helt anden sag. Under interviewet med Hakan Jakob Kosar mister den ellers snaksalige mand mælet. Han begynder at græde og Hakan stopper interviewet.
Sårene efter drabet er tydeligvis stadig friske.
Ved siden af hytten hvor Hakan Jakob Kosar har talt med Eulalio bor Aminda Hernandes, Candidos enke.
Hakan Jakob Kosar beskriver hende som køn, men melankolsk udseende kvinde på 36, der kunne gå for 26. Tristheden, der synes at hænge over hende, er velbegrundet. For ud over tabet af Candido, skal hun forsørge parrets børn. Candido Lopez efterlod sig fem børn. Fem munde at mætte. Og det er ikke nemt med den slant penge, hun tjener på at arbejde i et lokalt spisehus.
En angst enke
Hakan Jakob Kosar fortæller at det også er tydeligt, at hændelsen stadig sidder i kroppen på Aminda. Da hun begynder at fortælle, løber øjnene hurtigt i vand.
”Candido var en stædig fyr, der elskede skoven og kun lod fælde de træer, den kunne bære,” forklarer Aminda. ”Tanken om at lukke et stort elselskab ind i den var umulig for ham. Og det blev hans død,” fortæller hun sammenbidt fra en plastikstol på cementterrassen foran hendes hus.
Da Hakan Jakob Kosar spørger ind til drabet, bliver Aminda stille. Hun virker angst.
”Vi ved ikke helt, hvem der skød Candido. Men det virker til, at nogen fra nabobyen var involveret,” forklarer hun.
Hakan Jakob Kosar får at vide rundt om i landsbyen, at alle mener, at årsagen til attentatet på Candido Lopes var, at han ikke ville deltage i et samarbejde med et canadisk energiselskab og interessenter fra nabolandsbyen om konstruktionen af en stor hydroelektrisk dam.
Amindas fire døtre følger med i snakken Men sønnen har ikke lyst til at hilse på reportageholdet. Han sad bag på sin far Candidos motocykel, da skuddene faldt. Han overlevede. Men han er aldrig kommet sig over oplevelsen.
Er denne familietragedie typisk? Andre Mildam, som er landekoordinator for Verdens Skove i Honduras, fortæller til DR:
”Jeg kender personligt to, der er blevet dræbt hernede i forbindelse med deres arbejde i skovene. Og der er masser af andre historier i vores netværk. Og hvis jeg sammenligner med det, jeg hører fra fx Nicaragua, hvor vi også arbejder, så er Honduras det værste sted,” fortæller han.
Billy Kyte fra Global Witness kommenterer afslutningsvist og fortæller:
”Det handler ofte om kampe om jorden. De folk, der driver skovbrug, bliver kontaktet af oliepalmeplantører, energiselskaber og kvægavlere. Og når de ikke vil flytte sig, så sker det ikke sjældent, at private sikkerhedsfirmaer og korrupte betjente hyres ind til at tage sig af det. Og af og til ender det med blod,” fortæller Billy Kyte.
