Cykler fra Himalaya til Anatolien for skovene

To eventyrere cykler lige nu fra Himalaya til Anatolien, mens de samler penge ind til Verdens Skove og vores arbejde. På deres tidligere cykeltur fra Argentina til Canada oplevede de på første hånd, hvordan afskovning, skovbrande, minedrift, forurening og klimaforandringer påvirker naturen og de mennesker, der lever i og af den. Det vil de gerne støtte kampen imod. Du kan i dette nyhedsbrev og på SoMe følge med i deres spændende rejse - og støtte deres indsamling undervejs.

Af Jonas Schmidt Hansen

De to eventyrerer, Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller, er lige nu på en lang rejse på cykel fra Himalaya til Anatolien. Turen er startet i Nepal, og foran dem venter en cykeltur gennem Indien, Kina, Kirgisistan, Tajikistan, Usbekistan, Turkmenistan, Iran, Oman, Saudi Arabien og Jordan, hvorfra de flyver til Tyrkiet og ender rejsen i den vestlige del af landet. Undervejs vil de dog være afhængige af, om de kan komme over grænser, samt at få visum. Derfor kan ruten nå at ændre sig under turen.

Selvom der ikke umiddelbart er nogen tropiske regnskove i de områder, de cykler igennem, så har de alligevel valgt indsamle til Verdens Skove undervejs. Det har de, fordi de på deres sidste cykeltur, som gik fra det sydlige Argentina til det vestlige Canada, på første hånd oplevede, hvordan afskovning, minedrift, ulighed og klimaforandringer påvirker naturen og menneskene, især de oprindelige folk, der lever i og af den. Disse udfordringer er netop nogle, som Verdens Skove arbejder med.

“De tropiske skove er uvurderlige, og vi har valgt at støtte Verdens Skove, fordi det er en organisation, der side om side med oprindelige folk kæmper for skoven, biodiversiteten og for oprindelige folks rettigheder. Tre ting, som hænger uløseligt sammen,” siger Katja.

Forurenet vand
I flere af de fattige områder, de cyklede igennem, oplevede Katja og Martin, at ødelæggende kræfter som miner og palmeoliefabrikker var de eneste egentlige arbejdspladser, der var i områderne. De kunne observere, at mens disse industrier på den ene hånd kan give lokale en lille smule indtægt, så er de samtidig med til at undergrave de økosystemer, som de lokale er afhængige af.

For eksempel oplevede Katja og Martin på dele af turen at gå tørstige i seng, da de ikke kunne drikke vandet fra floder og vandløb nær minerne - de var simpelthen for ildelugtende og tydeligt forurenet. Og på et børnehjem, som de besøgte, hvor børnenes forældre havde mistet deres liv under arbejdet i minerne, smagte vandet, der kom ud af hanerne, af sæbe. Det skyldes ligeledes, at floden, som vandet kom fra, var forurenet.

Afskovning og skovbrande
På deres tur, især gennem Syd- og Mellemamerika, var det tydeligt for de to rejsende, at skovene er et af de økosystemer, det går hårdest ud over i den globale jagt på ressourcer. De oplevede ligeledes oprindelige folk, som var oprørte over, at deres skove blev fældet og brændt, og at deres floder var blevet forurenet.

“Der er en tydelig magtfordeling mellem de oprindelige folk og resten af samfundet i landene,” fortæller Martin og fortsætter:

“Vi cyklede flere dage gennem områder, der før havde været regnskov, men som nu er ryddet til marker. Vi passerede en palmeoliefabrik, hvor der holdt et utal af lastbiler, som var ved at blive læsset med palmeolie til markedet. Folk skal selvfølgelig have noget at leve af. Derfor er det vigtigt, at der er en alternativ måde for de lokale til at tjene penge, og at deres samfund kan udvikle sig, uden at naturen ødelægges,” siger han.

Undervejs oplevede de også, hvordan lokalsamfund er udfordret af klimaforandringerne. Dette var dog ikke kun i Latinamerika. I Canada cyklede de gennem områder, hvor store skovarealer var brændt ned, og de oplevede at måtte lægge dele af deres tur om på grund af skovbrande, som stadig hærgede. Skovbrande, som bliver hyppigere og voldsommere på grund af klimaforandringerne.

“Martin og jeg har rejst i mange lande. Det er vigtigt at fortælle om, hvad der foregår derude. Selv dem, der har et hårdt liv, prøver bare at få det bedste ud af situationen,” siger Katja.

“Naturen er den, der lider allermest under den måde, vi lever på”, siger Martin.

Derfor mener han også, at vi herhjemme bør tænke over den måde, vi lever på med et højt forbrug. For det er i høj grad med til at øge presset på de økosystemer, der ødelægges rundt om i verden.

Masser af solstrålehistorier
Selvom naturen og de oprindelige folk, der lever i og af den står over for store udfordringer, så er der også mange, der kæmper for den. Her fremhæver de især kvinden Doris, som de mødte i Peru. Hun er en enmandshær, som både arbejder med naturbeskyttelse og uddannelse af børn og unge i flora og fauna, samt om hvordan man bedst beskytter det.

Martin og Katja husker, at hun sagde til dem: “Når man bedre kender og elsker naturen, så vil man også gerne beskytte den.”

Katja og Martin har, efter de kom hjem fra deres sidste cykeltur sidste år, holdt flere foredrag om deres tur. Noget af det, de ofte er blevet spurgt til, er sikkerheden, og om de har været ude for farlige situationer.

“Vi er ikke blevet truet ene eneste gang på vores tur,” fortæller Katja, og Martin følger op:

“Verden er faktisk mere sikker, end de fleste tror.”

Mens de allerede har en utrolig, lang og begivenhedsrig cykeltur bag sig, har de endnu et eventyr foran sig, og du kan følge med. Du kan læse mere i vores kommende nyhedsbreve og på SoMe, og Martin og Katja har også selv profiler på Facebook, Instagram og på LinkedIn (Katja og Martin). Du er selvfølgelig også velkommen til at donere og dele Katja og Martins indsamling på GoFundMe, som går ubeskåret til Verdens Skove.