Den utrolige historie om opfindelsen af naturen

Hvem var Alexander von Humboldt? Ikke ret mange danskere kender hans navn i dag, men da han døde var han verdens mest berømte og beundrede videnskabsmand. En ny bog opruller hans fantastiske og utrolige historie. Køb den her og støt Verdens Skoves arbejde

Af Nikolai Lang, cand.mag 

nl@verdensskove.org

Hvad er naturen egentlig? For os i dag virker det indlysende: Naturen er hele det naturlige univers fra den fjerneste supernova til den mindste ringorm i Jordens indre, som vi går på når vi går en tur i 'naturen' .

Men sådan er naturen ikke altid blevet opfattet. Før den moderne verden tog sin begyndelse var naturen levende, besjælet og skabende, og hvis alkymisten eller astrologen fik indsigt i urkræfterne, kunne han derfor efterligne naturens processer og skabe guld eller forudsige fremtiden.

Dette natursyn skiftede i tidlig moderne tid, hvor Galileo Galilei og især Isaac Newton etablerede et nyt natursyn. De lancerede den idé, at naturen har sine egne usynlige love som driver Guds skaberværk, som et gigantisk urværk. Og hvis vi kan afdække disse usynlige - men objektive – love, kan vi aflure skaberværkets hemmeligheder og forudsige dets bevægelser og baner.

Det var dette mekaniske natursyn, som Alexander von Humboldt voksede op med. Men som han også gjorde op med igennem sin karriere. En karriere, der gjorde ham til det tidlige 19. århundredes mest berømte og beundrede menneske, der på sine opdagelsesrejser grundlagde vores moderne syn på naturen.

Humboldt var med til at sørge for, at videnskaben blev opdelt i discipliner. Men han selv og de "forskere", der var før ham, forstod sig selvom som naturfilosoffer, der ikke skelnede mellem den ene og den anden disciplin. Havde han været moderne videnskabsmand, så ville han på én gang have været geograf, antropolog, arkæolog, geolog, metrolog, biolog, fysiker, kemiker og astronom - mindst.

I tillæg var han alle tiders mest videbegærlige opdagelsesrejsende, som til fods, i kano eller til hest og belæsset med tunge kobberinstrumenter opmålte og undersøgte tre kontinenter fra den ene ende til anden.

Alexander Von Humboldt var et menneske af en kapacitet, som får én til at tænke, at vi moderne mennesker er blevet nogle svæklinge. Han talte ti sprog, skrev med begge hænder og ofte i døgndrift, og han brugte gerne sin egen krop til at eksperimentere på med elektricitet, for at aflure dens hemmeligheder.

Tillige var han offentlig intellektuel og en ihærdig fortaler for demokratiet, imod kolonialisme og imperialisme og for oplysning og friheden. Da han døde, var han verdens mest berømte menneske, som hele verden havde hørt om og så op til.

Helt uretfærdigt er der dog mange i vores del af verden i dag, der ikke er klar over hvem Alexander von Humboldt egentlig var. Men det retter en fremragende ny og - med rette - meget omtalt engelsksproget biografi om Alexander von Humboldt op på: ”The Invention of Nature” af historiker og forfatter Andrea Wulf.

Den yngre Alexander von Humboldt (1769-1859), der lige er kommet hjem fra sin store ekspedition til Sydamerika. Selvom han var født rig, brugte han alt hvad han havde på sine ekspeditioner og på at udgive pragtværker, der beskrev kosmos. De var så dyre, at han ikke engang selv havde råd til et helt sæt. Charles Darwin havde dog hele fem af hans bøger med på the Beagle

Drevet af videbegær

Alexander bliver født i 1769 - samme år som Napoleon - i en højtstående preussisk adelsfamilie. Hans bror er Wilhelm von Humboldt, som senere grundlægger universitetet af samme navn i Berlin.

De får de bedste huslærere på familiens herresæde Schloss Tegel i Berlin. Alexander har et dårligt forhold til sin mor, som vil have at han bliver embedsmand i det feudale Preussen. Men som ung mand bliver han formet og påvirket af den franske revolution, og oplysningen som giver ham en uudslukkelig tørst efter viden og frihed.

For at forene moderens ønske med sin egen længsel bliver han derfor inspektør for kongens mineselskab. Store dele af den unge mands liv bliver tilbragt i Europas mineskakter.

Han undersøger bjerge og kortlægger hvordan forskellige typer planter er distribueret, og han stiller spørgsmålet: Vil et tilsvarende mønster vise sig i andre bjergkæder på andre kontinenter?

Han bliver en del af kredsen omkring to af romantikkens førende skikkelser: Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller. Her lægger han grunden til et opgør med den mekaniske naturopfattelse og Emmanuel Kants opdeling af verden i et subjektivt indre og et objektivt ydre. I stedet ser de naturen som en mægtig kraft, som man skal bruge alle sanser og erkendelsesformer - inklusive poesi og maleri - for at erkende i sin totalitet. Den romantiske naturopfattelse, som den moderne naturvandringsmand eller -kvinde stadig har med sig, når han eller hun pakker kamera, kikkert og telt for at tage ud og opleve naturen.

Da moderen - til Alexanders slet skjulte lettelse – dør, er Alexander fri til at følge sin store drøm: Han vil have alt at vide om verden og rejser ud for at opdage den.

Vi ved ikke så meget om, hvad Humboldt følte som privat menneske. Han brænder alle sine breve inden sin død og han stifter aldrig familie. Han lod ikke til at være interesseret i sex eller at være homoseksuel, og meget tyder på at han havde det endog meget svært med sociale relationer. Måske også derfor var hans rejselyst så voldsom?

Men han knytter meget stærke faglige venskaber med ligesindede mænd. En af dem er botanikeren og tegneren Aimé Bonpland, med hvem han planlægger ekspeditionen til Sydamerika. Desværre for Alexander raser Napoleons krige oven på den franske revolution, og ingen af de magter, der behersker oceanerne, vil lade ham rejse.

Alexander Von Humboldt øgede Vestens botaniske viden med 2/3 dele. Han var også en fremragende botnisk tegner også hans tegninger er stadig populære.

En legendarisk rejse
Endelig lykkes det for Alexander at komme af sted. Han får tilladelse af den spanske konge til at udforske Sydamerika. Det spanske imperium er i krise og man håber at Humboldt kan gøre nye fund af for eksempel nye afgrøder, der kan genrejse imperiet.

Humboldt kaster sig dog over opgaven helt uden hensyn til imperiets interesser. Tværtom viser han sig at være en åbenmundet kritiker af kolonialismen, og al den viden, han får fat i, deler han med alle og enhver som en ægte videnskabsmand.

Rejsen bliver en legende i sig selv. Med kun få bærere slæber Humboldt mange, mange kilo udstyr i kobber med sig til måling af temperatur, tryk, atmosfære, position og så videre. Udstyr, han bruger hver eneste gang, de har tilbagelagt få kilometer. Grej til at male og tegne med. Uendelige mængder af prøver og eksemplarer. Og selvfølgelig alt, hvad de skal bruge til at holde sig i live.

De krydser sig igennem det sydamerikanske kontinent af flere omgange. I første omgang rejser de 2.776 kilometer gennem floder og regnskov i det, der i dag er Venezuela.

Her bliver han også den første til at observere, hvad imperialisme og rovdrift på naturen gør ved miljøet, da han registrerer, at intensiv skovning ved søen udpiner jorden og fører til ødelæggelse af livsgrundlag.

Derefter rejser de til Cuba, hvor de opmagasinerer alle deres prøver. Så går turen over Andesbjergene og til Stillehavet. De krydser op igennem til fods og i bare tæer. Deres tøj og sko bliver slidt op, og de slæber sig ofte hårdt ramte, udhungrede og tørstige gennem sumpe, skove og bjergpas.

Rejsens klimaks er, da de forsøger at bestige vulkanen Chimborazo. Barfodet og frysende og næsten bevidstløs slæber han sig over hen over en smal is-væg mens hans møjsommeligt bliver ved med at fortage målinger og indsamle flora. Vulkanen bliver central for Humboldt. Ikke bare som genstand for forskning, men også som en målestok for, hvad man bør bruge sit liv på.

Da de når kysten, er Bonpland dødssyg. Men de overlever, og ekspeditionen bidrager til en enorm udvidelse af menneskets viden om Sydamerikas natur og de oprindelige folks kultur. De hjembringer 6.000 nye arter af planter og det anslås, at ekspeditionens øger den vestlige verdens botaniske viden med to tredjedele.

Videnskabens glemte helt

Men von Humboldts største udbytte er, at han får bekræftet sin idé om naturens sammenhæng: At bestemte planter er tilpasset bestemte forhold og at livet på Jorden er tilpasset påvirkning fra mange forskellige geografiske, klimatiske, biologiske og fysiske kræfter, som udvikler, ændrer og præger livet og de naturlige systemer, som livet er en del af. En mægtig sammenhæng, hvor det største og det mindste er forbundet.

Dermed var han med til at grundlægge den måde, vi ser naturen på i dag. "Naturgemälde" kaldte Humboldt det. Et begreb, som havde stor indflydelse på den unge Darwins udvikling af evolutionsteorien, fordi det gav Darwin idéen om, at alle livformer er tilpasset helt bestemte betingelser.

Efter Sydamerika tager von Humboldt dog ikke direkte hjem. I stedet tager han en tur over Nordamerika, for også lige at møde Thomas Jefferson og studere og rådgive det unge USA, inden han efter fem års rejse tager tilbage til Europa i triumf.

Han slår sig ned i Paris og her bliver han centrum for verdens intellektuelle opmærksomhed. Han udgiver sine opdagelser i en serie storslåede bøger, der beskriver hans rejser og hele det kendte kosmos fra en ende af.

Han møder en ung Charles Darwin, som tager hans centrale bøger med på the Beagle. Han bliver en central inspiration for Simón Bolívar, som finder får idéer til sine revolutioner i Humboldts værker. Og han er centrum for enorm opmærksomhed og opfinder praktisk talt den videnskabelige konference, hvor forskere kan mødes frit og udveksle "key notes", som vi kalder det i dag.

Han er dog stadig besat af at undersøge sine teorier i praksis, denne gang i Himalaya. Men det britiske Ostindiske kompagni vil ikke give ham adgang til Asien, til hans store frustration. Om han kommer af sted igen på sin sidste ekspedition, og hvad det kommer til at betyde skal ikke afsløres her, da det er en meget spændende del af handlingen i bogen.

Hans liv slutter som 90-årig og han dør fredeligt i sin lejlighed i Berlin. Til hans begravelse er hele verden i sorg og blandt høj som lav løber nyheden om hans død på alle kontinenter.

Der er derfor ikke nogen rigtig god forklaring på, hvorfor han i dag er ukendt i den engelsk-orienterede del af verden. Måske er det fordi han er blevet forbundet med Tyskland? Det gælder dog hverken i den spansktalende eller tysktalende del af verden, hvor navnet von Humboldt har stadig har en vigtig plads i det store Pantheon.

Andrea Wulfs bog er derfor velfortjent og tiltrængt. Den er utrolig velskrevet på et let løbende engelsk og meget spændende. Det er både videnskabs- og idehistorie. Men det er også en fængende biografisk og historisk skildring af tiden, hvor vores moderne verden blev til.

For den naturinteresserede er den særlig interessant, fordi den fortæller historien om, hvordan natur og politiske revolutioner har spillet sammen og hvordan videnskaberne biologi og geografi er blevet til.

Giv den som gave til dig selv eller til din yndlingsbiolog. 

Da Humboldt døde var han en af verdens mest berømte mennesker. Her er han i sit hjem som 90årige.