Klimaforhandlingerne har styrket civilsamfundet

Forligsforhandlingerne i Marrakesh har styrket civilsamfundene i store og små netværk. Den verdensomspændende, folkelige interesse i moder jords velbefindende viser sig i civilsamfundets engagement op COP22, og det lader sig kue af enkelte landes skæve holdninger.

Af Gry Bossen, klimakoordinator i Verdens Skove

Det er et helt år siden, vi var samlet til COP21 i Paris. Siden da er der sket mange ting på klimaområdet. Selvom forhandlingerne i år er hyllet ind i en helt anden atmosfære, måske fordi det enorme pres og momentum, der var forud for Paris, er væk, så føles det - når man træder ind på et UN - venue igen. Vi møder de samme mennesker og snakker det samme indforståede forhandlingssprog - som om det var igår, Paris-Aftalen blev underskrevet. Det er nærliggende at tro, at det skyldes træthed ovenpå de sidste (par) års hårde arbejde op til og under COP21 og lettelse, fordi aftalen nu er i hus samt dvælen ved Paris successen, der ligesom lammer alle deltagere og skaber en anderledes atmosfære.

Men vi er ikke længere i Paris, og disse klimaforhandlinger er ikke en fortsættelse af sidste års forhandlinger. Faktisk er forhandlingsscenen markant anderledes end i Paris. Ikke alene er sammensætningen af deltagere på COP´en mere præget af jakkesæt end sidste års COP, hvor traditionelle dragter og mønstre blev brugt i massevis. Derudover er der en helt ny form på det, vi skal diskutere i år. Overordnet set handler det hele i år om, hvordan forhandlingerne skal gribes an de næste par år, indtil stocktake i 2018 og til aftalen træder i kraft i 2020. Der er således ikke så meget konkret indhold, der diskuteres. Endnu. Dertil kommer, at forhandlingerne ret hurtigt er blevet lukket for os observatører i år, og det er som om, at vores rolle hernede ikke helt er, som den “plejer” at være. Og så alligevel.

Til de internationale klimaforhandlinger foregår der meget mere end forhandlingerne i forhandlingsrummene. Udenfor disse rum, som ofte er lukkede for os observatører, udspiller der sig et strategisk spil af dimensioner. Her samler civilsamfundsorganisationerne sig i tværgående netværk. Hver organisation deltager ofte i flere netværk og overlappende grupper for både at indgå i en gruppe, hvor deres specifikke interesser bliver varetaget samtidig med, at de deltager i større grupperinger af NGO'er, for at stå stærkere under en overordnet enighed. Således samles civilsamfundet på tværs af nationer og lande og forener os om fælles interesser, hvorfor vi udgør en massiv uundgåelig enhed, som spiller en markant rolle til disse forhandlinger.

Når vi i Verdens Skove deltager på disse internationale scener, er det selvfølgelig for at sætte vores præg på den internationale dagsorden på et højere niveau, da dette vil få konsekvenser for livet på jorden hos vores partnere, såvel som hos os selv. Vi deltager således for at bringe udenforstående interesser ind i forhandlingerne, og for at kunne formidle forhandlingernes resultater ud til vores partnere og medlemmer. Sidst, men ikke mindst deltager vi for at udgøre en del af det forum af civilsamfundsorganisationer, som alle med deres blotte tilstedeværelse er med til at styrke vores fælles interesse og stadfæste og udfylde vores plads i forhandlingerne.

Vores netværk er uvurderlige. Det ville ikke være muligt for os som individuel organisation at følge med i forhandlingerne uden vores netværk. Det bliver især afgørende at være en del af de større netværk, når civilsamfundets deltagelse i forhandlingsrummene bliver begrænset til 2 observatører per store netværk. Disse to observatører bliver pludselig vores alles ører, og deres afrapportering ligger til grund for diskussioner i de forskellige interessegrupper, hvor mundtlige sessioner hjælper os alle med at forstå, hvad der egentlig sker inde til forhandlingerne.

Vores netværk er også uvurderlige for, at vi kan få vores budskab igennem. Ligesom det er tilfældet for os i Verdens Skove, så repræsenterer alle andre organisationer også en gruppe eller gruppering af mennesker rundt om i verden. Når vi står sammen, udgør vi derfor så stor en repræsentation, at forhandlere og delegationer er nødt til at lytte til vores ønsker og argumenter. Når delegationerne er enige i vores holdninger, eller bliver overtalt af vores argumentation, så kan de finde på at tage denne med ind til forhandlingerne. Således får vi vores stemmer og holdninger ind i forhandlingerne.

Når vi mødes i disse internationale fora, foregår der kapacitetsopbygning. Vi bliver klogere på andres holdninger og skarpere på vores egne. Med vores organisering omkring emner og interesseområder og på tværs af lande og stater, så står vi sammen i en gruppe, der er større end de fleste delegationer. Vores manglende adgang til indflydelse i forhandlingerne udlignes delvist af vores samlede størrelse og dermed den massive med - eller mod-kraft, vi udgør udenfor forhandlingslokalerne. Der er ingen tvivl om, at vi har en indflydelse på det, der sker i forhandlingslokalerne, selvom vi ikke er derinde.

Selvom dette års forhandlinger ikke har haft så meget indhold, så er fællesskabet og samarbejdet om noget blevet forstærket af valget af manden, hvis navn vi ikke siger højt. Det er meget positivt at se, hvordan det ikke har slået folk ud hernede, men tværtimod har fået folk til at rykke tættere sammen i vognen, som vi alle er enige om kun har én retning. Og det er fremad. Det er således absolut ikke opgivenhed, der præger scenen hernede, men snarere en iver efter at frigøre sig fra et enkelt lands betydning for, hvad resten af verden rykker på. På trods af trælse rygter er fokus flyttet væk fra USA og over på alle andre lande, som rykker den rigtige vej. Og der er lavet en endnu ufærdig liste med lande, der har erklæret deres engagement og indsats selv efter sidste onsdags nyheder. Listen er selvfølgelig blevet til i google docs, hvor alle organisationer bidrager med deres lille bid af historien. Hernede fortsætter kampen og samarbejdet, alt imens listen med med lande bliver længere og længere.