Nyhed -
BLOG 3: Jaguar!
Meget af det vilde dyreliv er vendt tilbage til skovene her i Dekmas- området, efter at man er gået i gang med at drive dem efter FSC’s principper. Det betyder blandt andet, at man har en streng politik omkring at skyde vilde dyr, og at man har et særligt fokus på livet i skoven for alle medarbejdere. Alle skal f.eks. notere, hvilke dyr de ser og hvor, så man kan monitorere bestandene. ”Før FSC arbejdede vi mentalt meget i volumner, men i dag arbejder vi mere i kvalitet,” siger en medarbejder stolt.
I går så vi billeder fra kamerafælder i skoven, hvor der er blevet spottet jaguarer i området. Vi er alle super interesserede i at få et glimt af det store, plettede kattedyr, men ved også, at chancen er lille.
I skovområdet arbejder 44 skovarbejdere. De har deres camp i skoven, hvor de bor, mens de fælder, og i dag skal vi ud og besøge dem. Det er tidlig morgen, og vi hopper op bag i pick-up’en og kører ind i skoven, mens solen langsomt får has på morgendisen. Vi kører nogle timer på de røde jordveje og ser farvestrålende papegøjer over trækronerne. Og så pludselig står den der, jaguaren, midt på vejen og kigger på os. Vi bremser hårdt. Den slår med halen, kigger en ekstra gang på os, og så er den væk. Vi kan næsten ikke tro vores held. Vi har kun været i skoven i et par timer, og vi har allerede set en jaguar. Fantastisk!
Kortlægning efter FSC-regler og boliviansk lovgivning
Vi samler skovarbejderne op i deres camp. Her får vi vist, hvordan man kortlægger efter FSC-regler og også efter boliviansk lovgivning. Man skal vide præcist, hvilke træer der er i skoven og man skal have kortlagt størrelse og arter for træerne. Ud fra kortene laves års-planer for fældning, så man ved præcist, hvad man skal fælde hvornår. Man vil helst ødelægge så lidt som muligt, så veje planlægges med henblik på at skulle vokse til igen, og værdifulde træer, sjældne arter og frugttræer, som giver føde til dyrene, får lov at blive stående. Vi får lov at kigge med, når skovarbejderne går i gang.
Træet mærkes og måles
Først ser man koordinaterne for det træ, der skal fældes i dag i planen. Vi arbejder os igennem skoven og finder træet, som er mærket med et lille skilt. Træet er inden ryddet for lianer og andre vækster, som vil kunne rive flere træer med under en fældning. Når træet er fældet, mærkes både træstamme og stub med samme nummer, så det kan spores tilbage. Man måler træet og noterer dets præcise højde og diameter.
Thomas mærker motivationen
”Man kan virkelig mærke, at det her med FSC er noget, der motiverer folk,” siger Thomas efter en lang dag med skovarbejderne. ”Hvor motiverede de er omkring at bevare skoven, er nok noget af det, der overrasker mig mest i dag”.
Skovarbejderne tygger gerne cocablade det meste af dagen. Det har en opkvikkende effekt og er vel nærmest at betegne som deres ”kop kaffe”. Thomas bliver budt på coca-blade og får lov at mærke effekten selv.
Overnatning i skoven
Vi vil overnatte i skoven i en nedlagt skovarbejder-camp. På vej mod vores overnatningssted står den der pludselig igen, jaguaren. Vi når næsten ikke at registrere det i aftensolen, så er den væk. At se en jaguar to gange på samme dag, er vist noget af en sensation. Alle snakker begejstret om det, mens vi kører. Vi når også lige at runde et af skovens smukke vandområder for at spotte oddere. Så går solen ned.
Skoven er bælgmørk og fuld af nattelyde. Vi har slået telte op og lusker med Pablito ud for at sætte en kamerafælde op. Vi vil se, om der dukker dyr op i nærheden. Pablito spænder kameraet med censor om et træ og tørrer det så af, så det ikke lugter af menneske, og så er det bare at vente.
Vi går til ro under en fantastisk klar stjernehimmel.
FSC-certificeret skov i Bolivia
På trods af den fortsatte afskovning, som finder sted i Bolivia, var det lykkedes at FSC-certificere mere end to millioner hektar boliviansk skov. Det er et tal, som er dalet, til lige under 1 million hektar i 2014. Bolivia er dog stadig et af de lande, som har mest certificeret tropisk skov.