Den vilde natur opløses i vores kollektive hukommelse

Hvorfor registrerer vi ikke naturens forringelse? Hvorfor udbedrer vi ikke de skader, vi har påført kloden? En del af svaret skal findes i, at vores opfattelse af ’vild natur’ konstant ændrer sig. Denne forskydning sker på tværs af generationer og gør os blind for degraderingen af vores økosystemer. Hvordan løser man biodiversitetskrisen i en verden, hvor forringelsen af den normaliseres?

Af Caroline Thrane, religionshistoriker

Før du læser videre, så prøv at gå med på et lille tankeeksperiment. Forestil dig, at du rejser dig op fra dit sæde og går udenfor. Du begiver dig ned ad gaden, skovstien eller stranden. Ved siden af dig borer en lille vækst sig op af jorden, en bille piler over gaden, og over dit hoved sejler en fugl forbi på en opadgående luftstrøm. Ved stranden smyger forskellige slags tang sig omkring hinanden i den klukkende vandbred, og en sky af insekter hænger lavt i luften nær en grøn busk. Hvor mange af disse arter, du netop har passeret, kan du navngive?

Det er velkendt, at verdens mangfoldighed af arter er i nedgang. Den vilde natur forsvinder for øjnene af os, mens økosystemer verden over forringes. Og sammen med den vilde natur forsvinder også vores tilknytning til den. De to ting hænger sammen, hvis man spørger Jens-Christian Svenning, som er centerleder og professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, og her finder vi en vigtig nøgle til at håndtere biodiversitetskrisen. Når vi spørger os selv, hvorfor det er så svært at udbedre de skader, vi har påført kloden, skal en del af svaret findes i, at det simpelthen er svært at beskytte noget, man ikke helt har begreb om.

Opfattelsen af ‘den normale natur’

Mennesket erindrer den natur, det har oplevet sin egen levetid. Man snydes til at tro, at dette er normalen for en vild og rig natur. Denne tendens kaldes Shifting Baseline Syndrome. Begrebet blev første gang anvendt af biologen Daniel Pauly i forskningsartiklen "Anecdotes and the shifting baseline syndrome of fisheries" fra 1995, hvor han brugte det til at beskrive, hvordan forskellige generationer opfattede fiskebestanden. Det, man opfattede som normalen for fiskebestanden, forandrede sig med tiden og var forskellig fra generation til generation. De ældre fiskere var mere tilbøjelige end de yngre til at huske en tid, hvor fiskebestanden var større. Svenning forklarer: “Ens naturforståelse etableres uden megen historik, ofte i ens barndom. Derfor kommer man ofte til at fastlægge det optimale som noget, der allerede var degraderet. Da vi er i en vedvarende biodiversitetskrise, vil de fleste have oplevet, at biodiversiteten er gået tilbage. Man tænker, at der mangler nogle fisk, blomster eller insekter. Men fordi man ikke kender historikken, ved man ikke, at der burde være ikke bare flere, men meget større fisk eller endda hvaler, og at der burde være mange flere store træer og store dyr på landjorden. For de var jo allerede væk.”

I dag har begrebet spredt sig til en større del af forskningsområdet og benyttes af flere forskere ligesom Svenning, der arbejder med naturbevaring, også i andre sammenhænge end det marine. At være bevidst om den skiftende baseline er vigtigt, når der skal sættes gode mål for naturbevarelse. Det er vigtigt for politikere, naturforvaltere og den generelle befolkning.

Ulvens genkomst til Danmark har skabt en ophedet debat om, hvad der er naturligt og plads til. Ulven på billedet lever dog i Abruzzonationalparken tæt på Rom, hvor der lever 50-60 ulve, og på trods af, at området årligt besøges af to millioner mennesker, har der ikke været et eneste tilfælde af aggressiv ulveadfærd. Foto af Rune Engelbreth Larsen / naturzonen.dk.

Viden om forhistoriske økosystemer

Viden om fortidens økosystemer kan hjælpe en til at få øje på den illusoriske shifting baseline. Desuden kan det hjælpe med at bevise over for beslutningstagere og befolkning, at naturen forandrer sig. Det lyder banalt, men erkendelsen af, at vores referencepunkter skifter, er vigtig, hvis man ønsker at håndtere naturens forringelse. Ofte er den gradvise degradering af naturen ikke til at få øje på, og derfor kan den være svær at forholde sig til og handle på.

I nogle sammenhænge er forringelsen selvfølgelig åbenlys, som hvis man ankom til et økologisk katastrofeområde. Jeg kan selv erindre at være fløjet over en regnskov på Borneo, der strakte sig i det uendelige, indtil den ikke gjorde det længere, og palmeolieplantager fortrængte alt andet planteliv så langt øjet rakte. Det var en følelsesladet oplevelse, fordi den økologiske forringelse var åbenlys og pludselig. I modsætning til dette eksempel møder vi alle konstant mindre åbenlyse forringelser i vores hverdag. Som hvis man kommer til et marklandskab med klaser af skov og store, fritstående træer og tænker, at det er rart med lidt vild natur uden at gøre sig det klart, at hele området engang var dækket med skov, og at det er et forringet naturområde, man betragter.

Derudover kan viden om forhistoriske økosystemer give os en forståelse af vores nulevende arter og hvilke miljøer, de er udviklet i og til. Svenning forklarer:

“Jeg er primært interesseret i de forhistoriske økosystemer, som eksisterede i de sidste millioner af år, fordi det er over så lange tidsrum, at de fleste nulevende makroskopiske arter, det vil sige planter, dyr og svampe, har eksisteret. Min interesse i de systemer skyldes, at de binder op til nutiden. Det er ikke en interesse i fossiler, men en interesse i at forstå, hvad vores arter er udviklet i, og hvad de er tilpasset til, og hvad der kan være af biodiversitet rundt omkring dem. For eksempel er alle de arter, jeg kan kigge ud på i min have, enormt gamle. De er hundredtusindvis eller millioner år gamle. De er udviklet på nogle tidsskalaer langt før den menneskeskabte degradering begyndte. Hvis vi skal forsøge at forstå deres økologi, og i det hele taget hvordan biodiversitet fungerer, er vi nødt til at kigge ud over de sidste få hundrede eller tusinde år. Ellers kommer vi til at misforstå ting. De arter, vi har nu, og som jeg kigger på i min have, er jo ikke udviklet i min have. De er udviklet over lange tidsskalaer. De er en arv fra dengang, der var hundrede procent plads til natur.”

Nogle kan stadig ikke vænne sig til tanken om, at vilde heste som disse i Molslaboratoriet, godt kan klare sig selv i naturen, også om vinteren. Foto af Morten D.D. Hansen.

Naturhistorie på skemaet

Ifølge Svenning er en løsning på biodiversitetskrisen at prioritere bedre undervisning i naturhistorie i skolerne. Fordi grænsen for, hvad der forstås ved ’vild natur’, skubbes for hver generation, behøves der bedre undervisning for at modvirke denne tendens. Ligesom der undervises i kulturhistorie, bør man undervise i naturhistorie. På den måde vil de yngre generationer vokse op med en bedre forståelse for, hvad der ligger til grund for naturens tilstand, og hvad man kan gøre for at forbedre den. De vil vokse op og kunne deltage i debatten på et mere oplyst grundlag.

“Der er mange af vores diskussioner nu, som plages af, at folk har meget lidt viden på området. Jeg taler ikke om specialiseret viden, men basisdannelse,” siger Svenning. “Biologi i bred forstand burde være meget mere udbredt, også helt ned i folkeskolen. Man burde tage vores naturhistorie lige så seriøst som vores samfundshistorie og undervise i det. Det er jo lige så fundamentalt som vores samfund, synes jeg. Vi har brug for, at der kommer almen dannelse på det her område. Hvis det virkelig skal ændre på noget, skal man have det ud i skolerne.”

Hvad er vild natur?

En anden løsning på biodiversitetskrisen er at prioritere mere vild natur, for eksempel gennem rewilding. Men også her kan shifting baseline skabe problemer for os, som er vigtige at forstå. I Danmark foregår rewilding ofte ved, at man sætter store dyr som elge, vildsvin, heste og kvæg ud i indhegnede naturområder, hvor de gavner økosystemet ved at skabe variation i bevoksningen og give gode forhold for vilde dyr og planter, der ellers har svært ved at trives. Rewilding har dog vakt en del debat herhjemme. Måske grundlæggende fordi der ikke er enighed omkring, hvad vild natur er, og hvilke dyr der hører hjemme i den vilde natur. Nogle kritiserer rewilding for at være dyremishandling, fordi store pattedyr som heste ikke ses som dyr, der kan være vilde. Uden at gå videre ind i debatten, vil jeg blot pointere, at man hér ser et interessant skred i vores shifting baseline. Vi er ikke vant til at se store dyr i den danske natur. Det er ikke en del af vores natursyn længere. I andre lande er store dyr i naturen derimod stadig en del af den kollektive hukommelse, og derfor er det ikke lige så kontroversielt. Dette skift i shifting baseline, den opfattede normal af for eksempel hesten som et vildt dyr eller husdyr, kan være med til at gøre debatten ekstra kompliceret og ømtålelig.

“Der er sket en forskydning i synet på, hvilke store dyr, der kan klare sig selv,” siger Svenning. “For eksempel har mange fået et kæledyrsforhold til heste. Jeg tror, det ville have været meget nemmere at lave rewilding med heste for 50 år siden, hvor folk i det mindste så dem som arbejdsdyr, der godt kunne tåle at blive udsat for hårdt vejr en gang imellem. I dag er de blevet kæledyr, og det gør det svært. Derudover ved de fleste folk ikke, at både heste og køer er naturligt hjemmehørende i Danmark og fint kan klare sig her. De har været her før, og selvom de vilde former er blevet udryddet, er rige genpuljer bevaret, og der er mange bestande, som sagtens kan leve vildt og stadigvæk gør det andre steder i verden. Både heste og køer forvilder sig nemt, hvis de får mulighed for det.”

Tilbage til naturen

Vores forhold til naturen ændrer sig konstant. Det samme gør vores opfattelse af den. Og det sker i en konstant vekselvirkning med, at naturen degraderes. Det påvirker, hvad vi opfatter som normal, vild natur, og også hvordan vi færdes i og med den. Svenning siger:

“Over de seneste 50 år har folk glemt at omgås store dyr, også tamme dyr. Når jeg har været ude at gå i rewildede arealer, har jeg set folk passere tyre med kun en skulderbreddes afstand. Tyren har stået fredeligt, men det er jo stadig farligt, og det er også et udtryk for, at folk har mistet den basale fornemmelse af, hvordan man omgås store dyr. Og for den sags skyld også hvordan man omgås andre ting i naturen. For eksempel at børnene ikke må klatre i træer i skolen, fordi det er farligt, og man kan falde ned. Men det gør jo, at man bliver fjern og mister sin basisforståelse af, hvordan man skal opføre sig i naturen.”
Man kan gøre mange ting i forsøget på at lappe den shifting baseline, vi alle er præget af. Man kan læse om naturen eller engagere sig politisk eller tale om naturdannelse i skolerne. Man kan støtte rewilding-projekter eller skabe mere vild natur i sin have. Men et helt simpelt sted at starte kan simpelthen også bare være at gå ud i naturen.

Forandringer starter ofte i det små, og måske kan en forandring for verdens natur netop starte med, at du rejser dig fra dit sæde og går ud ad døren. Se på planten i vejkanten, fuglen over dit hoved, billen på gaden. Tangen i vandkanten, fluerne og krattet. Hvad hedder de? Sæt børnene til at tale om det i skolen. Det er en mælkebøtte, en solsort, en læderløber. Savtang, blæretang, svirreflue, bukketorn. Måske vil en af børnene en dag sidde med ved højbordet til COP-15 og træffe beslutninger, der vil berøre og beskytte økosystemer i hele verden.

Ved du, hvad dit referencepunkt er?