7 eksempler på demokrati fra dyreriget

Demokratiske flertalsbeslutninger findes ikke kun hos det menneskelige dyr. Mange dyresamfund har flertalsbeslutninger, der sikrer gruppens overlevelse. Her er syv arter, der deler vores demokratiske tradition om at være flertal til at tage de vigtigste beslutninger.

Af Linea Breinholt Schou

Bidronninger og chimpanse-alfahanner bliver ikke valgt ind på deres poster, men det betyder ikke at de regerer som tyranner. Vores egen arts demokratiske tendenser kan som minimum spores tilbage til vores forfædre, helt fra før de kunne kaldes egentlige mennesker.

”Delt beslutningstagen er sandsynligvis meget vigtigt for evolutionen af stabile, sociale organisationer, hvilket forklarer hvorfor det lader til at være almindeligt hos sociale dyr”, skrev biologerne Larissa Conradt og Timothy Roger i et 2007-studie ved navn ”Democracy in Animals” (demokrati hos dyr). De fleste arter dvæler ikke ved politik som mennesker gør, men vores demokratiske rødder kommer til udtryk igennem dyreriget – som, i mange tilfælde, minder mere om en dyrerepublik.

Kronhjorte

Kronhjorte lever i store flokke, hvor de bruger meget af deres tid på at græsse, eller ligge ned for at tygge drøv. Nogle hjorte er klar til at rykke videre før andre er, og forskere har lagt mærke til, at flokkene først flytter sig, når 60 procent af de fuldvoksne hjorte står op. Selv hvis et dominerende individ har mere erfaring og laver færre fejl end sine ”undersåtter”, foretrækker flokkene typisk demokratiske beslutninger over de enerådige.

En af de vigtigste grunde er, ifølge forskning af biologerne Larissa Conradt og Timothy Roper, at grupper er mindre impulsive. ”Demokratiske beslutninger er mere fordelagtige, da de oftest er mindre ekstreme, og egentligt ikke fordi hvert individ som sådan har indflydelse på beslutningen”.

Chimpanser

Chimpanser og bonobo-aber er menneskets tætteste biologiske slægtninge, med omkring 98 procent af vores gener tilfælles, så det giver mening at vi også deler nogle karaktertræk. Chimpansers magtkampe er måske mere larmende og kaotiske end partilederrunder og Folketingets høringer – og så alligevel.

Selvom chimpanser ikke udskriver officielle valg, kan ingen alfahan herske længe uden støtte fra en meget vigtig fløj – hunnerne. ”Hunnerne skal acceptere hannen, før han kan opnå sin status,” ifølge the amerikanske Institute for the Study of Human-Animal Relations. ”Hunnerne kan være meget kræsne, og hvis de ikke godkender en alfahan, vil de ikke lade ham parre sig med dem”. Hvis det sker, bliver han måske hurtigt væltet af en rivaliserende han.

Honningbier

Honningbier, og andre yderst sociale insekter, lever og ånder for deres dronning, men lever dog ikke i monarkier. Dronningernefungerer i virkeligheden som æglægningsmaskiner, der overlader det beskidte arbejde at styre bikuben til arbejderbier og droner. Disse ”underordnede” bier afgiver måske ikke deres stemmer bevidst, som menneskelige vælgere gør, men deres kollektive vilje er ikke desto mindre det, der driver bisamfundets succes.

Når særlige spejderbier udfører en vrikkende dans for at foreslå fremtidige redesteder, kan flere af dem ende med at konkurrere med hinanden, for at påvirke koloniens beslutning. Det er som en ”popularitetskonkurrence med dansefest”, ifølge biolog Thomas Seeley fra Cornell University, der i 2011 rapporterede at bier også bruger en anden taktik for at nå til enighed: de nikker de spejdere, der stædigt bliver ved med at danse for mindre populære placeringer, en skalle.

Amerikanske bisonokse

Ligesom kronhjorten, er den amerikanske bison et planteædende flokdyr, der ofte tager fællesbeslutninger om hvornår det er tid til at bevæge sig videre. I 1990’erne indså forskere, at hvad der i første omgang mindede om dagligdags strækøvelser, faktisk er en slags ”stemmeadfærd”, hvor hunnerne viser deres rejsepræferencer ved at stå op, stirre i én retning, og så ligge sig ned igen.

”Kun fuldvoksne hunner stemmer, og de deltager uanset deres sociale status i flokken,” skrev biolog David Sloan Wilson i et studie fra 1997. ”Når man sammenligner den gennemsnitlige retning af deres blik med flokkens efterfølgende bevægelse, er standardafvigelsen kun 3 grader, hvilket er et godt stykke inden for måleusikkerheden. På dage hvor hunnerne stirrer i alle retninger, deler flokken sig oftest op og græsser på forskellige områder den nat”.

Kakerlakker

Kakerlakker har ikke samme, komplekse sociale strukturer som bier og myrer, men de er muligvis stadig i stand til at tage demokratiske beslutninger. For at afprøve denne idé, har et hold af forskere præsenteret over 50 kakerlakker for tre læsteder, der hver havde plads til 50 individer. Siden kakerlakker foretrækker mørke frem for lys, delte de sig hurtigt op i grupper, og flygtede ind i læ.

Frem for at opføre sig kaotisk, delte kakerlakkerne sig i grupper af 25, der halvt fyldte to af læstederrne, og efterladte den tredje tom. Da forskerne introducerede større læsteder, dannede kakerlakkerne en enkel gruppe i kun én af dem. Ifølge studiets forfattere, fandt kakerlakkerne en balance mellem samarbejde og konkurrence for ressourcer. ”Uden omstændig kommunikation, omfattende information og udførlig sammenligning af de tilgængelige muligheder, var dyrene i stand til at vurdere tilgængeligheden af ressourcer, og tilpasse den måde de danner grupper, blandt de forskellige steder”.

Bavianer

Bavianers ledelsesstil minder en smule om chimpansernes, og hos dem får de dominerende hanbavianer heller ikke lov til at være diktatorer. Ifølge primatforskerne James Else og Phyllis Lee, kan gule bavianers fællesbeslutninger om flokkens bevægelse påvirkes af enhver fuldvoksen abe, men de højst rangerede hanner og hunner lader til at have det sidste ord.

”For at individers forslag påvirkede gruppens beslutninger, var det nødvendigt at de to mest indflydelsesrige hunner, og oftest også en fuldvoksen han, var enige”, rapporterer Else og Lee i ”Primate Ecology and Conservation” (primaters økologi og bevarelse).

Duer

Duer modtager sjældent respekt i bybilledet, men ifølge biologer ved Oxford University, har de komplekse sociale hierarkier, hvor selv de lavest rangerende fugle kan stemme med om flokkens næste flyvetur. Ved brug af GPS-målere fastsat på små rygsække bag på duerne, fandt forskerne ud af, at ”de fleste fugle får lov til at bidrage til beslutninger, [men] et fleksibelt ”rangsystem” sikrer, at bestemte fugle har større chance for at lede, og for at andre følger dem”.

Sådan et arrangement, tilføjer de, ”repræsenterer måske en særligt effektiv form for beslutningstagen”.