De internationale forhandlinger om en global biodiversitetsaftale tager fart - men må ikke gå for stærkt

Vi er nu næsten halvvejs i de internationale forhandlinger om en global FN-aftale på biodiversitet ved COP15, og det er tid til at gøre status. Der er rigtig meget på spil for naturen og biodiversiteten - og mindst lige så meget, der stadig skal falde på plads og findes enighed om blandt landene, hvis aftalen skal have reel effekt.

Af Fenja Marie Vinther, Silje Heldt Zaltzman, Jakob Kronik, Sofie Banke Poulsen og Gry Bossen

I dette øjeblik er verdens lande samlet i Montreal, Canada for at komme til enighed om en ny global FN-aftale for biodiversitet. Det er helt afgørende forhandlinger, da denne aftale skal foreskrive verdens fremtidige indsats for at stoppe og vende ødelæggelsen af økosystemer og tabet af arter på vores planet. Det er på ingen måde nogen nem opgave. En ting er at biodiversitetskrisen er forårsaget af menneskets pres på naturen som følge af vores forbrug, produktion og landbrug. En anden ting er alle de fordele vi nyder godt af fra naturen. Vi skal altså både stoppe presset på naturen, give denne plads og sikre en bæredygtig og retfærdig fordelt udnyttelse af naturen. Det er ikke så lidt kompliceret.

Meget er på spil - og meget er uafklaret
Under det igangværende møde i Montreal er der således meget, der skal diskuteres og som partslandene skal blive enige om. En af de rigtig svære ting er, hvor meget af Jorden, der skal beskyttes, og hvordan det skal foregå? Helt konkret skal der sættes procentsats på, hvor meget af planetens overflade, der skal afsættes til natur, men også findes enighed om, hvordan denne natur skal beskyttes mod menneskelig ødelæggelse. Og så er det ikke helt ligegyldigt, hvilke områder vi afsætter til natur: Kun ved at beskytte de områder, hvor biodiversiteten er stor og stadig findes, kan vi sikre biodiversiteten på jorden tilstrækkeligt. Men udpeges områder med lav grad af biodiversitet, som fx Sahara eller Antarktis, kan vi ikke “nøjes” med de 30% der lige nu er foreslået i teksten. I så fald skal man afsætte endnu større arealer for at sikre flest mulige arter mod udryddelse.

Diskussionen om beskyttede områder er således både kompliceret af biologien i det og alle de meget forskellige nationale politiske interesser. Hvem skal afgive jorden til beskyttelse, og hvordan skal den forvaltes?

En anden central udfordring i forhandlingerne er inklusionen af oprindelige folks rettigheder i aftalen. Videnskaben siger tydeligt, at oprindelige folk er nogle af de bedste beskyttere af naturen. Blandt andet derfor er det alfa og omega, at oprindelige folks rettigheder, og særligt deres territoriale rettigheder, bliver en elementær del af aftalen, og mere specifikt at de korrekte elementer er til stede i de relevante sektioner i den endelige aftaletekst. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at bevare og beskytte naturen og biodiversiteten. Det er dog også en lettere prekær politisk sag, da ikke alle lande er lige interesserede i at give de oprindelige befolkningsgrupper rettighederne til deres territorier. Mange oprindelige befolkningsgrupper frygter dermed også, at hvis ikke rettighederne til deres territorier sikres i aftalen, kan det medføre massiv jordtyveri, hvor de fordrives fra deres land.

Og endelig mangler der selvfølgelig enighed om en tredje meget stor knast, nemlig finansiering. Hvem skal betale for den indsats, man bliver enige om på COP15, og ikke mindst, hvordan stopper vi den pengestrøm, der lige nu bidrager til ødelæggelse af naturen, blandt andet i form af subsidier til ødelæggende projekter?

Hastværk er lastværk
Sådan som forhandlingerne skrider frem lige nu, er vi er vi rent ud sagt bekymrede for, om aftalens ambitionsniveau er ved at skride. Forhandlingerne startede med udgangspunkt i en tekst, som partslandene har arbejdet på i flere år inden denne konference. Det er en kompliceret tekst, der indeholder alt lige fra målet om beskyttet natur til sammenhængen mellem klima- og biodiversitetskrisen, mobilisering af ressourcer, rettigheder til oprindelige folk, kvinder, unge og meget mere - og teksten indeholder stadig mange uløste punkter, som landene skal enes om, før aftalen kan vedtages.

Forhandlingerne på den primære tekst startede i onsdags i et hidtil uset hurtigt tempo. Der er blevet slettet flere vigtige sektioner, hvor forhandlerne ikke kunne nå til enighed hurtigt nok. Verdens Skove er enige i, at en aftale haster og må og skal i hus på denne COP. Men samtidig er vi bekymrede for, hvad det vil betyde for aftalens form, hvis alt for meget af den vigtige tekst, som er udarbejdet over flere år, ryger ud af den endelige aftale her i 11. time. Her gælder det, at hastværk er lastværk: Hastes aftalen for hurtigt igennem, kan vi ende med et rigtigt dårligt resultat. Omhyggelighed og tålmodighed - midt i en akut krise - er derfor en dyd.

De sidste par dage er farten dog heldigvis også sat lidt ned, og der bruges mere tid på at få teksten omformet og nå til enighed landene imellem. Det tyder umiddelbart bedre for kompleksiteten i aftalen, men i dette langsommere tempo opstår så bekymringen for, om vi når at blive færdige i løbet af denne konference - hvilket vi er nødt til. Det er altså noget af en balancegang, som både facilitatorer og forhandler skal styre, og det er af yderste vigtighed, at de lykkes med at finde en god ligevægt, så de når i mål med aftalen uden at sænke ambitionsniveauet.