Blogindlæg -
Invitation: Kunst og natursyn i Gribskov
Kunst og natursyn
Sted og tid: Storkevadsvej, Gribskov – indgang fra p-pladsen ved Gillelejevej, 12/9 kl. 11-14
På denne sammenkomst i skoven kan man møde to kunstnere og foreningen Verdens Skove - tre forskellige indgangsvinkler til at opleve naturen.
Der vil være artist talks og improviserede stedspecifikke kunstværker ved Carl Christian Tofte og Jessica Lee Hjort. Carl Christian er som billedkunstner en meget habil naturskildrer, som bruger kunsten til at opleve- og forstå naturen. Han arbejder aktivt med sit eget- og på at bearbejde andres natursyn. Han tager sin guitar med. Jessica Lee Hjort arbejder bl.a. med kunstens integration i samfundslivet og på at inddrage kunsten i den dannelse af grundlæggende værdier som sker i barndommen, herunder naturkendskab. Men hvad er det for et natursyn der bliver formidlet? De har begge et vist talent for fornærmelser, er altid lidt rasende.
Skabelsen af de nye naturnationalparker betyder et gennembrud for Verdens Skoves visioner for Danmarks Natur og ved dette arrangement vil Anders Michaelsen, som frivillig repræsentant for foreningen, give en indføring i, hvilke naturlige dynamikker det nye nationalparkkoncept er tiltænkt at fremme.
Verdens Skove har siden foreningens spæde begyndelse haft øje for, at kunsten kan bruges aktivt i arbejdet med at skabe interesse omkring en sag. Mange vil f.eks. nok huske Jens Frimer-Andersens tukan på det regnskovscertifikat, som skulle blive det første i en lang serie.