Gå til indhold
Opdatering fra Katja og Martin: Lokale fortællinger fra Nordindien

Blogindlæg -

Opdatering fra Katja og Martin: Lokale fortællinger fra Nordindien

Kan du huske Katja og Martin, det eventyrlystne par, der samler ind til Verdens Skove, mens de cykler tværs gennem Asien. Nu er de kommet til Nordindien og deler nogle af deres tanker og oplevelser fra stedet:

"Vi sidder i det traditionelle køkken hos en buddhistisk familie i landsbyen Chichem i Spiti-dalen i Nordindien. Cyklerne står parkeret udenfor. Ud ad vinduet kan vi se bjergtoppe; Himalaya omslutter os. I gæstehuset bor 19-årige Pema og hendes forældre. For kun få år siden var landsbyen sneet inde og afkoblet fra resten af Indien om vinteren. Dengang havde de ikke adgang til mobilsignal og levede af yakoksekød og ost, byg og smør-the. Det simple liv. Det lyder nostalgisk, og vi forstår på Pema, at hun har haft en dejlig barndom, men at det også var et hårdt liv. Dengang var landbrug landsbyens primære livskilde, og der var ikke mange penge i omløb.

I dag ser livet meget anderledes ud. Stadig flere åbner et gæstehus. Området omkring Spiti-dalen i staten Himachal Pradesh, hvor Pema bor, og nabostaten Ladakh har gennemgået en voldsom forandring, særligt i de sidste fem til syv år. Før da kom der årligt kun få vestlige turister til området, men fordi Indien har investeret massivt i at bygge veje i Nordindien og har åbnet op for turisme, har Nordindien nu så mange lokale indiske turister, at det ikke er bæredygtigt for hverken naturen eller kulturen. Hver sommer kommer turisterne i tusindvis, og det er både godt og skidt, fortæller Pema. Det er en kæmpe belastning for naturen og for de små landsbyer, der nu skal huse hundredvis af turister hver nat. Store betonklodser af såkaldte gæstehuse tårner op i landsbyer, der i mange hundrede år har bestået af smukke, traditionelle hvide lerhuse. Flere lokale har fortalt os, at de fortryder at have bygget med beton, da det, i modsætning til mudderhusene, ikke holder bygningerne varme om vinteren eller kølige om sommeren.

Andre åbenlyse problemer med den stadig voksende masseturisme er vandmangel, manglende kloakering og skraldehåndtering. Ifølge Pema er vandsituationen den mest kritiske. Områdets vandforsyning kommer hovedsageligt fra bjergene, men gletsjerne smelter, det regner mere, og sneen lægger sig ikke som før. Det betyder, at der ikke er vand nok til alle, heller ikke til landbruget, hvor høsten gang på gang slår fejl. Turismen er derfor en nødvendig indtægtskilde for mange af de lokale, som ikke længere kan leve af deres landbrug.

Hver dag bliver vi konfronteret med masseturismens skyggesider og klimaforandringer, og vi er taknemmelige for at få lov til at opleve den flotte natur og de lokales hjertevarme, mens vi kan.

Katja og Martin."

Hvis du er mere nysgerrig på deres eventyr, kan du læse om deres rejse her eller følge dem på Instagram.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770