Nyhed -
Brølende kærlighed til naturen
Tænk på miljøet. Det er budskabet i Alberto Lainez’ økologiske musikprojekt Proyecto Aullador, der gør opmærksom på en mere bæredygtig brug af Honduras’ naturressourcer. På søndag d. 24. juni kl. 14 kan du opleve ham kombinere musik, billeder og video i Casa Latinoamericana i Valby.
Af Toke Laursen
Du inviteres hermed til en sand kulturel, bæredygtig oplevelse af Nunca Más – International Network for Human Rights and Psycho-social Response og Verdens Skove. Selveste Alberto Lainez optræder nemlig nu på søndag d. 24. juni kl. 14 i Casa Latinoamericana i Valby, hvor han kombinerer musik, billeder og video i miljøet og bæredygtighedens tjeneste.
Den honduranske musiker, Alberto Lainez gør opmærksom på en mere bæredygtig brug af Honduras’ naturressourcer med sit økologiske musikprojekt Proyecto Aullador.
Aullador betyder brøleabe på spansk, og det er netop hvad Alberto Lainez gør, han brøler; brøler bæredygtigheden frem, brøler skoven op og brøler sin kærlighed ud. Så stor er hans kærlighed til sit land, Honduras, og dets natur.
Det er af allerhøjeste nødvendighed, at der bliver gjort noget for Honduras’ natur, som desværre udsættes for fragmentering og ødelæggelser af især skovene. Derfor er det vigtigt, at Lainez gør verden opmærksom på problemerne, og hvad der skal gøres fra samfundets side både i og uden for Honduras.
”Música ecológica para la vida,” økologisk bevidst musik for livet er kanvas for Lainez’ brøl, som han turnerer verden med for sit lands og dets naturs skyld. På søndag rammer han også Danmark med sit energiske brøl, og der er dømt fest og god stemning, mens de alvorlige temaer bundfælder sig i vores alles bevidstheder. Kom med til en oplevelse for livet.
Verdens Skove har projekter flere steder i verden, blandt andet Honduras, som du kan læse om her.