Brandtale for det vilde natursyn

Verdens Skove uddelte til foreningens generalforsamling den 27. oktober en nyligt indstiftet hæder: Årets Skovven. Første modtager nogensinde blev idéhistoriker og forfatter Rune Engelbreth Larsen. Læs hans inspirerende takketale sidst i artiklen.

Af Anne Liv Eberlein

Under Verdens Skoves generalforsamling i slutningen af oktober blev Rune Engelbreth Larsen tildelt foreningens nyligt indstiftede hæder: Årets Skovven.

"Du har tydeliggjort, hvilket kæmpe potentiale for vildere natur, biodiversitet og større naturoplevelser, der ligger uudnyttet hen på vores alles fælles offentlige arealer. Og ikke mindst har du mere end nogen anden formået, at sætte rewilding på den politiske dagsorden i Danmark," begrundede foreningens formand Anders Morten Christoffersen valget af forfatteren til flere ambitiøse bøger om dansk natur, herunder den nyeste, visionære udgivelse "Vildere Vidder i Dansk Natur", der kortlægger potentialet for store, vilde naturnationalparker i Danmark.

"For det første i medierne, hvorigennem vi alle oplyses gennem din skarpe pen, på en måde så man skal være helt tonedøv, hvis man ikke forstår dine naturpolitiske visioner," uddybede Anders Morten Christoffersen foreningens beslutning. "For det andet direkte hos politikere. Vi er jo ikke et øjeblik i tvivl om, at regeringen har kigget i dine lærebøger i forbindelse med den nylige udpegning af urørt skov. Og for det tredje har din politiske dagsorden også vundet indpas hos fondene, som er en væsentlig finansieringskilde til forvaltning af et det vildere natursyn, som du er eksponent for."

Prisen blev overrakt på Møgelø i Juelsø, hvor generalforsamlingen fandt sted. Rune Engelbreth Larsen holdt efterfølgende en inspirerende takketale, hvor idéhistorikeren blandt andet kastede sig ud i en fortælling om den kulturhistoriske oprindelse af de natursyn, han selv og Verdens Skove kæmper både for - og imod.

Du kan læse hele talen her nedenfor.

Jeg er meget glad for og beæret over at modtage denne fine pris – faktisk så glad og beæret, at jeg ikke kan få mig selv til at takke nej til den, selv om jeg godt ved, at mange andre fortjener den i meget højere grad end jeg.

For det er virkelig ikke nogen let sag at tage imod en pris som Årets Skovven fra en forening, der mere end nogen anden har kæmpet skovens sag i Danmark og med al rimelighed slet ikke behøvede at give prisen væk. Nej, det er ikke let, når man betænker, hvor mange vidende og vigtigere skovvenner Verdens Skove har i sin egen medlemskreds, som har talt og kæmpet skovens sag i mange flere år end jeg.

Det er bestemt heller ikke let, når man betænker, hvor mange uundværlige forskere, som har tilvejebragt den altafgørende faglighed, der har fået vildere skov på den nationale naturagenda efter 200 år med forarmende produktionsskov som stort set enerådende skov-agenda hertillands.

Men det, der gør det allervanskeligst, er dog, at der i foreningens kreds findes to mennesker, som mere end nogen anden på noget tidspunkt og noget sted i Danmark har kæmpet med hjerte og hjerne for skov på skovens præmisser.

To mennesker, der ikke alene er årets skovvenner i år, men også i 2017 – ja, årtier tilbage. To mennesker, som det slet ikke giver mening at sætte årstal på, når vi taler om skovvenner, fordi de ikke kun er årets skovvenner, men Danmarks skovvenner. Slet og ret. Og de to mennesker er selvfølgelig Karsten Thomsen og Hanne Christensen.

Jeg vælger derfor at modtage prisen som én skovven i godt selskab blandt mange flere bedre skovvenner i foreningen Verdens Skovvenner. Og i den ånd vil jeg gerne knytte en lille refleksion til den opgave, der måske gør skovvenner til skovvenner i dagens Danmark.

Jeg tror således ikke, at skovens venner bliver skovens venner uden at gøre op med en filosofisk fortælling, der måske har været immanent i vores kulturelt betingede skovbillede siden oplysningstiden.

Fra Bibelen har vi som bekendt det tankegods, at mennesket i og for sig er verdens hersker og gartner, der har fået den guddommeligt sanktionerede opgave at »herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr«. Men selv om følgerne af denne fortælling afgjort er synlige den dag i dag, når vi ser på det herskende naturparadigme, er fortællingen blevet reformuleret, opdateret og moderniseret i Oplysningstiden.

Desværre ikke til skovens gavn.

I artiklen »Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt« fra 1784 italesætter den tyske filosof Immanuel Kant epokens nye treenighed: Fornuft, Fremskridt og Forsyn. »Det vilde menneskes« tilbøjeligheder var ganske vist endelig på vej til at blive kuet af den fremadskridende fornuft i 1700-tallet, mente Kant, men forsynets udvikling af menneskeslægten fra »dyriskhedens laveste til menneskehedens højeste niveau« var endnu ikke fuldbragt.

Ifølge Kant er det nemlig fremskridtet, der driver og disciplinerer os, hvilket i filosoffens nøje udtænkte analogi svarer til, at »træerne i en skov netop ved hver for sig at søge at berøve de andre luften og solen, nøder hinanden til at søge begge dele over sig, og dermed opnår en smuk og rank vækst – i modsætning til dem, der i frihed og afsondret fra hinanden lader deres grene vokse efter forgodtbefindende og derfor er forkrøblede, skæve og krumme.«

Godt er skov altså med lige, ranke, smukke træer, slemt er derimod det ukurante, grimme og frie og vilde.

Næppe tilfældigt, at den store tyske filosof var samtidig med den store tyske forstbotaniker Johann Georg von Langen, der fik afgørende betydning for Danmarks stærkt rationelle tømmerproduktion, som vitterlig og i overensstemmelse med Kant heller – ikke efterlader mange kvadratcentimeter til naturens forkøblede, skæve og krummeliv.

Den omgivende natur såvel som den indre menneskelige natur skal med andre ord helst være en velordnet plantage – måske lidt naturnær i krogene med et par gevækster til naturligt henfald, men ikke for meget skævt og krumt, ikke urørt, ikke vildt – Ordnung muss som bekendtsein.

Denne tankegang er let at spore i den danske fredskovslov fra 1805 og et par århundreder frem, og den dag i dag er kun omkring halvandenprocent af vores skove viet til skovnaturens naturlige liv og mangfoldighed. Selv efter implementeringen af Naturpakkens yderligere 10.000 hektar urørt skov, vil vi kun nå op at overlade 3 procent af det danske skovareal til skoven – i 2065. Ja, så lidt, i år totusindogfemogtres.

De øvrige 97 procent forbliver i motorsavens tænder og produktionens hænder.

Skovvennernes opgave synes dermed at have fundet sine egne nøgleord i de nøgleord, som oplysningstidens insisterende, tilrettende, kontrollerende og overforvaltende fornuftsforstyrrede firkantethed afskrev: Det forkrøblede, skæve og krumme. Og hvis vi virkelig vil være venner af skovens skævheder, genudsætter vi de store nøglearter, som hjælper den med at få sin naturlige forkrøblede træer tilbage, og går en skovfremtid i møde, hvor vi blandt andet kan opleve vildheste, vildkvæg, vildsvin og elge i flere og flere danske skove.

Derfor: God vind fremover til at få mange flere gamle, forkrøblede, skæve og krumme træer, der bryder ordnen op, slipper kontrollen og giver mere natur fri.

Lad så det paradoksale være, at når skovens venner sætter skove fri til at leve, dø og udfolde sig vildt med vildere nøglearter og vildere vandforhold, ja, så sætter vi også selve skovkonceptet frit. For dermed forkrøbler og krummer vi ikke kun skoven til gavn for skovens liv og mangfoldighed, men vi forkrøbler rigide og unaturlige skelmellem skov og ikke-skov til gavn for naturens liv og variation.

For når de vilde træer og de vilde dyr får magten over skoven tilbage, bliver skov til varieret natur i stedet for skov og ikke-skov. På den måde bliver Skovens Venner i Verdens Skove til hele Naturens Venner.

Tak for prisen – og god vind frem over til alle foreningens skovvenner i kampen for at få en skævere og vildere natur retur.

Du kan købe "Vildere Vidder i Dansk Natur" af Rune Engelbreth Larsen i Verdens Skoves webshop her. Alt overskud går til foreningens arbejde for en verden med en rigere skovnatur.